Selvforstærkende inkompetence

Min klumme i Børsen sidste uge handlede om mistillid til politikere. Baggrunden var, at adskillige politikere, inklusive Folketingets formand Pia Kjærsgaard, har argumenteret at det er et problem, at borgerne ikke stoler på politikerne i tinget eller på regeringen. Jeg mener modsat politikerne selv, at mistillid til politikere ikke blot er et gode, men helt nødvendigt for at demokrati kan fungere. De senere års relativt lave tillid til politikere er derfor et godt tegn.

Argumentet, som jeg både fremsatte i Børsen og igen søndag eftermiddag i Radio 24/7, er at demokrati kun fungerer, hvis regeringen og enkeltpolitikere kan stemmes ud. Men hvorfor skulle man gøre det, hvis man har tillid til dem? Og hvis man har tillid til dem, hvorfor skulle den enkelte borger da investere tid og energi på at følge med i politik, og faktisk checke om politikerne gør deres arbejde tåleligt? De centrale forhold, som vi regner med gør demokrati til et system, hvor magthaverne i højere grad end i andre typer politiske institutioner kan holdes ansvarlige, fungerer derfor kun når borgerne ikke har særlig tillid til de folkevalgte.

Tilliden til politikere (og til dommere og embedsværk) er dobbelt: Det er både tillid til at de er basalt ærlige, og tillid til at de er kompetente. Som jeg fik sagt ret umisforståeligt i det fornøjelige interview med Josefine Kofoed fra 24/7, har jeg ikke høje tanker om de danske politikeres kompetence. Jeg mener faktisk, at de fleste af dem er bredt set inkompetente, og ville være blevet fyret i et lignende privat job. To spørgsmål trænger sig derfor på, hvis jeg har ret: 1) hvorfor er de fleste politikere så inkompetente; og 2) ved de det overhovedet selv?

En del af svaret på 1) er klassisk public choice: At vælgerne er rationelt uvidende og derfor ikke rydder ukrudtet væk fra Christiansborg. Som Anthony Downs beskrev for 60 år siden, tæller hver stemme så infinitesimalt lidt, at der intet incitament er for den enkelte til at bruge tid eller energi på at holde sig informeret – medmindre der da er tilstrækkelig underholdningsværdi i det. Mange forskere mener derfor, at folk enten stemmer ekspressivt – for at udtrykke noget om dem selv i stedet for noget vedrørende dem, de stemmer på – eller simpelthen stemmer blindt og som de altid har gjort. Den slags stemmer er derfor meget lidt følsomme overfor, om de politikere man stemmer på, er nogenlunde ærlige og om de overhovedet kan finde ud af deres job. Mange stemmer derfor på politikere, der er ’meget i medierne’, dvs. nogen der enten kan røre ved folks indignation, deres bekymring for egen pengepung, eller blot være kendte fordi de er kendte. Det er ikke just personlige karakteristika, der er klart forbundet med kompetence, og man får derfor nemt politikere, der er dygtige til noget andet end det, de egentlig bør lave.

Og den slags selektion ind i politik har i anden omgang betydning for, hvem der efterfølgende vælger at gå ind i politik og at blive der. En af konsekvenserne er, som en politiker formulerede det privat for et par år siden, at man ikke er interesseret i at være ”den eneste voksne i børnehaven.” Kompetente og vidende individer vælger ikke en karriere i politik når det generelle kompetenceniveau er faldet. Det indebærer dermed også, at det generelle niveau falder endnu mere, da ingen umiddelbart kompetente vælger at gå ind i politik. Processen er selvforstærkende, og fører til en situation, hvor – groft sagt – dem der stiller op primært er fjolser, og dem der vælges derfor i høj grad også er – og når de fleste er fjolser, tiltrækker et liv i politik slet ikke de kompetente. Kompetence bliver således nemt et irrelevant kriterie i partiers interne dynamik og andre forhold som partiloyalitet eller hvor dygtig man er til at gøre som om man er dygtig på tv er vigtigere.

Et rimeligt svar på 2) hænger sammen med den selvforstærkende proces. De individer, der får succes i ungdomspolitik, er dem der kan spille efter de inkompetentes regler, og er dygtige på deres parametre. Allerede i ungdomspolitik kommer mange partier således til at sortere de kompetente fra, der langt hellere vil investere i uddannelse, festlige weekender eller noget helt tredje. Dem, der efterfølgende går ind i politik bedømmes på samme kriterier. Er det så et under, at de fleste partier lider under en akut og alvorlig talentmangel?

Det særlige problem er, at når politikere der er gået tidligt ind i politik, bliver konfronteret med argumentet om deres elendige kompetencer, forstår mange simpelthen ikke hvad man taler om. Mit bedste bud på, hvor de ikke gør det, er at de sammenligner sig med andre politikere. De er vokset op i politik og kun 42 af de nuværende medlemmer af Folketinget har nogen som helst privat erhvervserfaring, hvilket indebærer at deres naturlige sammenligningsgrundlag er svært skævt. Det er andre politikere, og når ens sammenligningsgrundlag primært er inkompetente kolleger er det svært at opdage, at man selv er inkompetent.

På den måde kan et helt sæt af værdier og såkaldte’ politiske kompetencer’ i det mindste teoretisk reproducere sig selv. Rent praktisk giver de for mit vedkommende også en ganske god beskrivelse af status i dansk politik: Christiansborg er i mange henseender en børnehave, hvor ’børnene’ ofte ikke formår at spotte en voksen når de ser en.

8 Comments

  1. Hej Christian,

    Et spørgsmål der lige meldte sig var hvad du mener om Ludwig Von Mises’ postulat om, at politik ikke kan være en fritidsbeskæftigelse, men at det kræver “the whole man”.

    På den ene side ville det måske, jævnfør dine argumenter om selvopfyldende inkompetence, føre noget godt med sig, hvis politik kun var en bibeskæftigelse. Altså at man som politiker var nødt til at have et rigtigt arbejde ved siden af, for at tjene til dagen og vejen?

    Jeg er klar over at det forslag skaber andre problemer, men jeg ville gerne høre dit svar på den idé.

    • Godt spørgsmål Uffe
      I gamle dage sad en gårdmand i sognerådet -uden aflønning – men for at få indflydelse. Og det fik han!
      Må jeg mene, at folketingspolitikerne gerne må få den rimelige løn. For at få Chr. Bjørnskov ind i Folketinget må lønnen naturligvis være rimelig i forhold til kvalifikatioerne. CB. har tydelig vist hvad ‘han er værd’.
      Vejen:
      1) Skær antallet af politikere ned til 90 mandater.Jo mere EU, jo mindre har de at lave!
      2) Valg til folketinget skal være på grundlag af kompetence, og ikke på stemmeflertal.
      Ja og ak ændre det, er ikke mulig indser jeg!

      • Nu kender jeg ikke lige Christians løn, men jeg vil tro, at et Folketingsmedlem får mere.

        • Poul Borup-Andersen

          2. september 2017 at 14:33

          Jeg kender et ægtepar på Sjælland i aktivt erhvervsliv, som begge er professorer. Begge har månedslønne på over kr. 100.000 pr. måned. Mon ikke det er ligeså ved AU? Vi skal altså ikke ‘tro’, men vide.

          • Christian Bjørnskov

            3. september 2017 at 09:41

            Kære Poul. Nu ved jeg ikke hvordan det overhovedet er relevant for emnet, men jeg tjener overhovedet ikke i nærheden af 100.000 om måneden, men kun det halve.
            Christian

  2. Uha hvor du svinger krabasken 🙂

    Spørgsmålet er så, hvorfor de kompetente ikke stifter et parti og stiller op?
    Svaret på det spørgsmål må vel mere eller mindre falde tilbage på vælgerkorpset, som næppe ville stemme på et kompetent parti.

    Det første man som kompetent politiker bør stille spørgsmålstegn ved er velfærdsstaten. Hvor mange stemmer får man så?

  3. Hej Christian,

    Spændende indlæg, men jeg undrer mig da der jo er glimrende forskning på området der tyder på det modsatte. Godt nok ikke fra Danmark, men fra vores brødre i Sverige. Jeg citerer fra abstractet (forthcoming i QJE):

    Can a democracy attract competent leaders, while attaining broad rep-
    resentation? Economic models suggest that free-riding incentives and lower
    opportunity costs give the less competent a comparative advantage at enter-
    ing political life. Moreover, if elites have more human capital, selecting on
    competence may lead to uneven representation. This paper examines patterns
    of political selection among the universe of municipal politicians and national
    legislators in Sweden, using extraordinarily rich data on competence traits
    and social background for the entire population. We document four new facts
    that together characterize an “inclusive meritocracy.” First, politicians are
    on average significantly smarter and better leaders than the population they
    represent. Second, this positive selection is present even when conditioning on
    family (and hence social) background, suggesting that individual competence
    is key for selection. Third, the representation of social background, whether
    measured by parental earnings or occupational social class, is remarkably even.
    Fourth, there is at best a weak tradeoff in selection between competence and
    social representation, mainly due to strong positive selection of politicians of
    low (parental) socioeconomic status. A broad implication of these facts is that
    it is possible for democracy to generate competent and socially-representative
    leadership.

    Link: http://perseus.iies.su.se/~tpers/papers/Draft170103.pdf

    Hvad er din teori for hvorfor selektion skulle være så forskellig i DK relativt til Sverige?

    Mvh
    Sebastian Barfort

    • Christian Bjørnskov

      10. august 2017 at 09:44

      Hej Sebastian
      Jeg må faktisk melde pas. Jeg har set papiret, der kommer i QJE, og var lige så overrasket som flere af mine kolleger over deres fund. Men der er altid en snigende fornemmelse af, at Sverige er anderledes. De har en lignende tradition som Danmark for at sende store spørgsmål i kommission, men svenskerne følger faktisk kommissionernes forslag – helt modsat danske politikere.
      Mht. det danske Folketing ville det også være ret sært at hævde, at dansk demokrati fører til at de bedste bliver valgt. Som vi tidligere har vist, er der kun 42 af dem, der har nogen som helst privat erhvervserfaring, og en række af dem fik aldrig rigtigt gjort deres studier færdig.
      bh
      Christian

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑