Som bekendt handler Punditokraternes sommerserie i år om international handel. Forleden skrev Otto om det umiddelbart paradoksale i, at handelsliberalisering også skaber tabere. Det er dog ikke noget paradoks når man først får tænkt over tingene, ligesom stort set all andre forhold omkring handel også er logiske, men kræver at man overvejer dem grundigt.

Det gælder også – med Joseph Schumpeters udtryk – den ’kreative ødelæggelse’ som handel skaber. På den korte bane er der masser af eksempler på, hvordan udenlandsk konkurrence slår visse virksomheder og jobs ihjel, og især eksempler som medier og politikere med deres egen agenda kan se. På den anden side er der også meget tydeligt for enhver med blot en anelse økonomisk indsigt, at handelen gør virksomheder, sektorer og hele lande mere produktive.

Hvordan det sker, er et af de forhold som nationaløkonomer har tænkt længe og dybt over. Det resulterede for knap 20 år siden i det, der af underlige grunde nu kaldes ’new-new trade theory’, eller ny-ny handelsteori. En af pionererne, Harvard-økonomen Marc Melitz, startede et helt andet sted: Med observationen, at det ikke er alle virksomheder der eksporterer. Det var og er velkendt og på ingen måde sært, men hans observation var også, at tidligere handelsteori faktisk ikke kunne forklare, hvorfor de ikke alle eksporterer.

Problemet var, at hvis man med mere almindelig teori skal forklare, hvorfor der er virksomheder i samme sektor, der ikke eksporterer mens andre gør, måtte man antage, at de var så uproduktive, at deres varer var for dyre til at sælge på verdensmarkedet. Men hvis de var det mens andre ikke var, blev det et mysterium hvorfor de ikke bare blev udkonkurreret af andre virksomheder.

Melitzs svar er, at der er faste omkostninger ved at eksportere. Skal en virksomhed eksportere til et marked, må den nødvendigvis investere i at finde ud af, hvilke varer der kan leveres til hvilke importører, og hvilke toldsatser og reguleringer, der kan stå i vejen. Hele indsatsen koster ressourcer, hvilket betyder at der er en omkostning ved at eksportere.

Den første del af Melitzs indsigt er, at virksomheder kan være produktive nok til at tjene penge på at levere til hjemmemarkedet, men ikke så produktive, at de kan overkomme de faste omkostninger ved at eksportere. Det vil derfor være de mest produktive virksomheder, der eksporterer, fordi de er så produktive at de stadig kan tjene penge på at eksportere til andre markeder, selvom det koster en ekstra udgift. Meltiz-modellen forklarer derfor ikke blot, hvorfor ikke alle virksomheder eksporterer, men også hvilke der gør.

Hans anden indsigt handler om, hvad der sker når handelsbarrierer sænkes – enten ved at told, reguleringsbarrierer eller simpelthen transportudgifter falder. For det første vil de virksomheder, der allerede eksporterer, øge deres indtjening og derfor også producere mere til verdensmarkedet. For det andet vil det betyde, at nogle virksomheder, der ikke før kunne tjene penge på eksport, nu har en større profitmargen og derfor vil begynde at eksportere. Der kommer således flere virksomheder, er eksporterer. For det tredje indebærer det derimod også, at nogle af de mindst produktive virksomheder vil forsvinde. Grunden er ikke, at de udsættes for mere konkurrence – det gør de ikke – men fordi de andre virksomheder vil producere mere, og at den ekstra profitmargen også tillader dem at tilbyde højere lønninger. De mindst produktive vil således ikke længere kunne tjene penge med de højere lønninger, der betales i sektoren, og de vil derfor enten gå fallit eller stille forsvinde.

Overordnet giver Melitz en overbevisende forklaring på, hvorfor international handel gør økonomien som helhed væsentligt mere produktiv, hvorfor de mest produktive virksomheder eksporterer, og også hvorfor nogle bestemte virksomheder forsvinder i konkurrencen på verdensmarkedet. Melitz startede dermed det, man nu kalder ny-ny handelsteori, der har bibragt flere indsigter i, hvordan international handel og globalisering gør hele samfund mere produktive. Og når man tænker omhyggeligt over det, er det hele ganske logisk.