Venezuelas lange deroute

Det venezuelanske samfund er ved at kollapse, og Maduro-regimet afskaffede fornylig under voldsomme protester de sidste rester af demokrati i landet. Som vi har skrevet intensivt om her på stedet, er det ikke længere ’bare’ toiletpapir og majsmel, der mangler på hylderne, men stort set alle almindelige varer. I den årlige sundhedsundersøgelse svarede flere end 8 af 10 venezuelanske voksne, at de har tabt sig det sidste år, og da landet sidste år kortvarigt åbnede grænsen til Colombia, rejste 35.000 mennesker den første dag over grænsen for at købe mad og medicin. Det 21. århundredes socialisme, som Hugo Chavez stolt kaldte sin politik, er forudsigeligt nok endt i en humanitær katastrofe.

Der er dog al mulig grund til at overveje de dybere og ældre problemer i Venezuela. Som Niels Westy tidligere har understreget her på stedet, er Maduros socialistiske styre skyldig i den økonomiske og sociale totale kollaps af landet, men der er ingen grund til at tro, at alt bliver godt hvis det chavistiske diktatur væltes. Et sandsynligt alternativ er i stedet at vende tilbage til en dybt middelmådig stagnation.

Venezuelas virkeligt grundlæggende problem kan illustreres i de to figurer nedenfor. Den første viser nationalindkomsten per indbygger i Venezuela, Chile, Spanien og USA siden 1950, mens den anden viser nationalindkomsten per fuldtidsansat ækvivalent. Den anden figur giver således et billede af udviklingen i arbejdskraftens produktivitet, og måske derfor også et bedre indtryk af de dybere problemer i det venezuelanske samfund.

De to figurer viser meget tydeligt to ting. For det første var Venezuela faktisk rigere end Spanien indtil først i 1970erne – landet havde omkring 1950 været meget tæt på dansk levestandard – og var langt rigere end de fleste andre latinamerikanske lande (eksemplificeret ved Chile). For det andet var Venezuelas økonomi stort set lige så produktiv som USA indtil midten af 1970erne, og fulgte meget tæt den amerikanske udvikling. Mens forskellen i indkomst per indbygger og indkomst per ansat således indikerer, at den væsentlige forskel på Venezuela og USA var en større beskæftigelsesgrad i USA – i Venezuela i 1970 var 27 % fuldtidsbeskæftigede versus 40 % i USA – fulgte landet øjensynligt med den internationale teknologiudvikling. Omvendt konvergerede Spanien fra omkring 1960 mens Chile faldt bagud indtil militærets magtovertagelse og efterfølgende reformer i midten af 70erne.

Den vigtige pointe for Venezuela er, at landet holdt op med at følge med i midten af 70erne. Spaniens vækst var upåvirket og Chiles vækst tog fart pga. reformerne, mens oliekrisen rasede og olieprisen mere end fordobledes fra 1972 til 1975. Fra 1978 til 1980 steg olieprisen igen til næsten de dobbelte, hvilket førte til recessioner i store dele af verden, inklusive USA. Men kan se et par års hurtig fremgang i Venezuela, der som bekendt sidder på nogle af verdens største oliereserver, men derefter går det forbløffende hurtigt tilbage. Venezuela i 1970erne er dermed et af de klareste eksempler på Hollandsk Syge, både når det gælder virkningen på konkurrenceevne og på de politiske incitamenter.

Det er for eksempel sigende for udviklingen, at prisniveauet relativt til USA mere end tredobles mellem 1972 og 1982. Mens landet stadig tjener penge på olien, ødelægges store dele af den resterende eksportsektor, og landet kommer til at plages af aldeles elendig politik – staten overtager en væsentlig del af investeringsaktiviteten, skatterne stiger og den politiske reguleringsbyrde i kreditmarkedet stiger.

Som det kan ses i figurerne, var 1990erne økonomisk en relativt rolig tid på trods af Hugo Chavezs kupforsøg i 1992 og præsident Carlos Andrés Pérez afsættelse året efter for bedrag, og bl.a. pga. efterfølgeren Luis Herrera Campins afskaffelse af prisregulering. Det endte brat med valget af Chavez i 1998 og den tydelige genoprettelse af økonomien fra 2001 kan helt tilskrives den stærkt stigende oliepris. Det, der ligner en økonomisk succes og blev hyldet som sådan af mange vestlige ’intellektuelle’ som Jeremy Corbyn, Noam Chomsky og Joseph Stiglitz, var et kortvarigt ressourceboom, der politisk tillod Chavez at indføre sine katastrofale socialistiske reformer.

Hele bundlinjen i fortællingen er således, at Chavez og Maduros socialistiske diktaturstat ikke blot er en social og økonomisk katastrofe i sig selv, men at dagens situation også i en vis forstand er kulminationen på mere end 40 års negativ udvikling. Produktivitetsproblemerne, som tydeligt ses i figur 2, har været maskeret af stigende beskæftigelse, så det almindelige mål – nationalindkomst per indbygger – ’blot’ så ud til at være stagneret. Man tror det næppe muligt, men Venezuela er i endnu dårlige stand end man umiddelbart skulle tro, og det umiddelbare indtryk er allerede skræmmende.

5 thoughts on “Venezuelas lange deroute

  1. Uffe

    Interessante grafer må jeg sige. Der er dog et eller andet der er galt i min opfattelse af situationen, for ifølge de grafer der vises her i indlægget, så er USAs BNP per indbygger i PPP per 1950 ca. tilsvarende den Venezuelanske ditto per 2015.

    Men så vidt jeg forstår var der ikke mangel på toiletpapir i USA i 1950erne, ej heller var der markant knaphed på medicin for den almindelige borger.

    Hvad kan BNP graferne egentlig vise os, når det bare ser ud til som Venezuela blot er USA anno 1950? Det lyder da ikke så forfærdeligt.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov Forfatter

      Bemærk at alle ikke er almindelige borgere! Hvis den venezuelanske nedgang havde været helt homogen på tværs af alle borgere, havde du i en vis grad haft ret, bortset fra at sammensætningen af folks forbrug i dag er anderledes end i 1950 (hvor toiletpapir udgjorde en større del af budgettet). Men militæret har jo ikke oplevet en nedgang, og Maduros inderkreds heller ikke. En stor del af problemet er netop, at almindelige borgere har oplevet en reduktion i deres levestandard, der er langt større end den _generelle_nedgang i BNP på 1/3, mens de politisk priviligerede – ligesom i ethvert andet socialistisk samfud – bliver holdt cirka skadesfri.

      Svar
  2. Kjeld Flarup

    Olie er nogle gange noget skidt, fordi det ændrer prioriteterne i samfundet. I Rusland f.eks. har den enkelte borger ikke den store økonomiske betydning. Derfor halter landet håbløst bagefter og plages af korruption.
    I Norge talte jeg med nogle universitetsfolk for ca. 15 år siden. De fortalte at Norge ikke prioriterede akademiske uddannelser ret højt, man havde brug for alle mand til olie og fiskeindustrien, ikke til at sidde på et universitet.

    Svar
  3. Pingback: Venezuela løber tør for olie – Punditokraterne

  4. Pingback: Venezuela – past, present and future – Punditokraterne

Leave a Reply to Kjeld FlarupCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.