Mere om ministerielle regnemodeller

Der har den sidste uge kørt en debat om, hvordan særligt Finansministeriets økonomiske modeller ser ud, og hvilke antagelser de bygger på. Debatten blev foranlediget af Enhedslisten, anført af Pelle Dragsted, der angreb modellerne for at være ideologiske og give direkte forkerte forecasts. Hovedanken i debatten har været, at mens de regner med dynamiske effekter af skatteændringer, har modellerne indbygget meget få dynamiske effekter af udgiftsændringer. Dragsteds påstand var derfor, at ministeriet gik højrefløjens ærinde når det regnede på Enhedslistens og andres politiske forslag.

Otto skrev forleden dag på fremragende vis om problemstillingen her på stedet. Særligt fremhævede Otto, at den væsentligste grund til at Finansministeriets regnemodeller ikke inkluderer dynamiske effekter af udgiftsændringer er, at der mangler forskning. Mens der er ganske solid forskning, der viser dynamiske effekter af skatteændringer, er der slet ikke på samme måde en afklaret litteratur omkring de dynamiske effekter af udgiftsændringer på mellemlangt til langt sigt. Og som Otto understregede, kan man ikke engang sætte et fortegn på de fleste af denne type dynamiske effekter – er de overhovedet positive eller negative? Vismændene har for eksempel undersøgt virkningerne af børnepasning, og finder en positiv, men meget lille effekt.

Der er dog mange, mange andre typer offentlige udgifter, der både vejer tungere i budgettet og hvor vi ikke kender de mulige dynamiske effekter. For eksempel kan man forestille sig, at øgede udgifter til arbejdsformidling og jobtræning kunne forbedre matchet mellem folks kvalifikationer og de stillinger, de får. Det ville alt andet lige give en positiv effekt på nationalindkomsten. Men man kan lige så godt forestille sig en virkning, hvor folk leder længere efter nyt arbejde og dermed er længere i arbejdsløshed, hvilket dermed øger den strukturelle arbejdsløshed og giver en negativ effekt på nationalindkomsten.

Og hele vurderingen hviler på, at de ekstra ressourcer faktisk bliver brugt som politikerne havde tiltænkt. Et næsten klassisk eksempel på politiske fejlslutninger, som selv dygtige økonomer gør sig skyldige i, er diskussionen om såkaldte investeringer i uddannelse. Uden at nævne navne er der en række økonomer, der har anbefalet større udgifter til uddannelse, baseret på antagelsen om at de ekstra ressourcer i sidste ende fører til bedre uddannelse eller flere uddannede. Problemet her er selve grundantagelsen: Der er absolut ingen grund til at tro, at flere penge giver bedre uddannelse. Ser man over tid eller på tværs af OECD-landene, er der ingen sammenhæng mellem udgifter og resultater. Man får ofte det indtryk, at pengene primært er gået til lækrere lærerværelser, kantiner og espressomaskiner, eller ’inspirationsture’ til Prag for lærerkollegiet. Hvilken effekt der dominerer – og om den type udgift overhovedet forbedrer arbejdsformidlingen – er simpelthen uvis, om end den forskning mine kolleger har bedrevet nok peger mere i retning af negative effekter.

Debatten fortsætter dog, og i DR2s Deadline interviewede Lotte Folke Kaarsholm fredag aften en (erklæret) socialdemokratisk PhD-studerende fra CBS og Børsens chefredaktør og tidligere finansminister Bjarne Corydon. Niels Fuglsang fra CBS leverede en sludder for en sladder om makromodeller og gav mere eller mindre Folke ret i sin påstand, mens Corydon roligt og meget afbalanceret forsvarede Finansministeriet og særligt ministeriets politiske uafhængighed. Mens Folke bl.a. vurderede, at man ’intuitivt’ måtte tro, at de ’manglende’ dynamiske effekter gør modellerne ideologisk skæve når de ikke medtager positive effekter af velfærdsstaten og offentlige udgifter, hæftede Corydon sig ved den manglende forskning – man kan ikke inkludere effekter, som der ikke er solidt forskningsmæssigt belæg for – og understregede, at både socialdemokratiske og borgerlige regeringer havde gjort brug af modellerne, der i høj grad blev videreudviklet under Nyrup-regeringerne i 90erne.

Alligevel er den fornemmelse, de fleste almindelige borgere sidder med efter debatten, nok meget lig Folkes første påstand – hvorfor skulle man ellers bruge 20 minutter af Deadline, hvis der ikke var ’noget om snakken’. Der er dog ingen grund – heller ikke en upartisk intuitiv grund – til at tro, modellerne er ’for blå’. Udover det faktum, at de dynamiske effekter af offentligt forbrug sagtens kan vise sig at være substantielt negative, er der, som vi har skrevet om før her på stedet, andre elementer, der trækker i den modsatte retning af blå bias. Otto har tidligere understreget, at de estimater på dynamiske effekter af skatteændringer, som Finansministeriet bruger, snart er 20 år gamle. Estimatet på den såkaldte elasticitet er omkring 0,1 – dvs. hvis topskatten sænkes 10 % stiger arbejdsudbuddet i gennemsnit 1 % – men dén litteratur har udviklet sig siden. De bedste bud fra studier af så forskellige forskere som Claus Thustrup Kreiner, Jacob Lundberg og Martin Ljunge er, at et korrekt estimat er en elasticitet et sted mellem 0,2 og 0,3 (læs f.eks. her). Når Finansministeriets embedsmænd insisterer på at bruge det estimat, de i sin tid lærte på universitetet, trækker det dermed langt mere i rød end blå retning. Man kan således på ingen måde påstå, at den måde man inkluderer dynamiske effekter hælder i en borgerlig retning.

Det mest problematiske element i hele diskussionen er dog, at man på begge sider af debatten udelukkende ser på langsigtskonsekvenser, men i stort omfang overser virkningen af disse ændringer på den langsigtede vækstrate. I en vis forstand er problemet, at den faglige debat af forskellige grunde er domineret af folk i det felt, der kendes som public economics. De er specialiseret i denne type forskning – og i både København og Aarhus sidder der internationalt førende forskere på området – men deres forskning er ofte uden særlig forbindelse til forskningen i langsigtede vækstprocesser. Problemet er, at alle disse ændringer, som man forsøger at vurdere de langsigtede konsekvenser af, sker omkring en trendvækst i dansk økonomi, som man ofte antager er uforandret.

Og på netop dette område – som alle ved og indrømmer er ekstra svært at etablere klar evidens på – peger de senere års studier ganske klart på, at et stort offentlige forbrug sænker den langsigtede vækstrate (se f.eks. Berggren, Bjørnskov og Lipka– ungated her – eller Bergh og Henreksons oversigter – ungated her). Hele diskussionen om dynamiske effekter er, hvor stort hoppet er når man ændrer skatter og offentlige udgifter: Bliver indkomsten større eller mindre, og bliver statens indtægter større eller mindre? Diskussionen om, hvad der sker med væksten på langt sigt er langt mere interessant – men den har Finansministeriet ingen klare bud på.

2 Kommentarer

  1. Hej Christian,

    Du skriver, at “(…) man kan lige så godt forestille sig en virkning (af øgede udgifter til arbejdsformidling og jobtræning), hvor folk leder længere efter nyt arbejde og dermed er længere i arbejdsløshed, hvilket dermed øger den strukturelle arbejdsløshed og giver en negativ effekt på nationalindkomsten.”

    Selvom jeg som “upartisk” nationaløkonom bestemt ikke er uenig med det resterende af indlægget, hvordan kan øget investering i økonomisk ‘matching’ så ØGE den strukturelle ledighed og hvad er den videnskabelige evidens herfor?

    Baseret på de studier, jeg har læst, har f.eks. Match Groups investering i swipe-baserede produkter (læs: mere brugervenlige produkter, f.eks. Tinder) øget matching-raten på dating-markedet. Er problemet således ikke, at offentlige udgifter til arbejdsformidling ikke i tilstrækkelig grad udmøntes i investering (som f.eks. i mere brugervenlige matching-systemer, der vil udgøre en ‘stock’), men i løbende udgifter (altså et ‘flow’) til f.eks. sagsbehandlere?

    Og vil et øget investeringniveau således ikke også have en utvetydig positiv effekt på den langsigtede vækstrate, eftersom disse investeringer i bedre matching vil nedbringe den strukturelle arbejdsløshed?

    Jeg ser frem til din kommentar på ovenstående.

    Med venlig hilsen
    Mikkel

    • Christian Bjørnskov

      21. maj 2018 at 14:37

      Tanken var netop, at de øgede udgifter kunne gå til ‘mere’ sagsbehandling, men uden bedre match. Man ville derfor have klienter der er længere i systemet – man kan med de ekstra ressourcer tillade sig at bruge mere tid på at finde et match, der ikke behøver være bedre – og risikoen er, at de ekstra ressourcer gør klienter mindre tilbøjelige til at tage jobs med det samme.

Skriv et svar

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑