Import er vigtigere end eksport

UNCTAD udsendte for nylig en rapport om hvorledes eks- og importører ikke fuldt ud udnytter mulighederne i EUs handelsaftaler med 3. lande. Hovedkonklusionen er, at især små- og mellemstore virksomheder ofte ikke udnytter mulighederne for toldfri handel, fordi de på forhånd opgiver at levere den krævede dokumentation om lokalt indhold. Egentlig ikke nogen særlig overraskende konklusion, men derimod en problemstilling som er typisk i forbindelse med bilaterale handelsaftaler generelt.

I forbindelse med offentliggørelsen af rapporten, blev Stefano Imana, handelsjuridisk ekspert i UNCTAD og medforfatter til rapporten, interviewet af Jylllands-Posten, til hvem han bl.a. udtalte, at

EU’s frihandelsaftale med Chile har eksisteret i 10 år, mens vores rapport viser, at den for EU-eksportørers vedkommende kun udnyttes 62 pct. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt interessen for at indgå denne aftale primært har været politisk, når nu tallene viser, at erhvervslivet kunne bruge aftalen langt mere.

Hele artiklen, “Rapport sår tvivl om værdien af handelsaftaler“, kan læses på JPs hjemmesider (hvis man har abb.)

Artiklen fulgtes nogle dage senere op af et debatindlæg, “frihandelsaftaler gør Danmark meget rigere“, skrevet af udenrigsminister Anders Samuelsen sammen med repræsentanter for bl. a. Landbrug & fødevarer, DI, rederiforeningen og andre med interesse i fremme af dansk eksport.

Der er tale om en udmærket standardindlæg, som ikke adskiller sig fra mange andre indlæg fra “The usual suspects” i den løbende debat om frihandelsaftaler (som ikke er helt det samme som frihandel) – desværre fristens man til at tilføje. Indlægget skæmmes nemlig af to grundlæggende fejl.

Efter (korrekt) at påpege, at en række allerede indgåede handelsaftaler  medfører øget dansk eksport og at EU har frihandelsaftaler med mere end 60 lande, skriver man at

Det skaber tusindvis af arbejdspladser og beskytter mod ny protektionisme. Alene frihandelsaftalen med Sydkorea estimeres af Udenrigsministeriet at have skabt op mod 1.500 nye danske arbejdspladser i eksporterhvervene.

Det er både rigtigt og forkert. Det er sikkert korrekt at der er kommet flere arbejdspladser indenfor eksporterhvervene, men det indebærer ikke at der netto skabes flere arbejdspladser ved at indgå i (fri)handel med andre lande. Nettoeffekten på beskæftigelsen af at handle med andre lande er nemlig et stort rundt nul! Den korrekte formulering er, at der skabes mere produktive arbejdspladser og dermed bedre lønnede arbejdspladser. Og det er altså en ikke uvæsentlig sondring, som det er værd at understrege. Bedre bliver det ikke af, at man i dette indlæg – som i hundredevis af andre gennem årene – ikke forholder sig til det væsentligste argument for frihandel. Og det er ikke muligheden for øgede danske eksportindtægter, men derimod øget import. Det er herfra de væsentligste samfundsøkonomiske gevinster, som vi alle – ikke mindst de laveste indkomster – nyder godt af kommer.

Det er hvad der skal forstås ved de sidste 4 ord i udsagnet

at frihandel helt entydigt er en gevinst for Danmark, for danske virksomheder og for hver eneste dansker

Det er der næppe mange som fanger. Ligeledes er det tvivlsomt hvorvidt skribenterne selv er klar over det. Deres mandat og interesse (minus udenrigsministerens) er selvfølgelig heller ikke at tilgodese den almindelige borger/forbrugers interesser, men derimod de særinteresser de repræsenterer. Desværre er det til gengæld så som så med forståelse og interesse for frihandels enorme betydning for vores velstand fra den interesseorganisation, forbrugerrådet, som vel burde repræsentere forbrugernes interesse. De foretrækker derimod at propagandere for en regulering af den internationale handel (fairtrade), som både er til skade for den økonomiske vækst og udvikling i fattigere lande og danske forbrugeres velstand.

Vi har tidligere skrevet om betydningen af frihandel for vores velstandsudvikling  – ikke mindst for de laveste indkomstergrupper, se bl. a. indlægget, “tabere og vindere ved frihandel

Men måske skyldes den manglende interesse for, at påpege, at den altoverskyggende positive velstandseffekt stammer fra de øgede importmuligheder og ikke via  øget eksport, at det reelt er det samme som at sige at frihandelsaftaler er overflødige, og at vi i stedet unilateralt “bare” bør åbne grænserne for omverdens eksport til Danmark og det øvrige EU.

4 thoughts on “Import er vigtigere end eksport

  1. Uffe

    Yes! Det er sådan det skal skrives Niels 🙂

    Der er ikke noget at tage fejl af, gid enhver dansker læste (og forstod) pointerne i dette indlæg. Og gid at de derefter tilsluttede sig en politisk strømning for at nedlægge statens handelssubsidier og -restriktioner fuldstændigt.

    Væk med toldvæsenet og eksportkreditfonden bl.a.

    Svar
  2. Nikolaj Stenberg

    Super indlæg. Jeg kan især godt lide anførselstegnet omkring “bare” til allersidst. For nogen helt enkelt og billig opgave er det næppe, når Danmark vil være nødt til at udtræde af EU – ihvertfald ikke til at starte med.

    Svar
  3. Pingback: Handelsaftale mellem EU og Mercosur – alle taler eksport, mens få taler om det vigtigste, nemlig import. – Punditokraterne

  4. Pingback: Indlysende forhold og bivirkninger 8 – hjælpepakker til eksportsektoren: “working for nothin’ and the joke’s on you” | Punditokraterne

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.