Jacob Lundberg om topskatter og Lafferkurven

Lafferkurven, opkaldt efter Arthur Laffer, viser sammenhængen mellem marginalskatten og det skatteprovenue, som en stat kan få ind gennem indkomstskatter. Ifølge legenden tegnede Laffer i 1974 kurven på en serviet under et møde med Dick Cheney og Donald Rumsfeld, for at illustrere hvordan der er en grænse for, hvor høj skatten kan blive, før et højere skattetryk fører til lavere provenu. Rumsfeld var på det tidspunkt Chief of Staff for Præsident Ford og havde blandt andet bragt Cheney ind som rådgiver. Det var derfor de tunge drenge i Fords administration, der fik nyt input fra Laffer, som kom til at præge den amerikanske debat i årene der fulgte.

Laffers hovedpointe er ganske simpel. Starter man fra en meget lav skat, vil en skattestigning føre til, at staten kræver flere penge ind. Men i takt med at skatten stiger yderligere, og i særlig grad når marginalskatten stiger, vil skattestigninger også ødelægge økonomisk aktivitet. Det er denne type effekter, der kendes som dynamiske effekter af skattetrykket og –strukturen, der har være så omdiskuterede i dansk politik de seneste mange år. Disse effekter indebærer, at der kommer et punkt, hvor yderligere skattestigninger faktisk ødelægger så meget aktivitet, at de medfører mindre provenu. Er man udover dette punkt, vil skattelettelser faktisk føre til større skatteprovenu fordi der for eksempel bliver mere attraktivt for folk at arbejde mere, flytte efter et mere produktivt job, tage ekstra uddannelse, eller risikere at blive selvstændig.

Hvis enkelte læsere er i tvivl om hvorvidt folk faktisk gør sådan, kan man med fordel starte sin forklaring i den anden ende af Lafferkurven: Forestil dig, at der er en 100 % marginalskat – dvs. at hvis du arbejder en time mere, får du intet ud af det fordi al den ekstra løn, inklusive overtidsbetaling osv., betales i skat. Det er meget svært at argumentere for, at så ekstreme marginalskatter ikke begrænser folks arbejdsudbud eller –indsats. Fra tilstrækkeligt høje marginalskatter vil skattelettelser således medføre markant større arbejdsudbud, fordi folk begynder at få en faktisk belønning for deres ekstra indsats.

Ny forskning forsøger nu at sætte nogle rimeligt præcise tal på, hvordan Lafferkurverne ser ud i forskellige dele af verden. Jacob Lundberg, der i denne måned forsvarer sin PhD fra Uppsalas Universitet i Sverige, og har været cheføkonom hos den svenske tænketank Timbro, har således i et nyt working paper beregnet en Lafferkurve for 27 OECD-lande. Lundberg er gået ud fra en generel indkomstelasticitet på 0,2, hvilket vil sige at han regner med at en skattestigning på 1 % indebærer, at folk reducerer deres arbejdsudbud og andet, så indkomsten falder med 0,2 %. Lafferkurverne er derefter estimeret for hvert enkelt land.

Resultaterne er virkelig interessante, ikke mindst i en dansk og svensk kontekst. Som tabellen nedenfor (under folden) viser, finder Lundberg at de fleste OECD-lande ligger til venstre for kurvens toppunkt. Med andre ord peger han på, at i de fleste vestlige lande vil skattestigninger føre til større skatteprovenu. Der er dog væsentlige undtagelser. Nederlandene og Frankrig ligger reelt i omegnen af toppunktet, så der er ganske usikkert, om en skattestigning fører til nogen som helst ekstra indtægt for staten, mens Østrig ligger lidt til højre.

De væsentligste undtagelser er dog de store ’velfærdsstater’ Danmark, Finland, Sverige og Belgien. Lundberg finder, at disse landes marginalskattetryk er så høje, at skattestigninger – som f.eks. både Socialdemokraterne, SF og DF effektivt argumenterer for – reelt fører til provenutab for samfundet, fordi deres overordnede virkninger er så skadelige, at samfundet som helhed bliver væsentligt fattigere.

I den danske debat argumenterer politikere ofte med, at man bør regne med en elasticitet omkring 0,1, fordi det gør Finansministeriet. Argumentet er i sig selv ganske mærkeligt, fordi det indebærer at de embedsmænd, som vi uddannede for nogle år siden i Aarhus og København, ved mere og er bedre opdaterede om så komplekse emner end de forskere, der sidder med det til daglig. De betyder dog ikke, at man ikke skal overveje, om Lundbergs gæt på en elasticitet på 0,2 er retvisende. Det tankevækkende er, at når man graver lidt i den nyere forskning, virker gættet relativt forsigtigt.

Claus Thustrup Kreiner, Jakob Roland Munch og Hans-Jørgen Whitta-Jacobsen viste for eksempel for to år siden, at tager man hensyn til at folks mobilitet også påvirkes af marginalskatten, ender man med en indkomstelasticitet mellem 0,15 og 0,35 (læs her). Martin Ljunge og Kelly Ragans studie af den svenske skattereform i midten af 1990erne peger også på, at den faktiske elasticitet i Nordeuropa sandsynligvis er noget højere end Lundbergs konservative gæt på 0,2. Havde han regnet med for eksempel et mediangæt fra Kreiner et al. omkring 0,25, eller Ljunge og Ragans bedste bud på 0,3, ville det have set endnu værre ud for velfærdsstaterne. Lundbergs beregninger indikerer, at lettelser af topskatten i Danmark er selvfinansierende, så en 5 % lettelse for eksempel vil føre til nogenlunde 1 % højere provenu. Tager man flere nye studier alvorligt, ser det endnu bedre ud. Hvorfor solide, nationaløkonomiske resultater trumfes af vage påkaldelser af ’fordelingshensyn’, som man reelt ikke ved ret meget om, er et af de store problemer i dansk politik.

Land Pareto parameter Topskat Laffer top Selvfinansieringsgrad
Sverige 3.18 0.75 0.61 1.95
Finland 2.4 0.72 0.68 1.23
Danmark 3.04 0.66 0.62 1.19
Belgien 2.03 0.74 0.71 1.15
Østrig 3.14 0.63 0.61 1.08
Nederlandene 3.35 0.59 0.6 0.97
Frankrig 2.2 0.69 0.69 0.96
Luxembourg 3.39 0.59 0.6 0.96
Israel 2.97 0.58 0.63 0.83
Irland 1.98 0.64 0.72 0.71
Japan 2.37 0.6 0.68 0.7
Norge 2.02 0.63 0.71 0.7
Polen 3.25 0.47 0.61 0.58
Italien 2.18 0.55 0.7 0.54
Storbritannien 1.79 0.59 0.74 0.52
Grækenland 2.3 0.53 0.68 0.51
Canada 1.83 0.58 0.73 0.5
Tjekkiet 2.95 0.46 0.63 0.5
Australien 1.86 0.55 0.73 0.46
Spanien 2.08 0.52 0.71 0.45
Tyskland 1.66 0.57 0.75 0.44
Schweiz 1.73 0.51 0.74 0.36
Sydkorea 1.81 0.49 0.73 0.35
New Zealand 2.1 0.44 0.7 0.32
Slovakiet 2.71 0.36 0.65 0.3
USA 1.61 0.48 0.76 0.3
Mexico 2.23 0.39 0.69 0.28

 

 

6 Kommentarer

  1. Hvad er så den optimale skatteprocent i Danmark?

    • Christian Bjørnskov

      23. oktober 2017 at 11:28

      Hele Lafferkurve-diskussionen handler ikke om en optimal skatteprocent eller -struktur, men_udelukkende_om hvilken, der giver det største samlede skatteprovenu. Skal man kunne tale om en optimal skatteprocent, skal man også tage i betragtning, i hvor høj grad borgerne værdisætter det, det offentlige bruger pengene på, i forhold til hvad borgerne selv ville have gjort med pengene. Det er en meget anderledes diskussion der, efter min mening, giver en væsentligt lavere skatteprocent end Lafferkurvens toppunkt.

    • Eftersom politikere og embedsmænd helt sikkert er bekendt med Lafferkurven, så kan du godt gætte på at Danmark ligger tæt på det optimale konfiskations niveau.

      • Ikke som jeg forstår tallene ovenfor. Så vidt jeg kan se, ville vi få flere penge i skattekassen ved at nedsætte konfiskationsniveauet.
        Penge er ikke alt – for politikeren/partiet kan stemmer være vigtigere.

  2. Vi har passeret toppunktet for mange år siden i Danmark. Siden 1973 har politikkernes fokus derfor været på en maskering af det faktiske niveau. Derfor har vi set en sænkning af den direkte personskat og en hævning af stort set alle andre skatter plus nye afgifter og forbrugsbetalinger. hertil kommer et indviklet system af begrænsninger og cigarkasse tænkning. Det fører til høj beskatning ved gevinst og lav fradragsværdi ved tab. Se bare på den norske model for kaptalgevinster (herunder aktigevinster). der er der fuld transparens samme sakt på alle typer af gevinster 28% og samme fradrag ved tab. Og det mest fantastiske: “Denne ordning har kørt på samme måde siden 1982.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑