Løn i det offentlige

Det er næppe gået nogens næse forbi, at der forhandles overenskomster i det offentlige for tiden. Forligsmanden har for anden gang udskudt en eventuel konflikt, og mens nogle af parterne ser ud til at nærme sig hinanden, virker det som om lærerne er opsatte på konflikt og måske endda hævn for det politiske indgreb mod dem for nogle få år siden. Et væsentligt problem i hele konflikten er, at løndannelse i det offentlige er markant anderledes end på det private arbejdsmarked. Mens den private løndannelse følger med produktiviteten i det private, er løndiskussioner i det offentlige i langt højere grad præget af moralske synspunkter, og ofte særdeles uinformerede moralske stillingstagninger.

Det basale problem, som der ikke tales meget om i debatten, er den specifikke forskel på løndannelse i det private og det offentlige. I det private følges løn og produktivitet ad: Hvis de ansatte i én virksomhed får en lavere løn end deres marginalproduktivitet, vil andre virksomheder kunne tilbyde mere og dermed tiltrække dem. Den oprindelige virksomhed må dermed enten miste dygtige medarbejdere eller sætte deres løn op. Omvendt, hvis ansatte eller deres fagforening får ’tilkæmpet’ sig en løn, der er højere end tilsagt af deres produktivitet, må virksomheden fyre medarbejdere og i visse tilfælde erstatte dem med udstyr og automatisering. På det private arbejdsmarked er det derfor en relativ sjældenhed, og et ganske midlertidigt fænomen, at løn og produktivitet ikke matcher hinanden.

Det offentlige arbejdsmarked fungerer af flere grunde helt anderledes. For det første er det ekstremt svært at måle offentlig produktivitet, hvilket besværliggør en vurdering af det korrekte lønniveau. Der er for det meste – med Singapores offentlige virksomheder som en af de få undtagelser – heller ingen konkret bundlinje. Det offentlige har med Janos Kornais udtryk næsten altid ”bløde budgetbegrænsninger.” Nok er der grænser, man bør holde sig indenfor, men hvis man alligevel ikke gør det, er det et stærkt argument for at blive dækket ind. En af årsagerne til fænomenet er, at offentlige virksomheder stort set aldrig får lov til at gå fallit. Tværtimod belønnes meget uproduktive offentlige virksomheder og service ofte med større bevillinger. En del af miseren kommer fra et hold-up-lignende problem hvor en offentlig virksomhed eller myndighed effektivt har monopol på en ydelse eller service, og dermed kan afpresse det offentlige flere midler. Det er f.eks. tilfældet med DSB og PostNord, endda selvom det er Folketinget selv, der beskytter monopolet. Det er i høj grad samme strategi, Danmarks Lærerforening synes at have anlagt: Hvis I ikke makker ret, stopper vi skolerne og sygehusene.

En anden del af det offentlige problem kommer, som det er alt for velkendt i Latinamerika, fra beskæftigelsesmaksimering – dvs. den praksis, at man beskæftiger flere og flere mennesker, og dermed er der stadig flere jobs og vælgere på spil, hvis man ønsker at effektivisere eller endda at lade virksomheden gå fallit. Situationen bliver heller ikke bedre af, at fagforeninger på det offentlige område insisterer på den samme løn til alle, så de dygtigere og mere arbejdsomme bestemt ikke kan belønnes af deres ledelse. Sidst må man ikke undervurdere betydningen, og måske særligt på det kommunale område, af at byrådsmedlemmer føler sig som ’ejere’ af offentlige virksomheder. De opfører sig derfor som særinteresser, der perfekt har ’captured’ den offentlige regulering af virksomhederne, da det er ’ejerne’ selv der definerer reguleringen.

Det hele indebærer, at store dele af fagbevægelsen på de offentlige områder kommunikerer diskussionen om løn som et rent moralsk spørgsmål: Hvad har lærerne ’fortjent’ for at være rare, velmenende mennesker, der gør et vigtigt stykke arbejde? Får sygeplejerskerne ’for lidt’ i forhold til private grupper med sammenlignelige uddannelser – men vel at mærke, og ganske ubemærket, uden den offentlige jobsikkerhed? På den måde kan man tillade sig helt ignorere, at det offentliges produktivitet, så vidt den kan måles, er decideret for nedadgående. En del af det skyldes sandsynligvis helt uforholdsmæssigt dårlig ledelse, men det kan man ikke undskylde – i det private kan elendigt ledede virksomheder heller ikke tilbyde høje lønninger eller andre goder. Og en del skyldes sandsynligvis, at lærerne ganske enkelt ikke er så dygtige som de engang var. Seminarierne tiltrækker ikke i dag individer med ambitioner, men ofte folk, der tager en læreruddannelse for ”så kan jeg blive ved med at spille min musik.” Og resultatet ser vi på gymnasier og universiteter, hvor vi endda på uddannelser der kræver høje gennemsnit får mange, der ikke kan regne med brøker, opløse en parentes, eller forstå blot basalt tysk. Ser man moralsk på sagen om, hvad forskellige grupper har ’fortjent’, bør dén situation bestemt ikke udløse ekstra belønning til lærerne!

5 Kommentarer

  1. Kasper Kyndsberg

    20. april 2018 at 13:34

    Hvad er der særlige ved Singapore?

    • Christian Bjørnskov

      20. april 2018 at 20:31

      Det er der vist ingen, der ved. Men de har formået at køre deres offentlige virksomheder med et fuldt profitmotiv og almindelig fallitrisiko. Singapore Airlines er f.eks. ganske profitabel selvom den er ejet af staten. Umiddelbert virker det som en stærk norm, som Lee Kwan Yew-regimet etablerede ret tidligt.

      • At man kan køre et statsejet luftfartsselskab som en forretning er altså ikke nogen voldsom bedrift. Det opererer i et marked hvor der er private konkurrenter at sammenligne med.

        Det kan derfor heller ikke, på nogen måde, overføres til drift af skoler som jo ikke eksisterer for at tjene penge til ejerne. Udover at en del af ideen i at have en gratis skole er Danmark samlet får en større velstand hvis de fleste har en uddannelse.

        • Christian Bjørnskov

          24. april 2018 at 15:06

          Formelt er det ret nemt, men vi ved fra en meget lang forskningstradition, at det_i_praksis_er svært. Prøv at se på SAS, der har lidt af stort set alle de almindelige problemer som rent-seeking firms har.
          Og mht. skoler er der bestemt også noget at lære. Hvad, f.eks., hvis en skole kunne gå fallit hvis ingen forældre ville have deres børn i den? I Singapore ville den gå fallit, i Danmark får den ekstra midler.

  2. Johannes Polemicus

    4. maj 2018 at 14:18

    Der er vel to aspekter: dels public choice-aspektet, dels den problematik – pace Baumol – at lønninger ikke følger produktivitetsvækst i arbejdskrafttunge virksomheder, som vi i Danmark har koncentreret i den offentlige sektor. Omvendt har fx sygehusene haft en produktivitetsvækst på 2,4 % p.a. siden 2003, så den gns. lønvækst på 2,65% er kun moderat for høj.

    Noget helt andet er knuden set ud fra en offentlig arbejdsgivers synspunkt: når vi konkurrerer om arbejdskraft med det private arbejdsmarked – og vi jo som bekendt har valgt, at der skal være fx offentlige sygehuse i Danmark – er vi jo nødt til at strikke lønpakken sammen, så den er konkurrencedygtig: lidt mindre løn, men til gengæld flere immaterielle goder mv. Det store problem er her nok snarere den kutyme, at lønudviklingen i det store hele er det samme på tværs af fagområder, så områder hvor vi oplever stor mangel på arbejdskraft – fx sygeplejersker – får samme procentvise vækst som områder, hvor vi nemt kan rekruttere – fx sosu-hjælpere.

    Så hvad skal vi gøre?

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑