Årets liberale stemmer 2017

Det er efterhånden blev en tradition, at Punditokraterne ved årets afslutning giver sit bud på liberale, der i årets løb har gjort en særlig indsats for at holde frihedens fakkel højt.

Vi befinder os i en verden, hvor kampen om idéer ikke er blevet mindre hård. Derfor betyder det meget, når liberale deltager i debatten og insisterer på at liberale idéer høres og udvikles, at historiske erfaringer anerkendes så fortidens fejl ikke gentages, at principper følges og ikke mindst, at principfasthed udvises.

Nogle år er det lettere end andre. Ligesom i 2016 har 2017 været et svært år med få stemmer i debatten. Måske skyldes det, at samtalen i højere grad er rykket væk fra aviserne og blogs som denne, og nu findes i halv-lukkede grupper eller opdateringer på Facebook og Twitter. Det ville være trist, hvis morgendagens liberale debattører ikke når helt så langt ud, som de kunne. Derfor vil vi gerne opfordre alle liberale, der har noget på hjertet, til også at bruge de mere traditionelle medier og platforme.

Vores liste byder i år på fem debattører. De skal alle have vores største tak.

– Redaktionen


Den vigtigste bog i dansk politik ikke bare i 2017, men i gennem flere år er ”Velfærd i det 21. århundrede”. Den er velskrevet, men ikke letfordøjelig kost – alene i kraft af sit omfang og sin omfattende dokumentation. Bogen tager udgangspunkt i det dobbelte problem, at Danmark har en rekordstor offentlig sektor, og at den offentlige sektor er meget ringe til innovation. Hertil medfører en stadig voksende reguleringsbyrde, at den private sektor også bliver dårligere til det.

”Velfærd i det 21. århundrede” er skrevet af Martin Ågerup, og alene af den grund fortjener han en plads på årets liste. Men det er bestemt ingen biting, at han samtidig har været direktør for tænketanken CEPOS siden begyndelsen og har været den, der mere end nogen andet har gjort tænketanken til dét, den er i dag. Martin har til stadighed været en skarp, men også venlig og seriøs stemme i den politiske og økonomiske debat i Danmark – som ekspert i indhold, ikke i politisk proces. Det kommer blandt andet til udtryk i den faste klumme i Jyllands-Posten.

I dag er der tænketanke allevegne. Da CEPOS blev stiftet, var den eneste af sin art herhjemme. Det er den for så vidt stadig, selv om andre har taget dele af konceptet til sig. CEPOS er båret af et idégrundlag, men dens analyser er baseret på streng faglighed. Den er uafhængig af politiske partier og økonomiske interesser, og kritik rettes i mindst lige så høj grad mod blå som rød blok. Analyserne er politikrelevante. Den kombination findes ikke hos andre tænketanke. De er enten rent akademiske, partipolitiske, enkeltsagsbaserede, bedriver kampagnevirksomhed eller udfører konsulentarbejde for betalende kunder. Disse andre kombinationer kan såmænd være udmærkede – så længe man husker, at tænketankene ikke er ét fedt.


Vores andet bud på en liberal stemme med klarhed og gennemslagskraft i 2017, er analysechef i CEPOS Otto Brøns-Petersen. Otto har en baggrund som blandt andet samfundsøkonomisk direktør i Skatteministeriet og kontorchef i Økonomiministeriet, og har været i sin nuværende stilling siden 2013. Han er også en del af Punditokraternes skribenthold, og bidrager jævnligt med omhyggelige analyser på bloggen.

Otto bruges ofte i medierne i en række funktioner. Søger man på Infomedia, viser det sig at han det sidste år enten har været omtalt eller selv været skribent 58 gange i landsdækkende dagpresse, og lige så mange gange i den regionale, herunder i form af en hel række glimrende kommentarer i Børsen. For få dage siden bragte Information således Ottos som altid sobre, velargumenterede og fakta-baserede gendrivelse af en postfaktuel tirade, som avisen havde bragt nogle dage før.

Otto er et glimrende bud på årets liberale stemme i kraft af hans unikke kvaliteter. Han er ikke blot en meget dygtig liberal økonom og debattør, men også en fremragende kommunikator. Se for eksempel Ottos pædagogiske evner demonstreret her, hvor han forklarer hvorfor det er en god idé at afskaffe selskabsskatten. Derudover er Otto fremragende, når det gælder at tale med, og debattere imod, de mange (mange, mange) uliberale og socialdemokratiske stemmer i den danske politiske debat. Otto er altid sober, har sine fakta så meget på plads at det må være dybt frustrerende for modstandere fra en mere postfaktuel baggrund, og han er altid venlig og imødekommende. Min erfaring er, at mange TV-seere, avislæsere og radiolyttere faktisk hører, hvad Otto siger. Det er umuligt at afskrive ham som en aggressiv og rådig liberal nar, som dele af venstrefløjen gerne gør. Ottos klassiske liberale kvaliteter skinner så tydeligt igennem, at hans omhyggeligt argumenter står klart for alle, der lyttermed blot et halvt øre.


Danmark har den måske mest liberale regering med det mest liberale regeringsgrundlag i mange år, men 2017 har ikke været et år, hvor politikerne står i kø til en liste over liberale lyspunkter. Én ting er at trekløverregeringens støtteparti de facto har skiftet side i den økonomiske politik og nu står for det modsatte af, hvad det blev dannet for at realisere. En anden er, at regeringen selv i alt for høj grad fremstår som usynlig, og i alt for ringe grad udnytter de muligheder, kontrollen med den udøvende magt giver.

Opgaven med både at forsvare regeringens politik i frontlinjen og at tegne partiernes profil tilfalder regeringspartiernes ordførere. Det er ikke en let opgave. Navnlig én har trods disse odds formået at brænde igennem. Det er LAs finansordfører, Joachim B. Olsen.

Han har tidligere været på Punditokraternes årsliste, og det er fortjent, at han optræder igen. Han er stadig et af de folketingsmedlemmer, som engageret benytter sin platform og sit mandat til at forfægte en klar – idébåret – liberal politik og er villig til at tage de ideologiske kampe,  samtidig med at han klarer den vanskelige opgave med at forsvare den politiske linje.

Joachim er som få blevet et hadeobjekt på venstrefløjen. Det er vel at mærke ikke som en polemisk og usaglig debattør, men snarere på grund af hans effektivitet som det modsatte. Han er formentlig den, der oftest bliver anmeldt til DRs Dektektor. Og den der tilsvarende oftest må frikendes.

Anders Fogh Rasmussen blev i sin skatteministertid ålet for bemærkningen om behovet for at være i regering og opposition på samme tid. Realiteten er, at det må et hvert succesfuldt regeringsparti være. Det skal både udøve det muliges kunst og udstråle en vision for, hvor det gerne vil hen – og på den måde gøre det i dag umulige muligt på længere sigt. Ingen løser den opgave bedre end Joachim.


Vi langer ofte ud efter danske medier og journalister på denne blog. Primært for deres ofte tilsyneladende udbredte ligegyldighed overfor fakta og substans. Heldigvis findes der undtagelser. En af dem er journalist, forfatter, musiker og debattør Torben Steno.

Billedresultat for torben stenoI mange år har han sammen med kollegaen, Jarl Cordua, stået for Danmarks måske bedste radiotalkshow, ”Cordua og Steno” på radio24syv, som både nuværende og tidligere bidragsydere til denne blog har haft fornøjelsen at deltage i.

Derudover skriver Torben Steno klummer for Fyns Amts Avis og blogger sammen med Jarl Cordua for Berlingske Tidende.

Og så er der selvfølgelig musikken – og den er ikke så ringe endda 😊

Frisind og ordentlighed

Torben Steno skal med fordi han er en fornem eksponent for tre væsentlige egenskaber, som vi her på punditokraterne sætter stor pris på: frisind, substans og ordentlighed, Det er der gennem årene kommet rigtig mange – både fine og finurlige – klummer, blogs samt radio- og TV-programmer ud af.

På det seneste har han og Jarl Cordua ydermere givet plads til debat om de absurde tilstande på Grønland gennem flere omgange i Cordua og Steno, fulgt op af et blogindlæg på Berlingske Tidende om berøringsangsten hos både danske og grønlandske politikere. En dybt beskæmmende og pinlig problemstilling, hvor den grønlandske befolkning ofres på den postkoloniale politiske korrektheds alter.

Og politisk korrekt er der heldigvis ingen som kan beskylde Torben Steno for at være – og tak for det. Til gengæld evner han som få andre herhjemme at stille de rigtige spørgsmål, drevet af en oprigtigt nysgerrighed, stor personlig viden og så evnen til at stille det meget simple – men desværre alt for sjældent stillede – spørgsmål : ”Kan det nu virkeligt passe”.

Og så kan han skrive, så det er en lyst…….

Vi kan kun opfordre til at læserne af denne blog læser alt de kan komme i nærheden af, skrevet af Torben Steno. Og lad os derfor slutter af med et par nedslag fra nogle af de blogindlæg, som Torben Steno har skrevet på hans og Jarl Corduas fælles blog på Berlingske Tidende:

Jeg har prøvet at dumpe. Det var faktisk ret lærerigt. Måske kunne et første skridt på vejen være at dumpe flere fagfagligt svage lærerstuderende. Det kunne i sig selv være et middel til at ændre kulturen. Men det bliver svært.

(Det pædagogiske parallelsamfund)

 

Hvor barsk skal straffen være for dem, der forbryder sig mod den. Hvad kommer det til at koste at råbe god røv eller til helvede med Islam? Skal videnskabens resultater kasseres, hvis de er ubekvemme i den perfekte verden?

(Retfærdighedens pris)

Og endelig kan vi kun tilslutte også dette fromme ønske for 2018:

”Da Özlem Cekic lancerede sin dialogkaffemission, der går ud på at drikke en kop mokka med de mange mennesker, som har truet og tilsvinet hende med de groveste gloser, havde jeg stor respekt for initiativet. Men i takt med at dialog nu figurerer som et af de allerværste eksempler på både sproglig fattigdom og inkluderende selvgodhed, mistænkeliggør ordet mig over for alt og alle, der bruger det.

Så jeg foreslår, at en massiv reduktion af brugen af ordet dialog skal være det nationale nytårsforsæt i 2018, hvor vi i stedet igen begynder at tale, snakke og sludre sammen.

Hvis det kunne følges op af høje punktafgifter på unødig anvendelse af ordet udfordringer, er der faktisk masser af håb for fremtiden her i vores underlige velstående land. Godt nytår.”

(Lad os droppe dialog i 2018)


Sidst, men ikke mindst, er det i stigende grad svært at argumentere for liberale kernesager og –værdier. Med et DF, der de facto er rykket over midten, en regering der absolut ikke vil udfordre medianvælgeren, og en journaliststand, der hellere vil agere mikrofonholder for ren pølsesnak fra begge sider på Christiansborg, er det op ad bakke at formidle, hvor store omkostningerne er ved at please vælgerne og lade være med at lave reformer af velfærds- og skattepolitikken.

Vores sidste navn på årets liste over liberale stemmer er næppe et, vi eller læserne tidligere har tænkt over som en mulighed. Men en 38-årig blogger, tv-personlighed og tidligere model og deltager i Paradise Hotel formåede i sommers og gennem efteråret at nå mange danskere, der ellers næppe ville have set et eneste argument mod den nuværende skattepolitik: Mascha Vang.

Vang afslørede sidst i juli i et interview med Børsen, at hun bevidst undgår at betale topskat. Som hun gentagne gange derefter understregede i bl.a. Se & Hør – der ikke just er en almindelig outlet for diskusion af liberale værdier – mener Vang, at topskat er en straf på flid og påpasselighed. Eller som hun sagde til Børsen: ”Når jeg prioriterer at arbejde på denne måde, så skal det fandme også være det værd. Derfor vil jeg hellere lade pengene blive i mit firma eller sende dem til Afrika end at tage dem ud til forbrug, hvor jeg bliver trynet af den danske stat for at have udmærket mig.” Med det, der er tilbage efter topskatten er betalt, vil hun hellere bruge sin tid på en fire-årig datter end arbejde.

Vang fik således formidlet det, vi som økonomer kalder substitutionseffekten af topskat, men på en helt anderledes intuitiv måde og til et andet publikum end vi normalt når. Budskabet kom også fra en, som bestemt ikke kan beskyldes for at være en del af en politisk elite. Og da Enhedslistens Pelle Dragsted lynhurtigt lancerede et ad hominem-angreb på hende, reagerede Vang med overskud og humor ved at understrege, at hun selv ar uddannet butiksassistent og derfor næppe kunne beskyldes for at nære, hvad Dragsted kaldte ”en dyb arrogance over for det store flertal af danskerne, der knokler hårdt hver eneste dag.” Hun var i mange år en af dem, og hendes familie er det stadig. Dragsteds angreb bragte blot budskabet og dets troværdighed længere ud.

I et nyligt interview med Berlingske Business viser hun sig også som alt andet end stereotypen på en overforbrugende, dum blondine, men derimod en fornuftig og meget omhyggelig forretningskvinde, der svarer hver sit. Stik mod alle fordomme er Mascha Vang derfor en af de liberale stemmer i 2017, fordi hun trådte i karakter som en fin kommunikator, der fik et centralt budskab ud til helt andre kroge af det danske samfund end vi nogensinde kunne forestille os.


 

1 Kommentar

  1. Jeg synes bestemt at Otto BP boer vaere den oplagte kandidat. Han er om nogen den mest analytiske person og han forstaar de mest komplekse problemstillinger. Han kan ogsaa formidle dem. Jeg har kendt Otto siden 1981 og han er klart en insprationskilde for mig og vi haft mange diskussioner gennem aarene. Men den video du linker til viser en nervoes og uninspireret Otto. Jeg har aldrig nogensinde oplevet en person sige Oehhh saa mange gange paa saa kort tid. Det er er ikke en god formidler af viden. Men Otto du har min stemme.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑