Israel 70 år

Den 14. maj 1948 forlod de sidste britiske styrker Haifa, og samme dag stiftedes staten Israel officielt. I ugerne efter anderkendte andre lande også staten, og Israel kan derfor i disse uger fejre sin 70-års fødselsdag. Det og dog næsten et år, før Israel også blev formelt medlem af FN, efter at både Danmark, Storbritannien og Sverige afstod fra at stemme. Det har været 70 år med flere krige, med voldsomme kampe mod de palæstinensere, der boede på området før – og ikke mindst deres efterkommere og andre palæstinensere, der har sluttet sig til – og med både tvivlsomme og stærkt kritisable politiske beslutninger. På den ene side fordrev Israel cirka 700.000 palæstinensere, og på den anden side har der hele perioden været et niveau af palæstinensisk terror mod den israelske befolkning, som er svært at forestille sig i Vesteuropa. Det er netop disse ting, medierne skriver om, når de tegner et offentligt billede af Israel. Vores ærinde i dag er at minde om, at der er et faktisk land inde bag mediernes terrordækning og politiske kritik

Uanset hvad man ellers mener om Israel – og meningerne er både delte og stærkt politiserede – er landet meget anderledes end resten af regionen. Mange mennesker, især på den ydre venstrefløj, synes at hade Israel og kun se skyggesiderne af landet, men ser man ædrueligt på sagen, er der et spørgsmål, man bør stille sig selv: Hvis jeg skulle bo permanent i Mellemøsten, hvor ville jeg så helst bo? Stiller man spørgsmålet og ser man på fakta, dukker der et Israel op, som medierne sjældent skriver om.

Figuren nedenfor viser, hvor langt Israel er foran sine nabolande på en række områder. Det gælder helt særligt hvor demokratisk landet er, hvor vi bruger The Economists demokratiindeks. Her har Israel en fornem score på 7,79 (identisk med Sydeuropa – Grækenland, Italien, Portugal og Spanien er 7,79 mens Danmark scorer 9,22 ), hvilket er 96 % bedre end naboernes, hvor kun Cypern har cirka samme status. I andre demokratimål som f.eks. vores eget, er Cypern og Israel de eneste demokratier i regionen. Pressefriheden, målt gennem Freedom Houses årlige vurdering, viser et indeks på 33 – 51 % bedre end naboernes og igen på niveau med Cypern (Sydeuropa er på 30). Israel er også, på trods af en række højt profilerede skandaler, væsentligt mindre korrupt end naboerne. Transparency International vurderede det sidste gang til en score på 62, der er 62 % bedre end naboernes, og også ganske væsentligt over både Italien, Grækenland og de sydøsteuropæiske EU-medlemmers gennemsnit på 54. Det reflekteres også i gennemsnitsindkomsten, som CIA sidste år estimerede til 36.200 købekraftskorrigerede dollars, og dermed 61 % over naboerne (og over det sydeuropæiske gennemsnit på 33.600). Sidst, men absolut ikke mindst, er retsvæsenet mere effektivt end de fleste andre steder i regionen. Fraser Instituttets vurdering på 6,13 (på en skala til 10) er ikke perfekt og en smule under Sydeuropas vurderng på 6,35, men 32 % bedre end naboernes. Og det skal med at målt med Rosemary Fikes nye indeks over lighed for loven mellem kønnene, ligger Israel med en score på 0,95 50 % bedre placeret end naboerne. Og mens det offentlige er noget større end hos naboerne, er Israels økonomi mindre reguleret, mere global og mere åben overfor resten af verden.

Som nævnt kan man diskutere meget og længe om, hvorvidt Israel opfører sig rimeligt eller urimeligt overfor palæstinenserne og nabolandene. Men der er næppe nogen tvivl om, hvor man ville bo, hvis man skulle flytte til Mellemøsten. Landet er på en lang række områder et almindeligt, vesteuropæisk land, der ligger i en problemfyldt region og har oplevet massiv indvandring fra Østeuropa og en række meget fattige lande. Det er vel i sig selv en præstation, der er værd at fejre.

2 Kommentarer

  1. Torben Snarup Hansen

    29. maj 2018 at 00:20

    I langt de fleste tilfælde fandt fordrivelse af arabere i 1948 sted, hvor israelske soldater blev beskudt af civilister. Mange andre – især mellemklassen – flygtede allerede i begyndelsen af året på grund af den ballade, den iraqiske “befrielseslegion” forårsagede. De mindre bemidlede fulgte efter – bl.a. på opfordring fra “stormuftien” Amin al Husseini. Før og efter Israels uafhængighedserklæring smed arabiske regeringer mindst 700.000 jøder ud. Mange søgte til USA og Europa, men andre slog sig ned i Israel. Der var således tale om en befolkningsudskiftning, som kun var delvis, idet to millioner arabere i dag er statsborgere – ca. en femtedel af det samlede indbyggertal.

    • Nils Brøndumbo

      30. maj 2018 at 12:28

      De næste fem år i Israels historie blev de jødiske befolkninger i Irak, Yemen, Libyen, Libanon, Syrien og Egypten praktisk talt drevet ud af disse lande. Jøder blev forbudt at bo i eller komme ind i Saudi-Arabien. Alle jøder i Algeriet forlod landet i begyndelsen af 1960-erne, og det samme gjorde de fleste jøder i Tunesien og Marokko. Det samlede antal af jøder, som havde fordrevet fra den arabiske verden, var over en million. Hvor mange, som blev tilbage, er omdiskuteret

Skriv et svar

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑