Lovgivningens omfang i Danmark er eksploderet. Siden 1989 er lovgivningen målt ved antal ord blevet omkring tredoblet. Det svarer til en årlig vækst på knap fire procent. Hvis man måler på antallet af love, tegner der sig en lignende udvikling. Det viser en opgørelse foretaget af min kollega Jonas Herby (og hans robot, der har gjort det hårde tællearbejde).

Der er grund til at være bekymret over udviklingen. Ganske vist er selve lovgivningens volumen ikke et definitivt mål for, om reguleringsomfanget er vokset tilsvarende (og Jonas arbejder da også med at udvikle metoder til en mere præcis måling af det). I nogle tilfælde kan deregulering endog medføre flere lovparagraffer, end f.eks. når staten har givet sig selv et monopol. Og et totalforbud er som regel lettere at skrive kortfattet, selvom det er mere indgribende i borgernes frihed, end hvis en aktivitet er tilladt inden for et reguleret marked. Men der er næppe tvivl om, at den voldsomme stigning i lovgivningen også kan have ført mere regulering og detailregulering med sig.

Ud over det principielt problematiske i, at man øger omfanget af love og regler, vi som enkeltindivider i et ellers frit samfund skal indordne os under, er der en økonomisk omkostning. Der er en del økonomisk forskning baseret navnlig på amerikanske data, som peger på, at øget regulering har medført lavere økonomisk vækst (se det nævnte notat). Regelstatens vækst er ikke gratis (se også en anden kollega, Martin Ågerups ”Velfærd i det 21. århundrede”).

Jeg har en formodning om, at omfordeling via regulering kan være forbundet med endog større samfundsøkonomiske omkostninger end via egentligbeskatning. Det kan også være en del af forklaringen på, at dansk økonomi i nogle tilfælde klarer sig bedre, end lande med lavere skattetryk, hvor reguleringsomfanget til gengæld er større.

Pointen kan f.eks. illustreres på denne måde: Antag at en interessegruppe har politisk magt til at sikre sig omfordeling fra resten af samfundet. Det kan gøres gennem beskatning, således at borgerne opkræves en indkomstskat, som dernæst omfordeles til gruppen via statens udgiftsbudget. Det kan også gøres sådan, at staten gennemfører en regulering, der begrænser konkurrencen til fordel for gruppen. I yderste fald kan den tildele den et monopol. Det medfører, at den kan opnå fordelingsgevinsten i form af højere priser. Regulering kan således fungere som en skjult skat, som går direkte til interessegruppen og ledes udenom de offentlige kasser.

Måler vi det samfundsøkonomiske tab, vil begge metoder lede til et tab i kraft af lavere arbejdsudbud mm. Men monopolprisen vil samtidig medføre en forbrugsforvridning, fordi forbrugerne ville have købt mere af en vare til den lavere markedspris, end de gør til den højere monopolpris. Selvfinansieringsgraden af den sidste opkrævede krone i monopolprofit vil nå helt op på 100 pct., fordi monopolisten vil hæve prisen indtil det punkt, hvor hele den marginale merprofit tørrer ud.

Det er altså meget dyrere for resten af samfundet at begunstige interessegruppen gennem beskyttelse mod konkurrence end gennem et skattefinansieret tilskud. Den første metode er også mindre gennemskuelig, så politikere og embedsmænd kan slippe af sted med mere.. Så selv om fordelingspolitik via beskatning også har sin pris, og der er god grund til at begrænse den, behøver det ikke være den værste metode. I det lys er der altså grund til at være bekymret for årsagerne til den voldsomme vækst i lovmængderne herhjemme.

Det kan måske intuitivt forekomme at være sådan, at komplekse samfund og økonomier også må have mere komplekse regler. Det er en intuition, som kan lede på afveje.

Først og fremmest er det værd at bemærke, at komplekse systemer meget ofte hviler ikke på komplekse, men netop meget simple grundregler. Evolutionen har frembragt meget komplekse mekanismer som f.eks. et øje – for ikke at sige et menneske – men som Darwin viste, hviler hele den naturlige orden på ekstremt simple regler om seksuel reproduktion, mutation og overlevelse af de mest egnede. Reglerne for naturlig selektion er så simple, at det blev brugt som argument for, at de umuligt kunne have skabt den biologiske verden. På samme måde er grundreglerne for et marked meget simple: Det hviler på ejendomsrettigheder, der kan stå på bagsiden af en kuvert.

Så enkle regler kan føre til ekstremt komplekse systemer.

Richard Epstein fremfører i ”Simple rules for a complex world”, at der er en lignende komplementaritet, når det gælder lovgivning: Et moderne komplekst samfund må bygge på relativt simple lovregler. Detailregulering er ikke en forudsætning for et avanceret samfund, men en trussel mod det.

Simple lovregler behøver ikke at indebære, at der ikke kan opstå komplekse regelstrukturer ovenpå. Tværtimod. Den biologiske verden er fyldt med sådanne strukturer, udsprunget af evolutionens simple regler. De ”regelsæt”, der regulerer den menneskelige fysiognomi, er så omfattende, at vi langt fra kender dem alle sammen. Tilsvarende frembringer markedsordenen en uhyre kompleks struktur af private kontrakter, som regulerer parternes adfærd. Forudsætningen for, at kontraktretlige aftaler kan fungere, er, at staten ikke også regulerer eller ligefrem tilsidesætter dem. Opretholdelsen af frivilligt indgåede kontrakter er en af statens mest essentielle opgaver, hvis den skal bidrage til borgernes velfærd.

Desværre ved vi ikke nok om reguleringens omkostninger – langt mindre end om f.eks. beskatningens. Det er på tide at få det bedre belyst.