Public Choice 9: Hvem kan organisere sig?

I det danske demokrati taler man om tingene og hører alle interesserede parter, ikke? Det er i hvert fald den forestilling, de fleste har om dansk demokrati og den måde, en række processer er bygget op. I et vist omfang bygger denne måde at gøre ting på, på en Dahlsk (eller senere Habermask) forståelse af demokrati. Problemet er blot, at ikke alle interesser – ikke engang alle relevante interesser – er organiserede, og hvis de ikke er organiserede, bliver de ikke hørt. I public choice stiller man derfor altid spørgsmålet, hvilke interesser der faktisk er organiserede, før man går videre.

Gennembruddet i denne del af forskningen kom i 1965 med amerikaneren Mancur Olsons PhD-afhandling på Harvard. Den udkom som bog under titlen The Logic of Collective Action, og er central for enhver moderne forståelse af særinteresser. Hovedargumentet i Olsons arbejde er, som vi har skrevet om tidligere (læs her), at det ikke er alle interesser, der kan organisere sig, og for nogle interesser er effektiv organisation væsentligt dyrere end for andre.

Vi kender i virkeligheden alle problemstillingen: Mens to venner sagtens kan aftale, hvem der gør hvad – hvem tager stuen og hvem gør rent på badeværelset før sommerhuset skal afleveres – er det langt sværere at få en folkeskoleklasse til at gøre det samme. Skoleeleverne har et free-rider-problem, da Viggo og alle de andre har incitament til at snyde udenom og de 20 andre elever faktisk også har et free-rider-problem i forhold til at straffe Viggo. Folkeskoleklassen har svært ved at organisere sig effektivt, fordi de er så mange, at free-riding bliver et problem, og fordi de har så forskelligartede interesser, at de næppe kan blive enige om fordeling af arbejde eller blot den kvalitet rengøring, de sigter efter.

Olson indså, at det samme gør sig gældende for organisering af interesser og særinteresser. Små grupper af individer eller virksomheder kan overkomme free-rider-problemet, og hvis de også er enige om målet for deres interessegruppe, er organisering et ’incitament-kompatibelt’ valg. Det er netop dette, der er logikken bag kollektiv handling: Effektive særinteresser er stort set altid relativt små grupper individer eller virksomheder, der har ét mål fælles. Europæisk landbrug er et glimrende eksempel: De er basalt set enige om enten af ville have mere støtte og mere beskyttelse (f.eks. fransk, græsk og spansk landbrug), eller i det mindste vil de ikke af med støtten og beskyttelsen lige nu (dansk eller svensk landbrug).

Skal man kunne organisere lidt mere forskelligartede individer, må organisationen udover de direkte gevinster også tilbyde et ’selektivt incitament’ – et attraktivt medlemsblad, billigere forsikring, eller noget andet, man kun kan få adgang til som klubgode i organisationen. Det er dette element, der gør nogle faktiske organisationer dyrere end andre.

Olson har dermed en enkel, men overbevisende forklaring på, hvordan et erhverv med under 3 % af den europæiske beskæftigelse kan kommandere praktisk taget halvdelen af alle EU-budgettet. Landbruget danner en tilstrækkeligt lille og kohesiv gruppe til at kunne organisere sig meget effektivt omkring lobbyarbejde, og de behøver ikke frygte en effektiv modlobby. De store tabere ved landbrugspolitikken er nemlig forbrugerne, der næsten per definition er både en alt for stor og alt for divers gruppe til at kunne organisere sig. Det er netop denne indsigt, som Olson opsummerede i de fire berømte ord, der karakteriserer al effektiv lobbying: ”Concentrated Benefits, Scattered Costs.”

Særinteresser er vigtige i politik: De leverer gratis information til politikere, der ellers måtte søge information og viden selv, og de giver støtte til politikere og politiske partier mod at få modydelser i form af politik, de kan lide. Otto har tidligere skrevet om rent-seeking som fænomen, og Olson har en elegant teori om, hvem det er der rent-seeker. Så næste gang, du hører at en såkaldt interesseorganisation gerne vil have denne eller hin politik, så husk at sætte ’sær’ foran navnet. Landbruget, Dansk Byggeri, Kræftens Bekæmpelse, 3F, og Ældresagen er alle særinteresser, der repræsenterer begrænsede grupper danskere, der vil én ting – og det er de bredere masser, der ikke kan organisere sig, der skal betale gildet.

I en dansk kontekst er problemet særligt slemt, fordi store dele af det danske samfund – og i særlig grad interaktionen mellem staten og private interesser – er baseret på en grundlæggende idé om, at alle relevante interesser er organiserede. Det peger Olson – og en lang, lang række efterfølgende studier i public choice og politisk økonomi – på, ikke er sandt. Det peger ikke mindst på en måde at forstå, hvordan man har kunnet ’udvikle’ en dansk velfærdsstat. Meget store dele af den er resultatet af lobbying fra snævre særinteresser, og når det hele er betalt over skatten, er det den største og mest diverse gruppe mennesker – alle andre almindelige borgere – der betaler. Det er det perfekte eksempel på en gruppe, der ikke kan organisere sig omkring en modlobby, der kan vetoe beslutningerne.

2 Comments

  1. Hvorfor kommer jeg til at tænke på Esben Lunde Larsen. En ting er at organisere sig og lave lobby arbejde. En anden er hvilket netværk denne organisering kan få etableret.

    • Christian Bjørnskov

      10. juli 2017 at 09:18

      Det er en god pointe, da det ikke er tilfældigt, hvordan et netværk omkring en minister kan komme til at se ud – dvs. hvilke særinteresser, der finder det særligt attraktivt at lobbye netop den minister. Og det kan faktisk godt være, at der kommer en post om det aspekt i public choice. Det er kort sagt spørgsmålet om Stigler’s Regulatory Capture-dynamik.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑