Som den trofaste læser af denne blog vil vide, har Latinamerika altid haft en særlig plads her på stedet. Ikke mindst Christian Bjørnskov og undertegnede har skrevet mange indlæg gennem årene. Ofte indlæg, som har været i markant opposition til dækningen i dansk (og international) presse generelt, som især tidligere (det er blevet markant bedre de senere år) stort set kolporterede venstrefløjens revolutionsromantiske fremstilling af Latinamerika. I visse medier, bl.a. Niels Lindvig i P1’s Orientering Udefra, gik man endog meget langt i forsvaret af det uforsvarlige, som f. eks. den hastigt voksende censur tidligt i Hugo Chavez regeringstid.

Eller hvad med den ofte næsegrus beundrende og fuldkommen ukritiske dækning under nullernes råvareboom af ikke mindst af Brasilien og præsident Lula? Ham vender jeg tilbage til i del II af “Who’s hot and who’s not” i Latinamerika, hvor jeg ser lidt nærmere på udviklingen i bl. a. Brasilien og Argentina.

Only in a crises…..

I forordet til 1983-udgaven af Capitalism and Freedom skrev Milton Friedman, at

Only a crisis—actual or perceived—produces real change. When that crisis occurs, the actions that are taken depend on the ideas that are lying around.

I Chile’s tilfælde var det netop ideen om frimarkedsreformer ( I form af den berømte/berygtede ”The Brick”), som miltærstyret – mere i form af desperation end egentlig ideologisk forståelse – accepterede. Resten er historie, som man siger. Senere har vi set hvorledes frimarkedstankegangen igen vandt, da man i 1990erne reformerede Peru’s økonomi.

I begge tilfælde kom reformerne efter en periode med venstrepopulistisk politik, som endte i hyperinflation og økonomisk kollaps.

Mens de to nævnte lande kan fremhæves som eksempler på succesfuldt gennemførte reformer, der har medført et reelt og varigt paradigmeskifte, har andre landes erfaringer med markedsreformer været mere problematiske. Således endte Argentina’s reformperiode i 1990erne som bekendt med totalt økonomisk sammenbrud og default i 2001-2002.

Nok er det nemt (som økonom) efterfølgende at pege på hvorfor det gik galt i Argentina – og at det hverken skyldtes markedsreformer eller privatiseringsproccessen. Noget andet er selvfølgelig hvordan den enkelte Argentiner oplevede det.

Hvordan er det så gået i Latinamerika?

Som det fremgår af nedenstående figur (baseret på seneste data (oktober) fra IMF), er der stor forskel på den økonomiske vækst de enkelte lande i regionen har opnået siden årtusindeskiftet.

I den ene ende finder vi lande som bl. a. Colombia, Peru, Bolivia, Den Dominikanske Republik og ikke mindst Panama, hvor BNP i gennemsnit er vokset mellem 3,8 procent og næsten 7 procent om året. I den anden ende finder vi ud over Venezuela (naturligvis), Brasilien, El Salvador og Argentina.

Forventede vækstrater ifølge IMF i indeværende og til næste år fremgår af nedenstående figur – og grundlæggende er tendensen, at de lande som har klaret sig bedst de seneste 17 år, også i de kommende år vil opleve den højeste vækst.

Fortsætter den udviklingstendens som vi har set de seneste par årtier, må vi forøvrigt forvente, at Panama overhaler Chile, mens Colombia og Peru overhaler Brasilien indefor få år, baseret på BNP per indbygger. Mere om det senere.

Det har længe været “populært” at forsøge sig ud i alternative index som erstatning (supplement) til BNP. En af disse er World Economic Forums “The Inclusive Development Index” (IDI). Her har man medtaget en lang række “inkluderende parametre” mv. ud over den “rene” værditilvækst. Der synes dog at være en ganske god korrelation mellem absolut BNP per indbygger og IDI – hvilket fremgår ved at sammenligne nedenstående tabel med ovenstående figur. Sammenligner man IDI (der dog mangler at medtage en række lande i regionen) med graden af økonomisk frihed er sammenhængen endda endnu tydeligere. Panama, Uruguay og Chile, Costa Rica og Peru er ikke kun blandt de rigeste lande i regionen – de er også blandt de økonomisk friesteFor mere information og berettiget kritik af WEFs indeks, se “Inclusive Development – WEF’s nye indeks og nye vrøvl.

Konklusionen må være, at Panama ikke kun er kongen af økonomisk vækst, men åbenbart også inkluderende udvikling. Noget lidt andet end Panama Papers, som de fleste vist forbinder landet med sammen med Panamakanalen naturligvis.

Fattigdom og ulighed

Givet at ulighed fylder meget i debatten i disse år, er det måske ikke helt uinteressant at se på hvorledes udviklingen har været i den historisk mest ulige region (men absolut ikke den region med flest fattige, hverken i antal eller andel).

Jeg har tidligere påpeget, at det kan være rigtigt svært at se hvorvidt man fører “blå” eller “rød” politik i forhold til netop udviklingen i uligheden, som frem til starten af dette årti udviste et klart  fald i de fleste lande i regionen. Af en rapport fra CEPAL i efteråret fremgår, at uligheden er fortsat med at falde i de fleste lande, men dog noget langsommere.

Ligeledes er andelen af befolkningerne, som lever i fattigdom og ikke mindst ekstrem fattigdom også fortsat med at falde i mange lande. Den store ulykkelige undtagelse er naturligvis Venezuela, hvor fattigdommen er eksploderet i et katastrofalt omfang de seneste år, ligesom nogle lande har oplevet en mindre forværring (bl. a. Colombia, som oplevede relativ lav økonomisk vækst fra 2015 og frem til sidste år) samt Brasilien, hvor den værste økonomiske krise i 100 år fra 2014 og frem til sidste år, formentlig har haft en betydelig negativ effekt på antal og andel som lever i fattigdom.

Når man læser ovennævnte tabel skal man være opmærksom på, at der er tale om nationale opgørelser, som ikke umiddelbart kan sammenlignes på tværs af landende. At andelen af “ekstremt” fattige i Brasilien skulle være lavere end i Argentina eller Chile er helt usandsynligt. Hvad der er interessant er udviklingen over tid i de enkelte lande. Hvor en række lande desværre de senere år har oplevet en mindre stigning i andelen af fattige.

 

Som det fremgår af nedenstående graf har de fleste lande dog fortsat oplevet faldende ulighed (målt ved gini) også efter 2008 og frem til 2014, hvorefter billedet er lidt mere mudret. Måske ikke overraskende, givet den relativt lave vækst i regionen (se ovenstående figur).

Endelig har Cepal også set på betydningen af omfordeling og økonomisk vækst for udviklingen i fattigdom i perioden 2002-2016, samt de to underperioder 02-08 samt 02-16.

Det interessante her er naturligvis –  måske ikke overraskende, at betydningen af økonomisk vækst er klart dominerende, hvis vi ser bort fra El Salvador – hvis økonomiske udvikling til gengæld har været blandt de ringeste i regionen. Værd er også at bemærke betydningen af omfordeling i Argentina fra 2008 til 2016, hvor en meget populistisk økonomisk politik dominerede frem til 2015.