Er liberaliserende reformer virkelig upopulære? Nej

Det påstås ofte, at liberaliserende reformer, der reducerer det offentlige forbrug og afregulerer, og dermed lader mere tilovers til et frit marked og civilsamfundet, er upopulære. Den canadiske journalist Naomi Klein, der er feteret på den yderste venstrefløj, blev for eksempel berømt med sin tese om, at politikere direkte skaber kriser for at gennemtvinge liberalisering. Hendes marxistisk inspirerede tese er, at de udelukkende gør det for at gøre deres allerede rige venner endnu rigere. I Kleins verden – der i høj grad også er blevet Jeremy Corbins, Bernie Sanders og Pernille Skippers verden – er enhver direkte liberaliserende reform derfor demokratisk illegitim.

For halvandet år siden skrev vi derfor om emnet her på stedet (læs her), da en variant af denne debat var blusset op igen. Baggrunden var en ny bog af professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet, hvor han hævdede, at danskernes lave tillid til politikere var en konsekvens af, at velfærdsstatsreformer havde ”skabt større utryghed blandt en stor gruppe af vælgere.” Vi bragte den dag resultaterne af nogle simple regressionsanalyser af faktiske data, der bestemt ikke pegede i Gouls retning.

Emnet blev dog ved at nage, da den grundlæggende påstand dukkede op i flere sammenhænge. I ny forskning sammen med min gode ven og kollega Niclas Berggren fra IFN ser vi derfor på netop dette spørgsmål. Niclas og jeg har gjort præcist hvad vi lagede op til i blogposten for halvandet år siden, men langt mere systematisk. I ”Do voters dislike liberalizing reforms? New evidence using data on satisfaction with democracy” ser vi på effekten af reformer, der enten øger eller reducerer statens rolle i samfundet væsentligt, og sammenholder disse events med udviklingen i folks vurdering af, hvordan demokratiet virker i deres samfund. Vores centrale indikator er derfor borgernes direkte vurdering af, hvor legitimt systemet og politikerne er. Vi dokumenterer i et appendiks, at denne vurdering følger borgernes tillid til politikere og parlamentet meget tæt, og at vi derfor måler kernen i argumenterne imod reformer.

Resultaterne på tværs af 30 europæiske lande mellem 1993 og 2015 er tydelige: Reformer der afregulerer er populære hos vælgerne og reformer, der indfører mere regulering er upopulære. Evidensen taler således direkte og meget tydeligt imod Goul, Klein og andre. Vi finder endda robust evidens for, at vælgerne reagerer endnu mere negativt, når det er en venstreorienteret regering, der indfører mere regulering. Med andre ord opfatter vælgerne i gennemsnit liberaliserende reformer som klart legitime, og yderligere reguleringer som illegitime i de fleste tilfælde.

Niclas skal præsentere papiret på de to public choice konferencer i foråret (Charleston i marts og Rom i April). Mens vi håber på gode kommentarer, der kan bringe vores forskning et skridt videre, ændrer resultaterne sig næppe. Konklusionerne i abstractet nedenfor er robuste, og måske noget, dansk politikere på begge fløje burde kende til?

Since the early 1980s a wave of liberalizing reforms has swept over the world. While the stated motivation for these reforms has usually been to increase economic efficiency, some critics have instead inferred ulterior motives and a desire to enrich certain (already rich) people at the expense of others. This critique, coupled with the claim that many of the reforms have been undertaken during different crises so as to bypass potential opponents, suggests that people will dislike the reforms and even be less satisfied with democracy as such. We test this hypothesis empirically, using panel data from 30 European countries in the period 1993–2015. The dependent variable is the average satisfaction with democracy, while the reform measures are constructed as distinct changes in four policy areas: government size, the rule of law, openness and regulation. Our results indicate that while reforms of government size are not robustly related to satisfaction with democracy, reforms of the other three kinds are – and in a way that runs counter to the anti-liberalization claims. Reforms that reduce economic freedom are generally related to satisfaction with democracy in a negative way, while reforms that increase economic freedom are positively associated with satisfaction with democracy. Voters also react more negatively to left-wing governments introducing reforms that de-liberalize. It thus seems as if the hypothesis of a general negative reaction towards liberalizing reforms taking the form of reduced satisfaction with democracy does not stand up to empirical scrutiny, at least not in our European sample.

4 thoughts on “Er liberaliserende reformer virkelig upopulære? Nej

    1. Christian Bjørnskov Forfatter

      Jeg synes, det er lidt sensationalistisk. Mit indtryk af Tyskland på det punkt var at Brünings nedskæringer blev et signal om inkompetence, og folk derfor var parat til at støtte et eller andet anderledes. Identifikationsproblemet er derfor ikke løst, fordi der var ingen reelle alternativer for middelklassen end nazisterne – de stemte under ingen omstændigheder på kommunisterne. Men kan seimpelthen ikke lave denne type øvelse og konkludere noget klart medmindre folk har mindst to reelle alternativer.
      Mht. Kjelds spørgsmål: Nej, der er liberaliseringer, der er nedskæringer, og andre der slet ikke er. En afregulering af de danske boligmarked vil f.eks. være en liberalisering uden nedskæringer.

      Svar
  1. Pingback: Junckers Dilemma og den nye reformforskning – Punditokraterne

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.