Den russiske revolution – tre årsdage og tre rædsler

I disse dage er det 100 år siden, at Oktoberrevolutionen rullede ud over Rusland. ’Jubilæet’ er en kærkommen lejlighed til at mindes begivenhederne, og ikke mindst deres konsekvenser, men på ingen måde en grund til at fejre noget som helst. Det kommunistiske kup, der bragte Lenin og hans regime til magten, må stå som en af historiens store, tragiske begivenheder.

Både herhjemme og andre steder i vestlige lande er der ikke blot på venstrefløjen, men langt ind i socialdemokratiske og konservative kreds en tendens til at undskylde kommunismen. På den yderste venstrefløj afviser man naturligvis, at det sovjetiske styre var kommunistisk – logikken er, at et styre er kommunistisk, indtil dets fejl og umenneskelighed bliver for tydelig, hvorefter man afviser, at det nogensinde var faktisk kommunistisk. Tanken er, at ’ideen var god’, men som forfatteren Martin Amis påpeger i New York Times (hattip. Niclas Berggren):

It was not a good idea that somehow went wrong or withered away. It was a very bad idea from the outset, and one forced into life — or the life of the undead — with barely imaginable self-righteousness, pedantry, dynamism, and horror.

Revolutionen i Rusland blev gennemført med vold, og undertrykkende vold karakteriserede regimet indtil dets kollaps omkring 1990. Sovjetunionen drev for eksempel et omfattende system af straffelejre, der blev kendt som Gulag, hvor man sendte regimets modstandere hen. Systemet, som Lenin skabte, var intet andet end statsligt slaveri – kommunistpartiets domstole idømte dets modstandere og mange andre at leve de næste årtier som slaver for partiet.

Det kommunistiske regime i Sovjetunionen endte ifølge konservative estimater med at have 15-20 millioner menneskeliv – vel at mærke uden at tælle krigsofre – på samvittigheden, og ikke alle på grund af fejltagelser. Stalin brugte for eksempel bevidst 1930ernes tvangskollektivisering af landbruget til at straffe Ukraine, hvis befolkning var kendt som specielt Moskva-skeptisk. Episoden, der er kendt som Holodomor, førte til at flere millioner ukrainere døde af sult. Der var ikke tale om en frygtelig politisk fejl, men et planlagt folkemord i landet, der indtil da havde fungeret som det sovjetiske brødkammer. Stalin beordrede ganske enkelt al mad kørt ud af landet og bragt til Rusland.

Den sovjetiske historie er fuld af lignende historier, hvor det kommunistiske diktatur tog fuldstændigt bestialske beslutninger. Der var dog episoder, hvor det var russerne, der var de pragmatiske, og andre der pressede ideologisk på. Det pudsige ved disse episoder er, at de ikke-russiske kommunister, der opførte sig mere ekstremt, er blandt dem som stadig hyldes ukritisk af den yderste venstrefløj i Vesten og Latinamerika.

I dag er nemlig også 55-årsdagen for enden på Cuba-krisen, hvor spændingerne mellem USA og Rusland nåede det punkt, som nogle betegnede som ’2 minutter i midnat’. Sovjetunionen var gået i gang med at opstille atombevæbnede missiler på Cuba, efter at Fidel Castro havde erobret magten. Amerikanske spionfotos afslørede missilanlæg på øen, og at russiske skibe var på vej mod Cuba med atommissiler. Den daværende præsident John F. Kennedy reagerede kraftigt og iværksatte en blokade. Hvad Kennedy ikke var klar over var, at der allerede var opstillet taktiske atomvåben på Cuba, der var rettet mod USA’s Guantanamo-base. Hans og verdens held var også, at Sovjetunionens generalsekretær Nikita Khrusjtjov var mindre ideologisk ren end tidligere ledere, og på hjemmefronten søgte at gennemføre både reformer og en vis tilnærmelse til Vesten. Omvendt var cubanerne øjensynligt drevet af et ideologisk had, som Khrusjtjov måtte opveje. Både Che Guevara og Fidel Castro ønskede – og lobbyede meget kraftigt for i Moskva – at Sovjetunionen foretog et omfattende angreb med atomvåben på USA. Havde de caribiske kommunister fået deres vilje, havde Miami ikke været det symbol på cubansk initiativ og dygtighed, som den er i dag, men en radioaktiv ørken.

Sidst, i denne anledning, er det værd at mindes om, at i dag også er 99-årsdagen for Tjekkoslovakiets uafhængighed. Landet, der fredeligt valgte at opløse sig selv i to dele i 1992, brød etablerede sig gennem 1920erne og 1930erne som et af Europas industrielle ’power houses’. Særligt den vestlige del – det nuværende Tjekkiet – var efter alt at dømme lige så velstående som Østrig. Konsulterer man f.eks. Danmarks Statistiks tabeller fra de årlige opgørelser i 1930erne, have landet flere personbiler og et mere udbygget jernbanenet end Østrig. Dét ændrede sig markant, da landet effektivt ophørte med at være uafhængigt efter anden verdenskrig, og blev indlemmet i den sovjetisk dominerede Østblok. Figuren nedenfor er således det sidste eksempel på konsekvenserne af kommunismen: Det ganske enorme velstandsgab, der åbnede sig op mellem det demokratiske, kapitalistiske Vesteuropa og de kommunistiske diktaturer i Øst. Selvom man ikke blev fængslet, sendt i arbejdslejr, eller det der var værre, betød kommunistisk planlægning stadig, at der ikke altid var kød, mælk eller toiletpapir i butikkerne, og at man hverken valgte sit job eller uddannelse selv. Og selvom Tjekkiet og Slovakiet begge har udviklet sig imponerende siden kommunismen kollapsede i slutningen af 1989, er gabet der stadig. Tjekkerne var på niveau med Østrig i 30erne, og er i dag økonomisk 40 år bagud. Bundlinjen for de udviklinger, der startede i Rusland for 100 år siden er nød, fattigdom, ufrihed og brutal død. Det skal huskes, men absolut ikke fejres.

8 Comments

  1. “men langt ind i socialdemokratiske og konservative kreds en tendens til at undskylde kommunismen”.

    Hvilke konservative kredse er det?

    • Christian Bjørnskov

      28. oktober 2017 at 20:09

      Se f.eks. hvad Per Stig Møller skrev i halvfjerdserne og udtalte sig om langt senere. Det skorter heller ikke på konservative – måske helt særligt i Tyskland – der udtalte sig ganske positivt om lav arbejdsløshed og social sikring i Østeuropa, og bliver ved med at snakke om de ‘gode sider’ af Østtyskland.

    • Prøv at læse Per Stig Møller.

  2. Blot til information, så er 100 årsdagen for oktober revolutionen 7. november.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑