Moderne flagellanter

I slutningen af 1340erne ankom pesten – den Sorte Død – til Europa. Konservative bud peger på, at sygdommen slog cirka en tredjedel af kontinentets befolkning ihjel, og de sociale, politiske og økonomiske virkninger var enorme. Et af de mere mærkværdige fænomener, der fulgte i hælene på pesten var flagellanterne: Folk, der piskede sig selv og på andre måder straffede sig for menneskehedens ’synder’. De forestillede sig, at pesten var en kristen guds straf for, at de havde levet syndigt, og at de måtte rense sig selv for synden gennem fysisk straf. Hele det meget udbredte fænomen blev forstærket af fornemmelsen af, at verden nærmede sig de sidste dage, hvor folk skule stå til ansvar for deres synder overfor en grusom og hævngerrig gud.

Læser man om middelalderen kan man ofte få den stærke fornemmelse at plus ça change – mennesker er mennesker til enhver tid. I særlig grad minder moderne vegetarisme, økologifanatisme og klimaoptagethed om middelalderens flagellanter. Der er naturligvis intet galt i at være vegetar – man kan oprigtigt være imod at slå dyr ihjel og man kan føle, at man har et bedre liv uden at spise kød – men det slår mig ofte, hvor tit man hører andre grunde. En yderligere årsag til at tænke nærmere over fænomenet er, hvor ofte tre ting går igen hos de samme individer: Det er i min erfaring ofte de samme mennesker, der er vegetarer eller veganere som også er stærkt optaget af økologi og ser klimaændringer og global opvarmning som en menneskeskabt katastrofe, som truer vores eksistens.

Uden at ville lege lommeterapeut ligner de basale psykologiske mekanismer hinanden. For det første har man opført sig syndigt: Man har syndet mod naturen ved at spise kød, enten fordi det er umoralsk at slå dyr ihjel eller fordi kødproduktion belaster naturen på den ene eller anden måde, eller i enkelte tilfælde fordi det er unfair at man selv spiser kød, mens en (stærkt faldende) andel af verdens befolkning er for fattige til at gøre det hver dag. For det andet har man en opfattelse af, at økologi er mindre belastende for miljøet, sundere for mennesker, og på en eller anden måde rigtigere fordi det er mere ’naturligt’. I dette tilfælde ser det ofte ud til, at der spiller et quasi-religiøst element ind, fordi øko-vegetarerne insisterer på at tro på det, uden at der – på trods af intensiv forskning – er ret meget faktisk evidens. Sidst, men ikke mindst, er de fleste af dem overbeviste om, at global opvarmning er et enormt og menneskeskabt problem, som vi alle skal gøre noget ved.

Det helt centrale er dog ikke bare, hvor nemt det er at drage paralleller mellem middelalderen og 2017, men derimod hvordan en helt central forestilling går igen. Forestillingen er, at årsagen til de problemer man ser, er helt grundlæggende umoralsk – dvs. syndig – adfærd. De er ikke blot problemer, man nøgternt kan vurdere omfanget af og diskutere mulige løsninger på. Der eksisterer for eksempel effektive teknologiske løsninger på overgødningsproblemer, så man kommer miljøbelastninger gennem udvaskning til livs. De er dog typisk slet ikke interessante for den særlige gruppe mennesker, jeg tidligere kalde øko-vegetarerne. Grunden virker til netop at være, at de er så effektive – effektiviteten betyder, at der ikke er noget økonomisk eller socialt afsavn forbundet med løsningen.  Præcist ved at være så effektive, indebærer disse løsninger ikke nogen moralsk renselse eller på anden måde en bod for at have været syndig.

Meget ligesom flagellanterne i slutningen af 1300-tallet er problemet i moderne diskussioner, at hvis man ikke pisker sig selv (i overført betydning), kommer man ikke i øko-himmeriget. Hvis der ikke ligger et element af personligt lidelse eller afsavn i løsningen, bliver man ikke ’renset’ for sin synd. Man er med en postmoderne identitet som øko-vegetar eller lignende nødt til at straffe sig selv fordi det på en eller anden mystisk måde er vores skyld – vi har ikke været dydige nok. På den måde er øko-klima-vegetarerne og deres ligesindede på mange måder det 21. århundredes religiøst glødende flagellanter.

7 Comments

  1. Spændende sammenligning med middelalderens flagellanter. Jeg tror, at der er endnu flere økofanatikere i dag end der nogensinde var flagellanter i middelalderen, al den stund at flagellant fænomenet næppe var at finde blandt menigmand.

    Det er dog ikke blot indenfor økofanatisme vi ser det her. Der er et generelt had til den hvide mand, som er skyld i alle ulykker. Slaveriet, miljøet, undertrykkelsen af kvinder, racisme, fremmedhad, homofobi o.s.v. Det er alt sammen den hvide mands skyld.

    Det selvhad mærker man ofte i medierne, når intellektuelle skal promovere deres politiske korrekthed. Det er faktisk noget jeg finder problematisk, specielt i forhold til den muslimske indvandring. Når hvide mennesker hader sig selv så meget, hvorfor skulle muslimer så ikke også hade hvide mennesker, og finde det rigtigt, at køre en lastbil ned af gågaden for fuld fart.

  2. Kurt Dejgaard

    25. juli 2017 at 23:17

    Oh, well… Analogien holder altså kun så langt.
    Tro er tro. -Og viden er viden.

    Antibiotikaresistens er ikke kommet af sig selv og forsvinder ikke af sig selv.
    Bjerge af plastikaffald er ikke kommet af sig selv og forsvinder ikke af sig selv.
    Klorerede opløsningsmidler kom ikke af sig selv og forsvandt ikke af sig selv.

    Jeg hylder modernismens gaver så vel som nogen. Aldrig som nu er så lille en andel af jordens befolkning utidigt døde af sult eller sygdom. Aldrig har livet været lettere at leve, med moderne bekvemmeligheder. Aldrig i historien her verden været sikrere at leve i. Det skal vi påskønne.

    Men vi skal ikke lukke øjnene for de farer der kan lure i bevidst at ændre ballancer vi ikke forlods kan gennemskue konsekvenserne af.
    Eller sagt med andre ord: Man kan godt være både liberal og konservativ. Det er der intet fordækt i.

  3. “uden at der – på trods af intensiv forskning – er ret meget faktisk evidens.” Interessant sidebemærkning. Det ville være spændende hvis du gad at uddybe det emne i et senere opslag.

  4. Christoffer Harder

    28. juli 2017 at 14:21

    Hvis man absolut vil diskutere psykologi i denne sammenhæng, er det mere interessant at observere den skærende ”kognitive dissonans, der naturligt opstår hos mange folk som dig: Når man har en selvforståelse som den kølige, rationelle og snusfornuftigt velovervejede, der maner til besindighed, er det naturligvis ubærligt at se i øjnene, at man af følelsesmæssige og personligt-politiske grunde har ladet sig forlede til at havne i opposition til den store og relativt ukontroversielt anerkendte naturvidenskab indenfor klimatologien og nu befinder sig i selskab med fupforskere med selvopfundne titler, amatører, ønskekvistvandsøgere, astroturf-grupper og regulære tosser. Her er det naturligvis oplagt, at man lader som om, at de sidste 120 års atmosfæreforskning ikke eksisterer, og i stedet af al magt forsøger at foregøgle sig selv og andre, at det hele i virkeligheden skyldes en lille og overkommelig gruppe af særligt følelsesladede typer, der får en urimelig gennemslagkraft takket være et selvsving af sensationshungrende medier og beskatningsivrige politikere.

    Det leder jer til at poste distraktioner som denne (og maange andre i samme dur). Det er fuldt ud menneskeligt forståeligt og spreder sikkert masser af hygge i det blå segments mere esoteriske dele, og hvis det er ens primære ambitionsniveau, vill jeg ikke komme her og være mere lyseslukker end højst nødvendigt. 🙂

  5. Christoffer Harder

    28. juli 2017 at 14:22

    Som mange antropologer og psykologer gennem de sidste 30-40 år har bemærket, er der næppe tvivl om, at den basale psykologiske mekanisme i ”klima-økovegetarisk flagellantisme” som religionserstatning er meget beslægtet med lignende forestilllinger i middelalderen. Det er naturligvis interessant for særligt psykologiinteresserede –

    – men al den stund, at f.eks mindre end 2% af den danske befolkning (af mange forskellige årsager) er vegetarer, er denne iagttagelse indlysende nok af marginal relevans. For kendsgerningerne er jo, at forudsigelserne om menneskeskabt opvarmning og medfølgende problemer ikke stammer fra hverken vegetarer, økologer eller religiøse ledere, men derimod fra ganske den samme naturvidenskab, som modsat forlængst har påvist, at pestepidemien skyldtes en bakterieinfektion og har afvist de flagellantiske forklaringer om syndigt ”skørlevned”. Ifht. en bredere samfundsmæssig diskussion om, hvorfor teorien om menneskeskabt global opvarmning er blevet så relativt bredt accepteret, er det mere relevant at fokusere på den moderne naturvidenskabs udvikling – og den har rent faktisk ændret sig noget siden Middelalderen. (Erkendelsen er selvfølgelig ikke gået lige hurtigt alle vegne, men da jeg selv har læst en del af min uddannelse i Århus, kan jeg bevidne, at nyheden er nået frem til i hvert fald nogle af AUs fakulteter).

    Helt konkret er det f.eks over 120 år siden, at den senere Nobelprismodtager i kemi, Svante Arrhenius, forudsagde en global opvarmning på 2-6 grader som følge af menneskelig CO2-udledning – og han mente i øvrigt, at det ville blive en god ting, fordi han havde forestillet sig, at det ville tage os maange tusinde år at fordoble CO2-indholdet og ikke blot de 100 år, vi i dag ved. Det er på samme måde også helt ukontroversielt anerkendt af alle, at kødforbrug og især kvægavl står for en betydelig del af vores CO2-udslip. (Økologi eller ej gør i denne sammenhæng kun en marginal forskel, og sundhedsmæssigt er der uanset hvad sandsynligvis meget mere effektive gevinster ved f.eks at erstatte konventionel fløde og bacon med konventionelle gulerødder og selleri end med økologisk fløde/bacon).

    Til gengæld eksisterer der endnu ingen kendte ,effektive teknologiske løsninger på problemet (men hvis der gjorde, ville den blive modtaget med kyshånd af de allerallerfleste og gøre opfinderen til en meget rig mand).

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑