Hvad gør handel 5: De komparative fordele – er der et paradoks?

David Ricardos komparative fordele udgør rygraden i handelsteorien. Ja, betydeligt mere end det. Uden de komparative fordele ville det menneskelige samfund, som vi kender det, ikke være muligt. Det er en grundlæggende mekanisme bag menneskeligt socialt liv.

Hvordan det?

Som Christian Bjørnskov allerede har beskrevet, medfører de komparative fordele, at to lande altid har fordele ved at handle med hinanden. Det gælder uanset, at det ene er det andet overlegent på alle punkter. Pointen er, at fordelene ved handel er der, hvis et hvert land blot specialiserer sig i det, landet er relativt – komparativt – bedst til. Hvis en engelsk arbejder kan producere én rulle klæde og én tønde vin på en time, og en portugisisk kan producere to ruller klæde og seks tønder vin, så kan de stadig med fordel specialisere sig og bytte, selvom portugiserne altså er bedre end englænderne til både klæde og vin. Ved f.eks. en pris på to tønder vin per rulle klæde vil det portugisiske udbytte af en times arbejde være tre ruller klæde i stedet for to, hvis Portugal handler med englænderne frem for at producere klæde selv. England får to tønder vin ved en times arbejde i stedet for én ved at handle frem for at producere vin selv.

De komparative fordele gælder ikke blot for handel mellem to lande, men også for handel mellem to personer. En revisor, der er dobbelt så god til at dyrke kartofler og tre gange så god til at revidere som en kartoffelavler, kan med fordel specialisere sig i revision og handle sig til sine kartofler. Og selv om byttet ikke sker direkte, men gennem komplekse kæder af transaktioner ved hjælp af et betalingsmiddel, kan vi fortsat bryde dem ned i parvise bytter baseret på komparative fordele.

Vi handler grundlæggende med hinanden, fordi vi har gensidig fordel af det. Havde vi ikke det, ville der ikke være nogen fordel ved at organisere sig i samfund. Vi ville være i dyb, fundamental konflikt med hinanden i kamp om knappe ressourcer.

Så handel er til fordel for begge lande, og de komparative fordele holder helt ned på individniveau. Her kommer imidlertid, hvad kan ligne et paradoks: Samhandel mellem to lande er altid til deres nettofordel, men der kan være grupper i et samfund, som taber ved åbningen for fri handel. Som nævnt kan reallønnen falde for bestemte grupper (jf. Bjørnskovs omtale af Stolper-Samuelson-teoremet). Hvordan kan det hænge sammen, når loven om de komparative fordele holder på individniveau?

Forklaringen er naturligvis, at to parter altid har fordel ved at handle med hinanden. Men vi har ikke altid fordel af, at andre handler med hinanden. Når der er tab ved handel, er det altid ved, at nogle andre handler med hinanden. Antag f.eks. at jeg har et monopol og handler med dig. Det bliver vi som udgangspunkt begge bedre stillet af. Antag nu, at en tredje person begynder at konkurrere med mig. Du vælger at købe produktet billigere hos vedkommende i stedet for af mig. Jeg bliver dårligere stillet, fordi I handler med hinanden, og jeg mister mit monopol.

Handel er altid en fordel for de involverede, og restriktioner er altid til skade for dem. Men man kan godt i nogle tilfælde blive bedre stillet, hvis man kan nedlægge veto mod andres handel. Så det var ikke irrationelt – i hvert fald ikke på kort sigt – for de engelske jordejere at kæmpe for at opretholde kornlovene. Lovene satte som bekendt grænser for, hvor meget korn britiske arbejdere og kapitalister måtte købe fra udenlandske producenter. Det hævede de engelske kornpriser og dermed jordrenten i England.

Det er heller ikke irrationelt for vestlige fagforeninger at kæmpe mod ”social dumping”. Det stiller vestlige forbrugere og arbejdere fra resten af verden dårligere, men fagforeningsmedlemmerne bedre. I hvert fald på kort sigt. Men hvis tilpas mange grupper får lov til at nedlægge vetoer mod parter, der handler frit med hinanden, taber vi naturligvis i sidste ende alle sammen.

6 Kommentarer

  1. Antag der kunne være mennesker der søger større grad af selvforsyning end de ikke nævnte i de 5 indlæg, jeg har læst hidtil:
    https://grobund.org/ nævner de søger 50% selvforsyning
    https://svanholm.dk/index.php?id=5 nævnte et sted de er omkring 80% selvforsynende
    At den del mennesker foretrækker egne kartofler når nu handel altid er en fordel kan være svært at forstå. Men sådan er virkeligheden. Set herfra.

  2. Otto Brøns-Petersen

    11. juli 2018 at 11:02

    Der er ikke noget galt i at have et ønske om at være selvforsynende i den udstrækning, det er prisen værd. Det kan være varer, som ellers er svære at få – f.eks. helt friskopgravede kartofler. Der kan være tale om en hobby – det er sjovere at bygge sin egen terrasse end få en fagmand til det. Der kan også være tale om de varer, som man har en komparativ fordel i.

    Men generelt er der nok en tendens til hos dem, der opfatter sig som selvforsynende, at undervurdere, hvor meget de reelt handler sig til. Et selvforsynende landbrug producerer ikke sine egne maskiner. Der er stort set ingen – bortset fra enkelte eremitter – som producerer alting selv, og i givet fald lever de i fattigdom.

    Her er den fantastiske historie om en mand, som forsøgte at lave sandwich helt fra bunden af. Det tog ham seks måneder, og så lykkedes det alligevel ikke helt at undgå at handle med andre undervejs: http://time.com/money/4040437/sandwich-from-scratch-1500/

    • Jeg tror generelt der er tale om et utal af faktorer, der spiller en rolle i emnet selvforsyning, hvoriblandt nogle tusinde års væren bønder er temmelig undervurderet.

      For lavtlønnede som mig selv, deltidsansat kirketjener med en lav husleje, er mine store udgifter husleje, energi, transport, nyttehaveleje og fødevarer. Kunne fødevarerudgiftsdelen mindskes ved tidsforbrug på området er det for mig at se det oplagt letteste. Og fornøjeligste.
      Min ven i Piemonte er givet efter sædvanlig rubricering at kategorisere som fattig men hans have, med 9 måneders vækstsæson i forhold til voire færre, kapacitet til lagring, og evner til udfoldelse i et køkken er stadig værd at rejse efter. Ren luksus, umulig at finde mange andre steder.

  3. Henrik Kryger Pallesen

    12. juli 2018 at 13:09

    Fantastiske artikler I bringer, som sætter tingene i perspektiv. Jeg har dog altid haft et problem med 100% at forstå den komparative fordel i et moderne omfordelingsvelfærdssamfund, og som jeg håber I kan kaste lidt lys over.

    Hvis en dansk arbejder bliver arbejdsløs fordi vi køber X i et andet billigere land så er det jo rigtigt at forbrugerne får vare X billigere. Men fordi den danske arbejder nu skal have understøttelse (+ de øvrige negative afledte sociale effekter (og dermed også samfundsøkonomiske) som arbejdsløshed medfører) så beskattes forbrugerne nu mere og dermed udlignes den handelsmæssige komparative fordel.

    Med andre ord den komparative fordel gælder kun såfremt alle er i arbejde.

    Håber I kan genemhulle min argumentation.

    Tak

    • Henning Damkiær

      12. juli 2018 at 13:52

      Fordelene ved handel er der, – hvis hvert land blot specialiserer sig i det, som landet er relativt – komparativt – bedst til. Men der skal omstilling til. Måske reformer.

      Man kan måske sige det sådan, at hvis landet IKKE specialiserer sig i dét, de er bedst til – men vælger at lade en del af befolkningen, der indtil reformen arbejdede med det, som nu er urentabelt.
      Ja så bli’r det dyrt for landet. Det svarer lidt til at man måske vælger at kompensere kapital-ejere for deres mistede privilegier, altså lader nogen lukrere på den opnåede fordel.

    • Christian Bjørnskov

      12. juli 2018 at 15:27

      Det er faktisk ret enkelt, og vi kommer nok tilbage til det når vi skriver om priseffekter. Der kan ganske rigtigt være danske arbejdere, der bliver arbejdsløse. Men i og med at varer bliver billgere, frigør det jo midler i folks budgetter – de får råd til mere. Deres efterspørgsel efter_andre_varer stiger derfor. Disse varer skal produceres af virksomheder, der således kommer til at ansætte flere folk til at producere de ekstra varer.
      Bundlinjen er dermed, at dem, der blev arbejdsløse, måske ikke finder et job lige med det samme – det kommer an på deres indsats for at få et job – men der er mange_andre_der kommer i job. De nye job vil i gennemsnit være mere produktive end de gamle, der forsvandt. Og den understøttelse, vi kommer til at betale til dem, er er blevet arbejdsløse, skal først vurderes i forhold til den understøttelse, vi ikke længere betaler til dem der har fået job. Sidst, men ikke mindst, underminerer det jo på ingen måde de gevinster vi får som samfund. Understøttelsen betales af skatten, og er derfor udelukkende en overførsel fra nogle borgere til andre! Samfundet som helhed er stadig blevet rigere.

Skriv et svar

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑