Jane Austen – subversiv i 200 år

It is a truth universally acknowledged, that a single man in possession of a good fortune must be in want of a wife. However little known the feelings or views of such a man may be on his first entering a neighbourhood, this truth is so well fixed in the minds of the surrounding families, that he is considered as the rightful property of some one or other of their daughters.

Ingen ved præcist hvornår linjerne ovenfor blev skrevet, men de blev udgivet i 1813 og skabte stor begejstring. Kronprinsen elskede den og eftertiden har hyldet bogen som en af de bedste nogensinde. Der kom dog kun tre bøger mere fra hendes pen. Forfatteren døde kun 42 år gammel, 18. juli 1817, for præcist 200 år siden denne uge.

Der er mange grunde til at mindes Jane Austen – for hende er det selvfølgelig, og linjerne ovenfor er de første i Pride and Prejudice – men måske ingen, der er helt indlysende for læsere af en borgerligt-liberal blog, der primært skriver om politik, nationaløkonomi og aktuelle diskussioner. Så tillad mig at forklare.

Udover de åbenlyse kvaliteter i sproget, morskaben og de spidende bemærkninger, og de romantiske temaer, mestrede Austen også to andre ting: Præcis skildring af sociale forhold, og subtilt subversive temaer. Anne Milbanke, der senere giftede sig med Lord Byron, noterede for eksempel i en af de få anmeldelser i 1813, at Pride and Prejudice var ”the most probable fiction I have ever read.” Mens de fleste skrev enten historiske eller gotiske romaner, mente Milbanke således, at Austen kom tæt på at beskrive folks faktiske problemer, sorger og passioner. Mange senere læsere og litteraturkendere har også bemærket, hvordan Austen er præcist med hensyn til hvad ting koster og hvor meget almindelige mennesker – og Mr. Darcy – tjener. Austens bøger er derfor en slags ’historisk’ kilde til den almindelige middelklasses forhold først i 1800-tallet, som endda kan være fornøjelig at bringe ind i ens undervisning. I modsætning til senere forfattere, som ofte implicit og nogle gange eksplicit mener, at økonomiske overvejelser er åndløse og ikke noget, man bør nedværdige sig til at overveje, er de en central del af den virkelighed, Austens personer lever i.

Det andet forhold er det, man kan kalde de subtilt subversive temaer. Austen var en mester i at beskrive situationer, der nogle gange næste umærkeligt fører læserne i retning af ganske liberale overvejelser. Udsagnet i starten på Pride and Prejudice er et fint eksempel, for gennem bogen bliver det klart for læseren – og for flere hovedpersoner – at måske er det ikke sandt eller helt så enkelt. Og selv heltinden, Elizabeth Bennet, må med skam indse, at hendes prioriteringer ikke er de samme som hendes nærmeste venners. Det er et smukt øjeblik, da hun med skam må indse, at et valg som for hende selv ville være fuldstændigt uacceptabelt, er hendes veninde Charlottes bedste mulighed.

Accepten af andre som individer, ’warts and all’, og værdien af deres frie valg står centralt i Austens forfatterskab. Som hun lader Elizabeth Bennet mene – og sige – i en helt central scene i Pride and Prejudice, hvor hun gør op med en særligt forstokket ældre adelig, har hun al ret til at opføre sig “in that manner which will, in my opinion, constitute my happiness.” Det var stærke sager i 1813!

En mangel på liberal accept af, at folk er forskellige og er de bedste til at vælge for sig selv, er også en kilde til stor morskab i Emma. Den unge og forkælede, men elskelige heltinde Emma ser sig selv som den store matchmaker. Hun sætter det som sit livs mål, at gøre andre mennesker så lykkelige som de kan blive, ved at finde den rigtige partner til dem. Emma må indse, om det kun sker allersidst i bogen, at hun har lidt under det fundamentale problem, som Hayek kaldte ’the pretense of knowledge’: Hun forsøgte at planlægge andres liv uden at have relevant information, men gjorde blot som om hun havde den – som om, hendes venner og bekendte opførte sig som de kategorier af mennesker, hun forestillede sig de tilhørte.

Det mest pudsige, og en af grundene til at bogen og dens heltinde er så elskede, som de er blevet, er at Emma endda forestiller sig, at hun kan planlægge sit eget liv som om hun var en kategori. Der er først da hun accepterer, at hendes egen smag, præferencer og prioriteringer også er unikke, at der er en Mr. Knightley til hende. Hvor mange mennesker, der blev lidt mere liberale i deres hverdag af at læse Austen, er ikke til at vide. Men en af grundene til, at hun stadig læses så meget, og opfattes som så forbløffende moderne, er at der mellem linjerne ligger en dybt individualistisk holdning, der stadig er subversiv og støder sammen med planlægningsideer og kategorikonservatisme. Og så hjælper det, at Emma faktisk ændrer sig, og at Lizzy Bennet får sin Mr. Darcy.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.