The Institute of Economic Affairs i London kører under navnet Live from Lord North Street en glimrende serie podcast. I denne uge handler podcasten om, hvordan man kan måle fattigdom. IEAs cheføkonom Julian Jessop interviewes af Madeline Grant og påpeger blandt mange andre ting, hvordan mål for såkaldt ’relativ fattigdom’ er særligt misvisende. Hele den blot kvarter lange podcast kan høres her.

Ser man på danske data, er problemerne med at tale om relativ fattigdom ganske indlysende: mål for relativ fattigdom er dårlige ulighedsmål. Figuren nedenfor viser således udviklingen i BNP per indbygger i første og femte kvintil af indkomstfordelingen, dvs. blandt de 20 % fattigste og 20 % rigeste. Baseret på tal fra the World Income Inequality Database har andelen af nationalindkomsten, der er disponible for første kvintil, siden 1976 svinget mellem 7,9 % (i 2010) og 10,4 % (i 1995). På samme måde har andelen for femte kvintil svinget mellem 32,4 % (i 1995) og 37,5 % (i 1976). Forskellen mellem de to grupper i dag er knap 28 %, hvilket pudsigt nok er den samme procentuelle forskel som sidste gang – i 1976 – at dansk økonomi var på vej ud af en væsentlig, international krise. Det ser således ud til, at den relative fattigdom slet ikke er reduceret over årene. Ignorerer man et øjeblik, at der overhovedet ikke er tale om de samme mennesker i de to grupper over årene – eller blot fra år til år (der er f.eks. mange studerende i første kvintil) – er spørgsmålet, man må stille sig, om de 20 % fattigste danskere i 2015 ikke var bedre stillede end den samme procentandel i 1976?

Svaret giver nærmest sig selv. Vurderet med samme prisindeks, er de 26 % rigere, og ser man på, hvad de i dag har adgang til er den reelle forskel i levestandard langt større. Internettet og mobiltelefoner eksisterede ikke i 1976, de færreste fattige havde farve-TV – kun 24 % af alle husholdninger havde farve-TV og 45 % havde egen vaskemaskine. Prisen på almindelige forbrugsgoder som køleskabe – f.eks. mål på hvor mange timer man skulle arbejde for at have tjent til et – var den firedobbelte af i dag.

Som jeg tidligere har gjort opmærksom på, er der ikke meget meningsfuld information i relative fattigdomsmål, inklusive de ellers politisk populære ’fattigdomsgrænser’, i velstående, vestlige samfund. Som Julian Jessop også pointerer på ganske diplomatisk vis i podcasten, er der så store metodiske og fortolkningsmæssige faldgruber i konceptet, at det er bedst blot at tale om fattigdom, og ellers kalde ligemageriske spader for spader. Men hvor mange politikere har over årene haft gavn af det?