Ghana går i dag for at være en af succeshistorierne i Afrika syd for Sahara. Gennemsnitsindkomsten er i dag 4600 PPP dollars per indbygger (iflg. CIA) og med den nuværende udvikling nærmer landet sig økonomisk steder som Honduras, Moldova og Nicaragua, som vi opfatter som mere udviklede end Afrika. Det har været stabilt demokratisk de sidste 25 år og er også socialt ret fredeligt. Sådan har det bestemt ikke altid været, og udviklingen kunne have været meget anderledes uden en bestemt begivenhed.

I tiåret op til landets uafhængighed i 1957 var Ghana også kendt som en meget velfungerende britisk koloni under navnet Guldkysten, og et land, man ventede sig meget af, når det blev sit eget. Briterne tillod, som mange andre steder, at kolonien fik eget parlament – the Legislative Assembly – hvortil man i februar 1951 afholdt Afrikas første fair og frie valg med fuld og uindskrænket valgret. De britiske kolonimyndigheder gennemførte ganske enkelt en fuld demokratisering, der fortsatte ved valgene i juni 1954. Her gav koloniens befolkning Kwame Nkrumahs Convention People’s Party et dominerende flertal på 72 af de 104 sæder, og det blev derfor Nkrumah, der knap to år senere som ubestridt regeringsleder overtog magten i det uafhængige Ghana.

Den karismatiske Nkrumah, der havde en master-grad i filosofi fra University of Pennsylvania og hurtigt blev Vestens darling, viste sig dog at være en initialt meget populær, men også i stigende grad meget tydeligt elendig politiker. Hans ideer og politiske fokus blev stadig mere verdensfjerne over årene, og hans regering stod for ganske katastrofal politik, stærkt influeret af det sovjetiske eksempel, som også vestlige akademikere hyldede.

Militæret tog derfor magten ved et kup i februar 1966, og det nye regime overlevede et kupforsøg i april det følgende år. Som det tydeligt kan ses i figuren nedenfor – der på en logaritmisk skala viser udviklingen i gennemsnitsindkomst mellem 1950 og 2014 i Ghana, nabolandene og Sydafrika – hjalp hverken det eller demokratiseringen i 1969 dog ikke på den økonomiske udvikling. I januar 1972 gennemførtes derfor endnu et succesfuldt militærkup med General Acheampong som en af lederne. I oktober 1975 gennemførte han et autogolpe og tog magten selv i stedet for den junta, der havde forsøgt at lede landet siden 1972. Det efterfulgtes af kup i juli 1978 og igen i maj 1979 (som Jerry Rawlings var involveret i), og en kort demokratisk periode. Særligt de politiske tiltag under den demokratiske regering var dog håbløse, og nytårsaftensdag 1981 kom så den begivenhed, som mange ghanesere – til adskillige historikere og politologers fortrydelse – ser som det afgørende vendepunkt iGhanas moderne historie. Militæret gennemførte under ledelse af Flight Leutenant Jerry Rawling et succesfuldt kup, smed den demokratisk valgte regering ud, og indførte militærstyre. Det nye regime gik til stålet, afviste bl.a. kupforsøg i november 1982 og marts 1984, og startede med et større oprydningsarbejde i centraladministrationen.

Økonomien rettede sig gradvist op, der kom ro på landet, og adskillige kilder peger også på, at der kom styr på den ellers galoperende korruption i dele af retsvæsenet og den offentlige administration. Spørgsmålet er, om det var sket alligevel, eller om Ghana uden Rawlings-regimet var fortsat nedad. Det er der nu et meget fint speciale fra Aarhus Universitet, der svarer på.

I juni forsvarede to ad mine dygtige, nu tidligere, studerende deres kandidatspeciale om dette emne. Frederik Thagesen og Lasse Larsen søger i specialet at svare på, om den succes, som Ghana har haft siden militærkuppet nytårsaftensdag i1981, faktisk kan tilskrives Rawlings-kuppet og hans efterfølgende regering. Det kræver, at man kan sige noget rimeligt fornuftigt om, hvad der var sket med Ghana uden Rawlings. Frederik og Lasse følger derfor det metodevalg, der kendes som ”the synthetic control method”. Vi har også her tidligere skrevet om brug af metoden i forbindelse med Kevin Grier og John Maynards vurdering af konsekvenserne af Hugo Chavez for Venezuelas økonomi, og Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kangs studie af, hvad Cuba sandsynligvis havde været uden Castros revolution.

Metoden går ud på, at man starter med at definere en større gruppe lande, der i princippet ligner Ghana. Man lader derefter en matematisk algoritme udvælge en syntetisk kontrol, skabt af et vægtet gennemsnit af udviklingen i disse såkaldte donorlande, der er så tæt på Ghanas faktiske udvikling før 1981 som det kan lade sig gøre. I Frederik og Lasses tilfælde viste det sig, at det bedste man kunne gøre, var at skabe et fiktivt land, der bestod af 1,2 % Burundi, 18,4 % Madagaskar, 29,4 % Niger, 42,4 % Togo og 8,6 % Venezuela. Umiddelbart kan den syntetiske kontrol se mærkelig ud, men ser man nærmere på landene, giver den ganske god mening i forhold til at bruge nabolande. Det er for eksempel tydeligt i figuren, at nabolandene ikke kan fungere som syntetisk kontrol, da deres økonomiske udvikling op til 1981 var langt stærkere end Ghanas. De er dermed ikke tilstrækkeligt sammenlignelige. Omvendt har Madagaskar i 1960erne og 1970erne samme politiske udvikling som Ghana med samme type ideer og også samme ustabilitet, Togo og Niger er geografisk og varemæssigt sammenlignelige, og Venezuela kommer sandsynligvis med som en ressourceeksporterende økonomi.

Det statistiske fit er også tydeligt i figur nummer to, der er taget direkte fra Frederik og Lasses speciale. Mens den syntetiske kontrol ville være stagneret – som Ghanas nabolande også gjorde – er knækket efter Rawlings meget klart. Med en syntetisk kontrolmetode bliver resultatet næppe meget tydeligere: Rawlings-regimet var et signifikant brud med den udvikling, landet havde haft indtil da og den man måtte have regnet med uden Rawlings-kuppet!

Ser man på den anden figur, er det klart at de cirka 35 år efter Rawlings-kuppet har bragt markant udvikling, og Ghana er i dag cirka dobbelt så rigt som forecastet af den syntetiske kontrol. Landet er ikke længere et uland, men er på vej til at etablere sig som mellemindkomstland, og en stor del af æren for det må gå til Rawlings, hans styre og – i særlig grad ifølge Frederik og Lasse – den åbenhad for handel som styret skabte.

Svaret på dagens spørgsmål er derfor et dundrende ja: Baseret på den bedste empiriske analyse, vi har til rådighed – Frederik og Lasses speciale – må man konkludere, at Rawlings og hans regerings politiske kursændring var central for Ghanas økonomiske udvikling. Ganske  pudsigt kan de to unge økonomer dog afvise, at Rawlings-ændringerne har været tydeligt vigtige for Ghanas sundhedsudvikling. De finder ingen virkninger, når man ser på befolkningens forventede livslængde. Ingen politikere eller styrer udfører mirakler, men Rawlings militærstyre kom tæt på – og indførte efterfølgende et af regionens mest velfungerende og stabile demokratier.