Hvor omfordelende er velfærdsstater egentlig?

De senere år er der kommet stor fokus på ulighed i både den offentlige debat og i økonomisk forskning, og med fokussen også nye og bedre data. Frederic Solts SWIID-database har gjort det muligt at bruge sammenlignelige data på ulighed i indkomster både før og efter skatter, afgifter og omfordeling. Solts dat har afhjulpet mange sammenligningsproblemer, men er ikke den eneste. Det relativt nye Göttingen Consumption and Income Project vedligeholder nu en database, der både giver adgang til de ‘almindelige’ data på fordelingen af indkomster efter skat osv., men også data på fordelingen af forbrug. Og et af de interessante mønstre, man kan se i disse data, er at fordelingen af indkomster og forbrug ikke følger hinanden videre tæt på tværs af lande. Den manglende sammenhæng er illustreret nedenfor i den første figur, der også giver en indikation af flere interessante forhold.

Indkomstuligheden, målt med den sædvanlige gini-koefficient, er i gennemsnit 0,36 i tidligere kommunistiske lande, 0,35 i andre vestlige lande, og 0,27 i de fire nordiske velfærdsstater. Ser man derimod på uligheden i forbrug, er ginierne henholdsvis 0,32, 0,34, og 0,32. Det normale er således, at forbrugsuligheden er lavere end indkomstuligheden, så de almindelige tal, vi normalt bruger i debatten, ikke altid er helt retvisende.

Måske endnu mere interessant er det således, at forskellen mellem de to varierer så meget over lande. I Albanien, Hviderusland og Moldova er forbrugsuligheden hele 0,17 point lavere end indkomstuligheden. I New Zealand indebærer en forskel på 0,13 point også, at de officielle tal for indkomstulighed overvurderer hvor ulige, folks muligheder faktisk er. Omvendt er en mindre grupper lande karakteriseret ved væsentligt større ulighed i forbrug end indkomst: Belgien, Danmark, Finland, Holland, Island Norge, Slovakiet, Slovenien, Sverige, og Tjekkiet, hvor forbrugsuligheden typisk er 0,05 point større. Med andre ord kan man i både tallene og figuren se, hvordan de store velfærdsstater i Europa nok opnår en mere lige fordeling af indkomster, men ser meget gennemsnitlige ud, når det gælder fordelingen af forbrug.

Et yderligere spørgsmål er derfor, om strukturen af uligheden i forbrug også er den samme i lande, vi typisk opfatter som velfærdsstater. Det spørgsmål kan man komme tæt på at svare ved at se på Lorenz-kurverne, som ligger bag beregningen af gini-koefficienter. De to nederste figurer viser Lorenz-kurver for vores tre grupper lande for både indkomster og forbrug.

Det er ganske let at se i den første af de to figurer, at de nordiske velfærdsstater (den røde kurve) har mindre indkomstulighed end andre grupper. Det er også tydeligt, at meget af den større lighed i Norden kommer fra, at de rigeste ti procent tjener noget mindre end andre steder. Men ser man på den anden figur, er der ganske tydeligt ingen forskel. Der er, med andre ord, ikke meget det peger på, at de nordiske velfærdsstater de facto er bedre til at omfordele faktisk forbrug.

Man sidder derfor tilbage med spørgsmålet, hvad der egentlig foregår? Omfordeler medianvælgeren bare til sig selv og sine, som Director’s Lov siger? Gør velfærdsstatspolitikken det blot mindre attraktivt at være i arbejde, mens den pelser de dem på arbejdsmarkedet? Eller er tilfældet, at velfærdsstaten faktisk omfordeler store midler, men på samme tid har andre politiker, der forvrider priserne og gør det meget dyrt at være fattig? Man kan tale for mange muligheder, men uanset hvilken man foretrækker, er det værd at se nærmere på.

*En Lorenz-kurver fremkommer ved, at man plotter folks andel af den samlede indkomst eller det samlede forbrug. Man starter fra venstre med den allerfattigste person og plotter derefter andelen for nummer to plus nummer et, nummer tre plus nummer to og nummer et, osv. Punktet man når yderst til højre er derfor alles sammenlagte andel af indkomst / forbrug, som må være lig 1. En gini-koefficient er derefter blot Lorenz-kurvens procentvise afvigelse fra en lige linje, dvs. den linje der ville fremkomme hvis alle tjente / forbrugte præcis det samme.

2 thoughts on “Hvor omfordelende er velfærdsstater egentlig?

  1. Kjeld Flarup

    Hvilket forbrug er der tale om? Regnes sundhed, uddannelse, børnepasning osv. med?

    Jeg tænker også at den høje moms er med til at udligne forskellen i detailforbruget.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Som jeg forstår GCIP-dataene, er det inklusive alt. Mht. den høje moms gør den naturligvis livet dyrere for de fattige netop fordi den ligger på alle varer, inklusive fødevarer.

      Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.