Hvor dårlig er arven fra kolonitiden?

Rejser man spørgsmålet, om kolonialiseringen af Afrika og store dele af Asian var god eller dårlig, stemples man ofte hurtigt som et ondt menneske. Sidste efterår rasede en konflikt hos det prestigiøse International Studies Quarterly fordi Bruce Gilley, der er lektor i statskundskab ved Portland State University. Grunden var, at tidsskriftet havde optaget en artikel af Gilley med titlen ”The Case for Colonialism” hvor Gillet argumenterede, at kolonitiden havde bragt væsentlig gevinster til nogle lande. Resten af hans artikel, som ISQs redaktion valgte et trække tilbage, ligger her, mens hele artiklen stadig kan findes her.

Gilleys hovedargument, opsummeret her af Inside Higher ED, er at mindst halvdelen af de tidligere kolonier efter uafhængighed oplevede grusomme konflikter og undertrykkende regimer. Selve det, at Gilley stillede spørgsmålet hvor skidt kolonitiden var, fik flere medlemmer af redaktionsbestyrelsen til at kræve, at artiklen blev trukket tilbage under trussel af, at de ellers ville forlade tidsskriftet. Mindst et andet medlem, truede med at trække sig fra redaktionen, hvis artiklen blev trukket tilbage, og adskillige kommentatorer har beklaget hele episoden. Mens man kan angribe artiklen for at være sjusket og ikke op til standard, havde den været gennem en fuld, dobbeltblind peer review-proces som alle andre videnskabelige artikler, og var optaget ved et højt respekteret tidsskrift.

Det eneste, der ikke rigtigt diskuteres, er om de nye regimer, der kom til da mere end 80 lande fra sidste i 40erne til midt-70erne blev uafhængige, var værre eller bedre end kolonimagterne? Det spørgsmål må man øjensynligt ikke stille, og det stiller vi derfor i dag. Det følgende kan måske gå hen at blive basis for en egentlig artikel en dag, men foreløbig skal det blot læses som en konkret, kvantitativ indikation til en blog. Og indikationen kan ses i figuren nedenfor.

Figuren viser ændringen i graden af politisk korruption fra umiddelbart før til umiddelbart efter uafhængighed i 46 afrikanske lande. De røde søjler indikerer tidligere franske kolonier, de blå tidligere britiske kolonier, mens de få resterende er belgiske, portugisiske og en enkelt sydafrikansk (Namibia). Målet kommer fra V-Dem-databasen og er fordelt mellem 0 (ingen korruption) og 1 (endemisk korruption).

Mens der er stor variation – Cape Verdes korruptionsniveau faldt ganske kraftigt efter at landet i 197 frigjorde sig fra det portugisiske diktatur – så 22 af de 46 lande faktisk en stigning i den politiske korruption på mere end 0,1 point, mens kun fem så et tilsvarende fald. I Elfenbenskysten, Guinea-Bissau, Kenya og Madagascar var stigningerne endda så store som 0,4 point på få år. Var kolonitiden da bedre? Svaret, når man fokuserer udelukkende på hvordan de politiske system opfører sig, ligner et ja. Der er naturligvis mange andre relevante mål at se på, men hvor kontroversielt det end kan se ud for mange, er der klare indikationer på, at de nye regimer i uafhængige lande ofte var væsentligt værre end kolonimagterne.

Vil man have nuancer med, kan man f.eks. notere sig hvor rædselsfuldt belgierne opførte sig i Centralafrika, og hvordan det stadig præger områdets failed states, men også hvordan særligt briterne efterlod demokratiske institutioner, der ofte viste sig meget stabile, og hvordan en række mindre lande valgte at vedblive at være kolonier. Man kan ikke blot konkludere, som nogle forskere gerne vil, at Colonies: Saaad! Hvert eksempel er unikt, men der ser ud til også at være mere generelle træk, der bestemt ikke altid taler til fordel for de uafhængige regimer.

2 Kommentarer

  1. Den væsentligste lære fra kolonialiseringen er vel grænsedragningen. Når landene er blevet selvstændige, men internt har haft store stammemæssige forskelle, så er vejen vel nærmest banet for korruption. Ikke at det er hele forklaringen, men jo større land, jo større er risikoen for interne konflikter.

Skriv et svar

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑