Hvad betyder ’neoliberal’?

På den danske venstrefløj kører der åbenbart en diskussion for tiden om såkaldt ’neoliberalisme’. En del af denne debat blev gjort eksplicit forleden, da Rune Møller Stahl, en PhD-studerende ved Institut for Statskundskab i København med tilknytning til Enhedslisten, skrev et angreb  i Information under titlen ” Neoliberalismen er ’dead man walking’. Alligevel holder vi fast i den.” Møllers angreb var, ligesom mange andre i Information og andre medier, karakteristisk ved sin sammenblanding af almindelige økonomiske argumenter, normative synspunkter om politik, og tåget tænkning.

Jonas Herby svarede på angrebet i Information nogle få dage senere, og understregede i sit svar hvordan alt, som venstrefløjen øst for Socialdemokratiet mener er ondt, bliver kaldt ’neoliberalt’. Jonas understregede for eksempel hvordan Møller og andre synes at mene, at new public managemen er ’neoliberalt’ og derfor moralsk angribeligt. Men som Jonas skrev, er dilemmaet at ”new public management egentlig er et redskab til at styre en kæmpestat, som ingen liberale vist har bedt om.” Torben Tranæs gav i et twitter-svar – ” Gad vide, hvad de taler om” – også udtryk for den konceptuelle elastik, der bruges af de fleste, når de bruger begrebet ’neoliberalisme.’

En af de klarest tænkte reaktioner mod Møllers angreb var min medpundiktokrat Otto Børns-Petersen, der i Børsen ligesom Jonas bad om konceptuel klarhed. Mange modstandere af ’neoliberalisme’ synes nemlig, som Møller gjorde meget tydeligt i Information, at sætte lighedstegn mellem neoklassisk økonomisk tænkning og ’neoliberalisme’. Som Otto understregede, er neoklassisk økonomi et teoretisk analyseapparat (med ganske stærk empirisk konsistens), og en approach som så forskellige Nobelpristagere som Paul Samuelson, Amartya Sen og Kenneth Arrow har brugt – tre af de mest venstreorienterede pristagere – mens bl.a. Milton Friedman, Vernon Smith og James Buchanan – blandt de tydeligt liberale pristagere – var (og i Smiths tilfælde er) skeptiske overfor dele af det neoklassiske apparat.

Ser man på førende økonomers politiske positioner, passer de næppe med Møllers og andres ide om ’neoliberalisme’ som et konsistent koncept. Spørgsmålet er derfor, hvad ’neoliberalisme’ betyder? Er der en form for kerne i konceptet, eller er det som Otto skrev i Børsen, blot en sproglig diskurs, der kan bruges i en hvilken som helst konkret betydning i en politìsk magtkamp

Jeg skrev kort om problemet for tre år siden i en artikel med titlen ” Does economic freedom really kill? On the association between ‘Neoliberal’ policies and homicide rates”, der blev udgivet i European Journal of Political Economy. Artiklen var et svar på påstande fra to marxistiske kriminologer, der havde påstået, at ‘neoliberal’ politik fører til højere mordrater. For at kunne svare på dette og lignende spørgsmål, må man naturligvis forsøge at indsnævre, hvad de betyder.

Problemet med det er, at begrebet bliver brugt i flæng i både offentlig debat og meget politologisk forskning. En af de klareste diskussioner af det, kan findes i nordmanden Dag Einar Thorsens PhD-afhandling The politics of freedom: A study of the political thought of Isaiah Berlin and Karl Popper, and the challenge of neoliberalism, som han forsvarede ved universitet i Oslo i 2012. Thorsen finder – selvom han i udgangspunktet politisk synes mere på linje med folk, der bruger konceptet – at de fleste kritikere af ‘neoliberalisme’ er tilfredse med at “accord neoliberalism an overwhelming significance, while they at the same time seem quite happy to leave the concept of ‘neoliberalism’ completely undefined, claiming […] that it defies definition.” Han indikerer således, at der eksisterer et koncept, som nogen mener er ondt, men som de ikke behøver at definere.

Thorsen følger dog en tidligere artikel af Taylor Boas og Jordan Gans-Morse, der ikke blot omhyggeligt viser, at der kun er én side i debatten: mange kritikere taler om farerne ved ’neoliberalisme’, men stort set ingen kalder sig neoliberalister. De finder dog også, at det tætteste man kan komme på en eller anden form for kerne i det tågede koncept, er den såkaldte Washington-konsensus. Konsensussen, der i sig selv er et både tåget og forhadt begreb, synes tæt på rendyrket ‘neoliberalisme’, når man læser omtalerne. Problemet med det er, som jeg også selv påpegede i 2015-artiklen, at store dele af Washington-konsensussen er almindelig fornuft. De ti elementer, som Oliver Williamson i sin tid pegede på, handler om f.eks. finanspolitisk disciplin – man kan ikke på langt sigt bruge flere midler, end man får ind i indtægter – og om afskaffelse af handelsbarrierer og kapitalkontrol, der begrænser udenlandske investeringer. Det førstnævnte er måske upopulært, men stadig et grundvilkår for enhver regering, mens det andet element er noget, der går på tværs af almindelige partiskel: Både højre- og venstrefløj støtter en liberalisering af international handel, mens modstanden skal findes på en anti-økonomisk fransk venstrefløj og blandt økonomisk analfabetiske nationalkonservative, der tæller både Donald Trump og visse danske stemmer.

Konsensussen inkluderer også mere ideologiske elementer som privatisering af statsejede virksomheder, offentlig afregulering for at øge markedskonkurrencen, lavere og mindre progressive skatter med en bredere skattebase, og finansielt oversyn, som det dog er de færreste økonomer der taler imod, uanset deres partitilhør. Sidst men ikke mindst er en baggrundsfaktor for det hele de institutioner, der omhyggeligt beskytter den private ejendomsret. Der er næppe mange udenfor de mest sekteriske marxistiske kredse, der ikke længere støtter solide, politisk uafhængige retsvæsener, der beskytter folk og deres ejendom.

Selv Washington-konsensussen kan derfor ikke stå ind for en kerne af det, mange påstår er ’neoliberal’ politik. Det er for eksempel almindeligt at klage over Trumps handelspolitiske protektionisme som ’neoliberal’ politik, mens der i Frankrig klages over reformforslag af EU’s landbrugs- og handelspolitik som ’neoliberale’. På samme måde kan der hurtigt klages over stærke retsvæsener, der beskytter visse menneskers ejendom, mens de hyldes når de beskytter andre menneskers lige så lovlige ejendom. End ikke når man er meget venlig og tager konsensussen som en slags nogenlunde konsistent kerne af ’neoliberal’ tænkning, kan man komme meget videre mod, hvad der ligger i konceptet.

Dykker man ned i diskussionen om, hvad ’neoliberalisme’ faktisk betyder, er man tvunget til at nå den tankevækkende konklusion, at ‘neoliberalisme’ er et koncept, der er helt tomt for faktisk indhold. I en konkret forstand betyder det intet, og det er umuligt at bruge konceptet i nogen som helst evidensbaseret kontekst. Men som Otto meget rigtigt skriver i Børsen, afholder det ikke modstandere på venstrefløjen af politik, de ikke kan lide, fra at bruge det. Deres diskussion, og deres modstand, eksisterer blot i en post-faktuel, postmoderne parallelverden, hvor det er fuldstændigt ligegyldigt hvad noget betyder, og alt handler om at udøve magt.

7 thoughts on “Hvad betyder ’neoliberal’?

  1. Jon Pedersen

    Hvis du vil udtale dig om hvorvidt noget er semantisk tomt, så læs noget Johannes Sløk. Dit rationale er simpelthed at eftersom en del folk ikke kan definere begrebet kombineret med cherry-picking af citater fra autoriteter, så er det semantisk tomt. Det er enten uærligt eller på grænsen til dumt. I det samme dokument hvor Einar Thorsen skriver at mange folk ikke definerer det, henviser han til definitioner og laver også sin egen fortolkning:

    “Neoliberalism is, as we see it, a loosely demarcated set of political beliefs which most prominently and prototypically include the conviction that the only legitimate purpose of the state is to safeguard individual, especially commercial, liberty, as well as strong private property rights (cf. especially Mises 1962; Nozick 1974; Hayek 1979). This conviction usually issues, in turn, in a belief that the state ought to be minimal or at least drastically reduced in strength and size, and that any transgression by the state beyond its sole legitimate purpose is unacceptable (ibid.). These beliefs could apply to the international level as well, where a system of free markets and free trade ought to be implemented as well; the only acceptable reason for regulating international trade is to safeguard the same kind of commercial liberty and the same kinds of strong property rights which ought to be realised on a national level (Norberg 2001; Friedman 2006).
    Neoliberalism generally also includes the belief that freely adopted market mechanisms is the optimal way of organising all exchanges of goods and services (Friedman 1962; 1980; Norberg 2001). Free markets and free trade will, it is believed, set free the creative potential and the entrepreneurial spirit which is built into the spontaneous order of any human society, and thereby lead to more individual liberty and well-being, and a more efficient allocation of resources (Hayek 1973; Rothbard [1962/1970] 2004).
    Neoliberalism could also include a perspective on moral virtue: the good and virtuous person is one who is able to access the relevant markets and function as a competent actor in these markets. He or she is willing to accept the risks associated with participating in free markets, and to adapt to rapid changes arising from such participation (Friedman 1980). Individuals are also seen as being solely responsible for the consequences of the choices and decisions they freely make: instances of inequality and glaring social injustice are morally acceptable, at least to the degree in which they could be seen as the result of freely made decisions (Nozick 1974; Hayek 1976). If a person demands that the state should regulate the market or make reparations to the unfortunate who has been caught at the losing end of a freely initiated market transaction, this is viewed as an indication that the person in question is morally depraved and underdeveloped, and scarcely different from a proponent of a totalitarian state (Mises 1962).“

    Vi har også svært ved at være helt præcise om hvad kapitalisme præcis er og først efter mange år har vi klare ideer om hvilke komponenter i hvert fald er nødvendige for at vi kan kalde noget kapitalisme. At folk misforstår konceptet betyder ikke at det er semantisk tomt.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Jeg er godt klar over, at Thorsen ender med en definition – jeg har læst hans afhandling. Problemet med den er, at hans definition så tydeligt ikke passer på praksis. Se f.eks. den del af Thorsens definition, der handler om “the belief that freely adopted market mechanisms is the optimal way.” Og sammenhold den f.eks. derefter med den almindelige påstand, at New Public Management og Trumps handelsbarrierer er ‘neoliberale’ politiker. Hvordan kan det være konsistent med et koncept, hvor en fællesmængde af de praktiske definitioner ikke er tom?

      Svar
      1. Claus Jensen

        Det var på et tidspunkt populært at kalde præsident Obama for marxist, kenyaner, skabsmuslim osv. Er disse begreber nu alle blevet semantisk tomme?

        Niels O henviser med en fejende håndbevægelse til “venstrefløjen” og tillægger den nogle ubehagelige personlige egenskaber. Det ser ud til, at “venstrefløjen” ligesom “neoliberal” kan bruges som fællesbetegnelse for en bunke ting, man ikke kan lide. I min søgen på definitionen på “venstrefløjen”, så jeg i denne debat een slags venstrefløj defineret, nemlig den “øst for Sociademokratiet”. Der er åbenbart flere venstrefløje end østfløjen, men ikke mere herom.

        Mange af de selvmodsigelser, man mener at se i definitionen på neoliberal, er forskellen mellem teori og praksis, intention og virkelig effekt eller afledt effekt. Som med så mange andre ting, hvis man ser på de (neo)liberale ideologier og resultater i virkeligheden, så dukker der helt automatisk selvmodsigelser op.

        Svar
  2. Niels O

    Venstrefløjen elsker bare at finde på begreber, der smager så dejligt af foragt. Og så er det ligegyldigt, om det er ren vrøvl, hvis man får det defineret til bunds. Det er det første, som er formålet. Og bare der er nok personer, der benytter begrebet på samme (forkerte) måde, så får det sin egen sandhed.

    Det er fuldstændigt som ordet “småborgerlig”. Samme funktion, men misforstået betydning. Men igen: bare der er nok personer, der bruger det (forkert). Det er dog heldigvis sjældent efterhånden, at jeg hører begrebet i debatten.

    Længere tilbage i tiden var det “reaktionær”

    Svar

Leave a Reply to Christian BjørnskovCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.