Rød bloks angreb på ministeriernes regnemaskine

Der er diskussion af de økonomiske ministeriers regnemodeller. Det er fint og relevant. Men det er dybt beskæmmende at ville gøre det til et politisk spørgsmål, hvordan der skal regnes, sådan som en række politikere fra ”rød blok” varmer op til (se bl.a. her og her).

En række af de påstande, som fremføres, er ganske enkelt ikke korrekte.

For det første anfægtes det, at der er et robust empirisk grundlag for, at skatter påvirker adfærden. Det er rigtigt, at den undersøgelse, som regnemetoderne bygger på, er gammel og metodisk lader en del tilbage at ønske. Men realiteten er, at der er kommet en lang række nye analyser til gennem en årrække – både på danske data og i udlandet. De tyder på, at ministeriernes beregning ligger for lavt, snarere end for højt. Jeg har gennemgået litteraturen her.

For det andet anføres det, at der ikke er nogen sikkerhed for, at øget arbejdsudbud ved en lettelse af marginalskatten fører til, at den også kommer i beskæftigelse. Jo, det er der ganske god dokumentation for, se bl.a. her.

For det tredje kritiseres det, at der ikke beregnes adfærdseffekter af offentlige udgifter, svarende til beregningerne på skattesiden. Det er nu ikke sådan, at der slet ikke beregnes adfærdseffekter på udgiftssiden. F.eks. indgår effekter af ændringer af overførselsindkomsterne, således som da S-R-SF-regeringen i 2012 sænkede reguleringen af overførslerne. Der indregnes også større udgifter til overførselsindkomster og offentlige lønninger af at sænke selskabsskatten (fordi lavere selskabsskat øger produktiviteten og dermed lønningerne i den private sektor, hvorefter de offentlige lønninger og overførsler også stiger). Men det er korrekt, at der for en række udgifter ikke regnes med nogen adfærdseffekt. Og det bør der selvsagt, når der er et grundlag at gøre det på.

For det fjerde antages det vedholdende, at adfærdseffekten ved offentlige udgifter er positiv – altså leder til flere offentlige indtægter gennem større arbejdsudbud etc. Men ikke alene er der i de fleste tilfælde ikke viden om effektens størrelse; man kender heller ikke fortegnet. Det mest oplagte (og hele tiden anvendte) eksempel på en positiv effekt er børnepasning, som vismændene ganske rigtigt fandt en ganske lille positiv effekt af. Udgifterne til kultur og fritid trækker imidlertid formentlig i den anden retning. Det samme gør indkomsteffekten af de offentlige ydelser. Og det offentlige forbrug har en fordelingseffekt, som reducerer arbejdsudbuddet. Jeg har gennemgået effekterne bl.a. på en høring i Finansudvalget. Det er også beskrevet i arbejdspapiret ovenfor om den empiriske litteratur om adfærdseffekter af skatter.

For det femte synes det at være opfattelsen, at blot der er eventuel positiv effekt af en offentlig udgift, så er den også berettiget. Det er bare ikke tilfældet. Pointen er, at den marginale positive effekt skal være større end den negative effekt af at opkræve en krone mere i skat. Den marginale positive effekt vil generelt være faldende med udgiftens størrelse. Økonomisk litteratur har forsøgt at beregne, hvor det udgiftsniveau ligger, hvor forvridningstabet overhaler de positive effekter (som også inkluderer andet end afledte virkninger på de offentlige indtægter i øvrigt). Resultaterne er gennemgået her (se især side 7). Niveauet ligger gennemgående under det halve af den faktiske offentlige sektors størrelse i Danmark. Vi er altså langt forbi det punkt, hvor gevinsterne overstiger omkostningerne.

Det er altså ikke nok at påpege, at der kan være positive effekter af offentlige udgifter. Og gad vide hvad Enhedslisten ville sige til, at regeringen kom og hævdede, at det var gratis at indkøbe nye kampfly til forsvaret med henvisning til, at forsvaret har en positiv effekt på de offentlige indtægter (uden forsvar risikerer man i sidste ende at aflevere alle skatteindtægterne til en fremmed magt). Pointen er, at man må se på de marginale effekter – altså af at anskaffe det sidste fly, ikke af hele forsvaret. Det regnestykke kan sagtens være negativt, selv om forsvaret som sådant har en positiv effekt på de offentlige finanser.

Endelig undrer det mig, at især Enhedslisten ikke insisterer på, at ministrene ifølge ministeransvarsloven har pligt til at give korrekte og fyldestgørende oplysninger til Folketinget. Det sker bl.a. ved, at embedsmænd skriver under på de oplysninger, der fremsendes. Hvis man gør regnemetoder til et politisk spørgsmål, så giver man jo også regeringen betydelig mere frihed til at manipulere med Tinget. Det kan et oppositionsparti ikke have nogen langsigtet interesse i.

Det er for så vidt fint nok, at nogle af de nævnte politikere i ”rød blok” vil indføre et ”forsigtighedsprincip” om at overfinansiere skattereformer. Men det kan Folketinget jo selv indføre. Det behøver det ikke dybest set ukorrekte eller mangelfulde oplysninger fra regeringen for at kunne gøre.

Desværre er der en vis tendens i øjeblikket til, at Folketinget gerne vil blande sig i administrationen frem for at lovgive. Det præger – sammen med en postmoderne opfattelse af, at ”alting er bare et synspunkt” – også diskussionen om regnemodeller.

2 Kommentarer

  1. Hvorfor vil man så sætte prisen på en pakke cigaretter op til 100 Kr. når skatter ikke påvirker adfærden?
    Venstrefløjen er glade for skatter og afgifter når de skal opdrage på os.

  2. DØRS skriver i deres 2017 rapport:
    “Indregning af dynamiske virkninger af skatteændringer forudsætter imidlertid også en vis mængde information. På dette område vælges normalt at indregne effekter på arbejdsudbuddet, på trods af, at informationsgrundlaget herfor er begrænset. Størrelsesordenen af de arbejdsudbudsvirkninger, der normalt lægges til grund, baserer sig primært på internationale erfaringer samt på én dansk spørgeskemaundersøgelse fra midten af 1990’erne, jf. Frederiksen mfl. (2008).”

    Jeg tolker dit indlæg sådan, at du mener, at forskningen er robust.
    Jeg tolker DØRS sådan, at de mener, at den ikke er det.

    Er du uenig med DØRS, eller hvad er forklaringen?

Skriv et svar

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑