Fraser-instituttets indeks for Economic Freedom of the World, der pt. vedligeholdes af James Gwartney, Robert Lawson og Joshua Hall, er et af de mest benyttede mål for overordnet økonomisk politik og institutionel kvalitet. I de senere år har det fået konkurrence af Verdensbanken og Daniel Kaufmanns World Governance Indicators, der forsøger at måle nogle af de samme forhold, men på en anden måde. Mens Fraser hælder politisk til højre, hælder WGI nok til venstre. WGI bruges derfor ikke overraskende meget af forskere, der interesserer sig for ’state capacity’, dvs. statens kapacitet og evne til at levere offentlige goder og andet.

Ryan Murphy, der er en af de mange solide, yngre forskere i miljøet omkring James Gwartney og Robert Lawson, foreslog forleden i et nyt papir, at man kan bruge EFW til at beregne noget, der kommer ganske tæt på de flestes idé om state capacity. Murphy noterer sig, at hvis man skal følge ideerne om state capacity er det først og fremmest vigtigt, at staten beskytter folks liv og ejendom. Det er i en vis grad det, WGI faktisk måler, og det der er relativt præcist målt af EFWs område 2, der netop omfatter juridisk uafhængighed, integritet og effektivitet. Følger man konceptet, som det bruges af de fleste forskere i feltet, bør man også tage hensyn til hvad staten ’leverer’. Feltet ser derfor staten som overvejende benevolent, og regner med at offentlige udgifter osv. er gavnlige gennem at være forbundet med offentlige goder som basalt skolevæsen, infrastruktur og en række andre ting.

Man kan diskutere, om det faktisk er rigtigt, at det er det stater med større offentlige sektorer faktisk gør – jeg er for eksempel stærkt skeptisk overfor denne antagelse, der ligger implicit i det meste af litteraturen om state capactiy – men skal man måle manifestationer af konceptet, må man nødvendigvis følge det.

Det er netop det, Murphy gør. Han tager meget simpelt EFW-scorerne fra område 2 – hvor godt er retsvæsenet – og trækker EFWs scorer på område 1 fra. Område 1 er netop det indeks, der fanger hvor stor den offentlige sektor – i form af offentligt forbrug, transfereringer, investeringer og skattestruktur – er. Område 1 skal trækkes fra, da EFW tæller de som negativt, så højere scorer indikerer mindre statslig involvering.

Resultater er Murphys State Economic Modernity Index, SEM. Ser man på tallene, giver de ganske god intuitiv mening. Toppen er Sverige, Finland, Holland, Norge og Luxembourg, med Danmark som nummer seks. Bunden er Madagascar, Bangladesh, Haiti, Guatemala og Honduras. SEM-indekset består også andre ’smell tests’, og er for eksempel væsentligt lavere i diktaturer (-1,76) end demokratier (-0,78), og internt blandt demokratierne væsentligt lavere blandt de præsidentielle (-2.34) end parlamentarisk (0,09).

Sidst, men ikke mindst, er der et bestemt mønster, som nyere forskning indikerer at SEM-indekset bør følge. Adskillige studier, blandt andet mine med Andreas Bergh (her, her og på dansk her) og nyere studier af for eksempel Algan, Cahuc og Sangnier, peger på at både retslig kvalitet og størrelsen på velfærdsstaten er påvirkede af, i hvor høj grad borgerne stoler på hinanden. Der er dog en række indikationer på, at den primære mekanisme er, at borgerne i højtillidskulturer opfører sig anderledes politisk, og dermed i demokratier tvinger politikerne til at opføre sig anderledes. Hvis SEM-indekset følger disse mønstre, burde det således være tydeligt positivt påvirket af tillidskulturen, men muligvis kun i demokratier.

Det er netop det billede man ser, når man plotter SEM-scorerne overfor lands tillidsscorer. I figuren nedenfor er de blå prikker observationer fra autokratier, de sorte observationer fra præsidentielle demokratier, og de røde observationer fra parlamentariske demokratier. Hver gruppe har sin egen regressionslinje, der indikerer sammenhængen mellem tillid og SEM-scorerne, givet det politiske system. Linjen for autokratierne er flad, og korrelationen mellem de to er kun 0,07; med andre ord er der ingen umiddelbar sammenhæng. Omvendt vender linjerne for de to typer demokrati tydeligt opad, og indikerer ganske stærke sammenhænge, om end niveauet for de præsidentielle (som også ofte er fattigere) ligger konsistent lavere.

Ligesom man kan kritisere eksisterende indeks for regeringsførelse på mange fronter – EFW er samlet set åbenlyst højreorienteret ved at tælle større offentlige sektorer negativt og ved at det vejer den offentlige størrelse sammen med en række andre ting, og WGI ved at det konceptuelt er vagt og de seks underindeks faktisk alle måler det samme – er SEM-indekset heller ikke uden problemer. Men Ryan Murphy har ved at følge state capacity-tankegangen omhyggeligt fundet på en interessant og umiddelbart valid måde at bruge EFW til at måle, hvor ’stærke’ forskellige stater er. Som han uden tvivl vil være den første til at indrømme, er det et helt andet spørgsmål, om landenes politikere mest bruger den statslige kapacitet til gode eller dårlige formål. Dét spørgsmål regner jeg med, vi kommer til at se flere papirer om på næste års konferencer. Indtil da har vi et nyt mål, der ’lugter’ rigtigt.