Information bragte fornylig endnu et angreb på ”neoliberalismen”, sådan som det nærmest er blevet et ritual for bladet (jeg har fornylig kommenteret et sådant angreb). Der er flere ting, der går igen i disse angreb. For det første er genstanden for kritikken, ”neoliberalismen”, et begreb, der ikke anvendes af nogen liberale selv, men defineres af kritikerne. For det andet er bestanddelene i ”neoliberalismen” et sammenrod af alt, kritikerne finder ondt og forkasteligt. Diametrale modsætninger – fra rækkende fra decentral markedsøkonomi til central offentlige styring – blandes frit sammen. For det tredje blandes også normativ politisk filosofi og positiv økonomisk teori sammen. Altså: En normativ filosofi som liberalisme, der beskriver, hvordan et samfundssystem bør indrettes, blandes uden videre sammen med økonomisk teori, som beskriver, hvordan økonomien er. Ofte – som i omtalte Informationartikel – sættes nærmest lighedstegn mellem ”neoliberalisme” (den af dem selv skabte ”ideologi”) og neoklassisk økonomisk teori (som er et teoretisk analyseapparat).

Men lad os prøve at se nærmere på de to ting. Først definitionerne. Hvis vi ved ”neoliberal” forstår liberal politisk filosofi, så handler det om, hvordan et samfund bør indrettes, så borgerne har størst mulig frihed. Det kan være begrundet med, at borgerne har grundlæggende rettigheder, med at et frit samfund har de bedste konsekvenser for borgerne, eller med at indrette samfundet, som frie mennesker ville gøre, hvis de skrev en forfatning for fremtiden.

Neoklassisk økonomisk teori er en tilgang til økonomisk analyse, som bygger på en antagelse om, at aktørerne kan beskrives ved instrumental rationalitet (altså i stand til at rangordne alle relevante alternativer) og optimere inden for givne bibetingelser. Fokus er primært på de allokeringsmæssige konsekvenser af individuel optimering på markeder, som antages at cleare, mens institutioner og økonomiske processer spiller en mere underordnet rolle. Økonomisk teori er et forsøg på at beskrive, hvordan økonomien er.

Neoklassisk økonomisk teori er grundlaget for moderne mikroteori. Neoklassiske antagelser er udgangspunktet for de fleste økonomer – uanset hvor neoklassiske, de er – men det er ikke altid slutpunktet. Her varierer de en hel del.

Men er det nu sådan, at liberale økonomer også er meget neoklassiske – et vice versa?

Lad os prøve at se Nobelpristagerne i økonomi. Heldigvis findes der takket være Dan Klein og hans kollaboratører et meget grundigt forsøg på at klassificere Nobelpristagerne fra 1969-2012 på en skala efter, hvor økonomisk liberale de var. Det omfatter bl.a. interviews med og selvportrætter af prisvinderne. For de afdøde har andre forsøgt at placere dem på skalaen. For omtrent halvdelen lykkedes det med større eller mindre sikkerhed at placere dem.

Klein finder, at Nobelpristagerne er nogenlunde jævnt fordelt over det politiske spektrum – med en overvægt af henholdsvis meget liberale og moderat venstreorienterede.

Og hvordan fordeler de sig så i forhold til det neoklassiske paradigme. Ja, interessant nok indeholder gruppen af de med sikkerhed mest liberale Nobelpristagere to relativt neoklassiske økonomer – Milton Friedman og Gary Becker – men tre af de mest kritiske: F.A. Hayek, Ronald Coase og Vernon Smith. Hayek og Smith har en omfattende litteratur bag sig, hvor de sætter spørgsmålstegn ved de ret strenge rationalitetsantagelser i neoklassisk teori. Coase lagde vægt på institutioner og transaktionsomkostninger og var stærkt kritisk over for traditionel ”black board economics”, som han kaldte den simple neoklassiske model. Friedman og Becker var endda neoklassikere af Chicago-varianten med mindre rigoristiske, ofte partielle modeller og resultater baseret på grundlæggende pristeori. Og så var Friedman primært makroøkonom i en verden, hvor markeder ikke bare clearer. Blandt de næstmest liberale ligger neoklassikeren (også af Chicago-varianten) George Stigler, men også den udtalte kritiker James M. Buchanan.

Hvad med gruppen af de moderat venstreorienterede? Vi finder kritikere af neoklassisk teori som adfærdsøkonomen (der dog var psykolog) Daniel Kahneman og (politologen) Herbert Simon, som introducerede begrebet begrænset rationalitet. Men vi finder også Kenneth Arrow og Gerard Debreu, som har ydet nogle af de ypperste bidrag inden for neoklassisk teori, generel ligevægtsteori, og skaberen af neoklassisk vækstteori Robert Solow. Også Amatya Sen opererer inden for neoklassisk teori. Faderen til den såkaldt neo-klassiske syntese, som i visse kredse er blevet voldsomt udskældt for at have ”ødelagt” Keynes, Paul Samuelsen, tilhører den moderate venstrefløj (hvor neo-klassisk, han egentlig var, er dog diskutabelt).

 

Mindre markedsliberal Mere markedsliberal
 

Mindre neo-klassisk

Kahneman

Simon

Hayek

Smith

Coase

Buchanan

 

Mere neo-klassisk

Arrow

Debreu

Solow

Sen

Samuelson

Becker

Friedman

Stigler

 

 

Går vi længere tilbage i tiden, var den primære kritiker af økonomisk socialisme, Ludwig von Mises, mindre neoklassisk end den primære socialistiske økonom, Oskar Lange. Den primære fortaler for at korrigere ’markedsfejl’, Arthur Pigou, baserede sig i højere grad på neoklassisk teori end den mere liberale kritiker Frank Knight.

Og sådan kan man blive ved. Der er simpelt hen ikke det sammenfald mellem liberalisme og neoklassisk økonomisk teori, som de postmoderne kritikere af ”neoliberalisme” tror.

Til gengæld viser Kleins analyse, at et flertal af Nobelpristagerne i økonomi er blevet mere økonomisk liberale i løbet af deres karriere. Det kan tilskrives kendskabet til, hvordan en spontan markedsorden fungerer og til begrænsningerne på velfungerende statslig intervention.

PS. Enkelte liberale har efter kritikken af ”neoliberalismen” taktisk valgt at adoptere dette begreb selv. Så i den forstand findes der ”neoliberale”. Men de ligger langt i opfattelse fra det sammensurium, som de postmoderne kritikere anvender.