Det fiskale Europa og dets italienske mareridt

Italien ser ud til at få en ny kaolitionsregering bestående af Lega – de tidligere separatister i Lega Nord – og femstjernebevægelsen M5S. For økonomer er regeringens første udspil ganske morsom læsning, men de finansielle markeder er allerede synligt nervøse, og dele af EU-toppen virker også bekymrede. Det gælder ikke mindst udmeldinger om, at italienerne går efter at få den Europæiske Centralbank til at eftergive 250 milliarder euro, som Italien skylder ECB. Det vil ikke blot være et voldsomt brud med tidligere europæiske politik, men også i direkte modstrid mod ECBs charter. Situationen er så speget, at det måske er værd at få et overblik over, hvordan den fiskale situation er i Europa.

Figuren nedenfor giver et overblik over hvordan de europæiske landes fiskale position ser ud. Figuren illustrerer tal for samlet statsgæld, og indikerer også størrelsen på budgetunderskuddene, begge fra the CIA World Factbook. Sidst kombinerer figuren disse tal med kreditvurderinger fra Standard and Poor’s. Søjlerne viser størrelsen på statsgælden i % af BNP, er søjlen grå er landet blandt den tredjedel af landene med de største budgetunderskud (større end 2 %), er søjlen stribet er landet blandt den tredjedel, der har dårligst kreditvurdering (værre end BBB), og er søjlen sort, er landet i begge grupper.

Det værste land er som de sidste mange år Grækenland med en voksende statsgæld, er pt. er 18 0 % af BNP, og en kreditvurdering på bare B+. Men med et budgetunderskud på relativt begrænsede 1,3 % af BNP er problemet primært den enorme gæld fra de uansvarlige år før cirka 2012. På samme måde er de sorte lande – Kroatien, Montenegro, Rumænien, og Ungarn – lande med en kombination, der ligner den grækerne plejede at have: Store budgetunderskud og dybt dysfunktionelle politiske systemer. Tallene viser også, hvordan eurolandene har langt større gæld end lande udenfor euroen – 77 % mod 49 %.

Det særlige ved figuren er dog, hvordan den illustrerer at Italien er den helt store hovedpine. Landet er på vej ind i den første periode med en populistisk regering siden 1940erne, med en statsgæld på 132 % af BNP, et 2,3 % budgetunderskud fra den forrige regering, og en stor sandsynlighed for et meget større underskud med den nye Lega-M5S-regering, og nervøse markeder. Markederne har også reageret: Rentespændet til Tyskland er lige nu cirka 2 % på trods af ECBs langvarige forsøg på at holde Italiens (og andre problemlandes) rente nede. Standard & Poor’s rater nu italienske statsobligationer til BBB- og stort set alle regner med, at den rating forværres i takt med, at den nye regerings politik bliver klar.

EU og eurozonens lederes værste mareridt er dermed ved at tage fysisk form: Italien er igen begyndt at bevæge sig mod afgrundens rand. Efter at have valgt flere regeringer, der i det mindste ikke gjorde problemerne værre, er alt sat op til væsentligt større gældsætning til højere renter og større risci, og Italiens svar på de fremtidige problemer er øjensynligt at kræve gældseftergivelse. Euroen var aldrig en god idé, men de næste måneder kan gå hen at demonstrere det igen, og helt særlig vise, hvor elendig en idé det var at gøre det politisk opportune og lukke Italien indenfor. Grækenlands problemer kan man måske håndtere, men hvis Italien begiver sig længere ud af den vej, landet er på nu, står euroen og det storslåede europæiske projekt ikke til at redde.

5 Kommentarer

  1. Hvilken type BNP benyttes her? Det kan jeg ikke se, da der (som sædvanlig) ikke er link til kilden i den viste graf.

  2. Christian Bjørnskov

    27. maj 2018 at 18:50

    Der er link til tallene i teksten – de er fra CIAs World Factbook. Men det er ikke vigtigt, hvilken præcis type BNP, der er tale om, da grafen viser gæld / BNP. Enhver korrektion udgår, da den vil være i både tæller og nævner.

    • Sjovt, sidst vi talte sammen, var BNP/capita det, som alle “fagøkonomer” brugte. Men det er åbenbart irrelevant her, når der er tale om “statsgæld” (som i øvrigt her er ØMU-gæld).

      Din “konklusion” om euro’en som skyldig læner sig unægtelig op ad kausalitet/korrelation-konklusioner.

      Svært efterhånden at tage dig seriøst som nationaløkonom.

      PS Det er ikke ok at linke til en forside af et site som dokumentation, og selv lade læseren finde den vedrørende underside, der skal bekræfte dine påstande. Jeg ved ikke, hvor den relevante CIA-side ligger.

      • Christian Bjørnskov

        28. maj 2018 at 10:31

        Kære Niels O. Din sarkasme er malplaceret. Sagen er, at vi naturligvis købekraftskorrigerer, når vi sammenligner BNP per capita – ellers var det jo dybt misvisende som indikator for forskelle i levestandard. Men det er et spørgsmål om at bruge det ‘rigtige’ prisindeks, når man opgør størrelser, og er dybest set en skalering af tallet. Forestil dig et prisindeks a og et BNP Y: Det korrigerede BNP er aY. Men når vi opgør gæld, må vi nødvendigvis sørge for at bruge samme prisindeks. Så gælden, D, opgjort i samme prisindeks er aD. Regner man gældsbyrden ud, bliver den aD / aY, dvs. D / Y_uanset_prisindekset. Derfor – og ikke på grund af hvad du ellers måtte tro der er af tvivlsomme grunde – er det ligegyldigt.
        Mht. CIAs World Factbook fungerer den sådan, at man på forsiden vælger et land i menuen, og dermed får adgang til data for det land. Den fungerer således på landebasis og ikke emnebasis, hvilket gør det meget mere naturligt at linke til forsiden og dermed landevalget.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑