Hvad gør handel 4: La Douce Commerce

Punditokraternes sommerserie handler i år om international handel. Vi har i de første få installationer skrevet om klassisk handelsteori – komparative fordele, Heckscher-Ohlin-modellen, og de monopolødelæggende virkninger af handel – og kommer til at skrive mere om økonomi de næste uger. I dag vender vi os dog mod en af de andre veldokumenterede sider af international handel, der ofte opsummeres i det, der på fransk kaldes hypotesen om la Douce Commerce.

Den grundlæggende idé stammer fra den franske politiske filosof Montesquieu, hvorfor den har et fransk navn. Montesquieu foreslog, at en af de vigtigste virkninger af international handel, og mere generelt af fri, kommerciel aktivitet, er at den gør folk ’rarere’ – nemmere at omgås, mere troværdige osv. Hypotesen tilsiger også, at det samme gælder stater, når de handler mere med hinanden og med resten af verden. Idéen er ganske ligetil, og helt intuitiv: Når man handler mere med hinanden, har man mere at tabe – snyder man folk, følger man ikke almindelige normer for ordentlig opførsel osv. har det både økonomiske og sociale konsekvenser – og folk vil derfor være mere tilbøjelige til at opføre sig ordentligt, holde deres løfter osv. Det samme gælder dermed for stater, der både kan have et internationalt omdømme at beskytte, men også vil have langt flere borgere og langt flere politisk relevante interesser, der har en del af deres liv og indkomst bundet op på handel og anden interaktion med borgere og interesser i andre lande. Som Montesquieu formulerede det i (den engelske oversættelse af ) De l’Esprit des Lois i 1958:

The natural effect of trade is to bring about peace. Two nations which trade together, render themselves reciprocally dependent; for if one has an interest in buying, the other has an interest in selling; and all unions are based upon mutual needs.

Meget i modsætning til marxistisk teori, som påstår en ureguleret økonomi og et frit samfund gør folk egoistiske og intolerante, mente Montesquieu derfor, at international handel ville føre til fred og fordragelighed. Med andre mener tilhængere af la Dource Commerce at frihandel betyder, at lande ikke går i krig med hinanden. Et af de vigtige eksempler er opløbet til anden verdenskrig, som netop handlede om lukkede grænser. Ovenpå den store depression og 30ernes krise lukkede adskillige lande – ikke mindst USA, Italien, Frankrig og Tyskland – deres grænser for handel, mens bl.a. Storbritannien opretholdt langt friere handelsbetingelser.

Mens den mest umiddelbare implikation af hypotesen er fred i stedet for krig, er der faktisk endnu bedre evidens for mere mellemmenneskelige virkninger af handel og fri kommerciel aktivitet. Vi skrev om Douce Commerce-hypotesen for tre år siden (læs her) i forbindelse med Niclas Berggren og Therese Nilssons projekt om emnet, hvor de i en række artikler udforskede sammenhængene mellem økonomisk frihed, globalisering og borgernes tolerancenormer i forskellige dele af verden. Mine to glimrende kolleger fra IFN har her vist, hvordan både globalisering og økonomisk frihed internt i et land er forbundet med stærkere tolerancenormer (læs f.eks. her, her og her). Havde Marx haft ret, ville sammenhængene være negative, men de er helt generelt positive.

Alle disse effekter har måske deres oprindelse i en form for økonomisk overvejelse eller sammenhæng, men konsekvenserne er ikke-økonomiske: Mere international handel fører til mere fred, fordragelighed og tolerance. Og på den måde kan man, med Montesquieu i baghovedet, også spørge hvorfor helt bestemte fagforeningsinteresser opfordrer borgere og politikere til at diskriminere mod ordentlige, lovlydige udlændinge, der arbejder og bor i Danmark. Disse særinteresser raser blot ikke mod handel, men mod det de kalder ’social dumping’, bl.a. fordi de ved at jo mere vi handler – og jo mere vi også tillader udlændinge at bidrage til den danske økonomi i Danmark – jo dyrere bliver det at diskriminere og jo sværere at konkurrere med de dygtigste. Havde han levet i dag, havde Montesquieu sandsynligvis skrevet imod det, 3F, Socialdemokraterne og DF kalder ’kampen mod social dumping’. Den er ikke anderledes end kampen ’mod’ international handel.

3 Kommentarer

  1. Arnt Jensvoll

    8. juli 2018 at 22:48

    “All I know is that I am not a Marxist” Karl Marx; Attr. in Engels, letter to C. Schmidt, 5 Aug 1890

  2. At man kan have et lavere befolkningstal som ideal og dermed i udgangspunktet være modstander af indvandring synes totalt udeladt. Stillingtagen på området behøver, set herfra, overhovedet ikke have noget med økonomi at gøre. Det kan have at gøre med hvilke idealer man som sådan har.

    • Fremskridtspartiet startede med indvandringsmodstand ud fra princippet om at de lagde samfundet til last, altså de indfødte skulle forsørge dem.
      Aldrig nogensinde hørte jeg i Fremskridspartiet nogle sige at de tog vores jobs.

      Den strategi har DF derimod haft god succes med.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑