Militærkup er godt nyt for Zimbabwe

I går morges foregik en række begivenheder i Zimbabwe, der næppe kan kaldes andet end et kup. Foreign Policy beskriver baggrunden for kuppet som en gradvis forberedelse på, at Robert Mugabes kone, Grace Mugabe, skulle overtage magten efter den 93-årige præsident. Parret har tidligere fjernet en vicepræsident, Joice Mujuru, og afskedigede forleden den nye vicepræsident, Emmerson Mnangagwa, som gik i eksil i Sydafrika. Dét blev åbenbart for meget for hærens topledelse, der nu synes at have taget magten. For de tyskkyndige skriver Frankfurter Allgemeines politiske redaktør Peter Sturm glimrende om baggrunden her.

Som Frankfurter Allgemeine, BBC og adskillige andre kilder, har rapporteret, er Mugabe nu under husarrest, men hæren har omhyggeligt gentaget, at der ikke er tale om et kup. Det er der næppe nogen, der er i tvivl om at det er, men der er gode grunde til at prøve at italesætte, at det er noget andet. For det første er den Afrikanske Union – ligesom EU – stærkt negativ overfor enhver irregulær regimeændring, og kan i princippet indføre sanktioner mod Zimbabwe. For det andet har Mugabe stadig en status som frihedshelt i dele af den afrikanske offentlighed, og hos dele af magteliten i den sydlige del af kontinentet. Hæren er derfor omhyggelig med ikke at tegne et billede af, at den har afsat Mugabe for at undgå tab af legitimitet.

Naturligvis må man vente tiden af og se hvad der sker. Når det er sagt, er militærkuppet med meget stor sandsynlighed gode nyheder for Zimbabwe. For det første kan situationen næppe blive værre end Mugabes dybt korrupte og aldeles inkompetente styre. Freedom House vurderer pressefriheden til at være indeks 74, sammenlignet med de langt fra perfekte situationer i Sydafrika (38) og Botswana (45). Det er med andre ord decideret farligt at være almindelig journalist i det fattige land. CIAs World Factbook sætter gennemsnitsindkomsten til cirka 2200 købekraftskorrigerede dollars, hvilket er en sjettedel af nabolandet Sydafrikas og ikke meget mere end en ottendedel af Botswanas! Da landet erklærede sig uafhængigt i 1965 – under det oprindelige navn Rhodesia – var gennemsnitsindkomsten 40 % højere end i Botswana, og landet var kendt som et frugtbart og relativt velfungerende sted med forholdsmæssigt gode skoler og politisk ro. Mugabes regeringsperiode fra 1980 har dermed været en tordnende fiasko, og statens finanser er også i rent kaos, med et budgetunderskud på lige omkring 10 % af BNP, og en årrækkes hyperinflation, der med CIAs ord har gjort den zimbabweske dollar ”essentially worthless.”

Det er derfor svært at forestille sig, at et militærregime efter Mugabes katastrofer ikke kommer til at rette op på noget. Men udover det faktum, at man institutionelt og kompetencemæssigt starter nogenlunde på bunden, er der forskning, der også peger i same retning. Richard Jong-a-Pin og Shu Yu finder for eksempel, at kup i særligt fattige lande typisk fører til højere vækst og bedre økonomi. I fælles forskning med Katharina Pfaff, som vi præsenterede tidligere på året i Budapest, finder vi også at netop Zimbabwes situation – hvor et militærregime afløser et civil (ikke-militært) autokrati – vil de nye regime typisk undertrykke befolkningen væsentligt mindre end det oprindelige.

Bundlinjen i dag er, at hvis militæret faktisk har taget magten i Zimbabwe, og vælger at beholde den, er der lys forude. Landet, der som Rhodesia var et af lyspunkterne i Afrika og faktisk var nogenlunde pænt demokratisk indtil 1962, har geografisk en række fordele. Alt tyder lige nu på, at et nyt militærregime vil tillade befolkningen igen at udnytte de fordele, den har.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.