Hvad gør handel 10: Stigende omfang af ikke-toldbarrierer for frihandel.

Som vor sommerserie om handel har pointeret, er der nær konsensus blandt økonomer om, at frihandel indebærer store økonomiske fordele. Handelsrestriktioner kan begunstige bestemte grupper – men en væsentlig del af gevinsten sluges igen af lobbyismeomkostninger (såkaldt rent-seeking) – som Christian forklarede i sidste blogindlæg. Det gælder, uanset hvilken form for handelsrestriktioner, der er tale om.

Typisk vil de fleste tænke på told i forbindelse med handelsbarrierer. Men der findes også andre typer – de såkaldte ikke-toldmæssige handelsbarrierer (NTB). De er i sagens natur meget vanskelige at opgøre, men nye beregninger foretaget for UNCTAD (FNs organisation for handel og udvikling) tyder på, at de er af mindst samme størrelsesorden som toldmæssige barrierer, omregnet til en ækvivalent told. Det fremgår af figuren ovenfor. Og hvor toldsatserne heldigvis har været faldende gennem årene, er det gået den modsatte vej med NTBerne. Mens toldbeskyttelser er mere udbredt i udviklingslandene, er NTB mere udbredt i de rige lande.

Den enkleste form for NTB er en importkvote – altså et loft over, hvor meget der må importeres af en vare. Der er imidlertid mange udspekulerede måder at hindre handel på. Nationale standarder er i princippet ens for både nationale og udenlandske konkurrenter, men er ofte indrettet, så de passer på gængs praksis hos nationale producenter, mens især nye udenlandske konkurrenter må afholde betydelige tilpasningsomkostninger, hvis de skal bevæge sig ind på markedet. Det vil holde nogen ude. Toldsatserne kan være nok så lave, men selve toldbehandlingen kan være langsommelig og dermed indebære en ekstra omkostning for udenlandske virksomheder. En meget populær handelsbegrænsning er “forbrugerbeskyttelse” – altså regler som angiveligt er begrundet med hensyn til forbrugerne, men som i praksis blot afskærer udenlandske virksomheder. Samtidig er “forbrugerbeskyttelsen” sjældent velbegrundet. Tværtimod består den i at afskære forbrugernes frie forbrugsvalg ved på forhånd at fravælge produkter på forbrugerens vegne, uanset om de ønsker det eller ej. Men “forbrugerbeskyttelse”, “fødevaresikkerhed” og lignende scorer billige politiske point.

Diskriminatoriske skatter og afgifter er også en metode til at hæmme handel på. Den danske registreringsafgift på biler er teknisk set ikke en told, fordi den rammer alle personbiler. Men da Danmark som bekendt ikke producerer biler, fungerer registreringsafgiften reelt som en told. Danmark havde tidligere en lavere afgift på snaps end andre former for spiritus, indtil EF dømte denne diskrimination ude.

I stedet for at lægge told på udenlandske produkter kan man give subsidier og sikre sig, at det især kommer indenlandske producenter til gode. Landbrugsstøtten i EU fungerer på denne måde, ligesom den meget selektive støtte til vedvarende energi i Danmark.

Forskellige former for regulering kan designes til at hæmme handlen. Med voksende pres på virksomhederne til at udvise “corporate social responsibility” er åbnet endnu en kanal, hvor udenlandske varer holdes ude med henvisning til f.eks. oprindelseslandenes arbejdsmarkedsforhold – eller dybest set at de er fattige med et lavt produktivitetsniveau og dertil hørende lave lønninger.

Konkurrencereguleringen har længe været et af EU-kommissionens yndlingsredskaber til skjult protektionisme, og linjen er blevet skærpet gennem den senere tid med udfald mod navnlig amerikanske IT-giganter. Kommissionen har samtidig foreslået en særskat på netop disse virksomheder. Det er altså ikke kun præsident Trump, som udmærker sig ved protektionisme (for ikke at sige populisme).

Endelig kan det nævnes, at en stor offentlig egenproduktion – udover at diskriminere mod indenlandske leverandører – ofte også fungerer som en barriere mod international handel.

Det er som sagt svært at opgøre omfanget af NTB, og opgørelsen ovenfor tager kun de mest direkte med. Derfor er der næppe tvivl om konklusionen om, at NTB efterhånden  fylder mere end toldbarriererne.

Er ikke-toldmæssige barrierer værre end toldmæssige?

På den ene side kan der være en særlig grund til at bekæmpe told, fordi politikerne alt andet lige har en større tilskyndelse til at indføre en told end en NTB. Forklaringen er den ligetil, at en told giver indtægter i statskassen. På den anden side kan NTBer – af samme årsag – være mere forvridende og dermed indebære en større samfundsøkonomisk omkostning end en told. Hvis en regulering virker som en told, er tabet større, fordi det beløb, som ellers var blevet til en toldindtægt i stedet går til grunde i administrativt besvær og andre omkostninger såsom unødvendige tilpasninger af produktionsprocesser til nationale særkrav. Desuden kan NTB gennemføres mere i det skjulte.

Det korte af det lange er, at både told og NTB har de skadelige økonomiske effekter, som er blevet påpeget i sommerseriens løb. Derfor er der grund til at reducere begge dele. Begrænsninger af dem indgår da også i de internationale frihandelsaftaler, ligesom det indre marked i EU er et forsøg på at eliminere alle former for barrierer.

Men NTB er som sagt mindre gennemskuelig, så landene kan slippe afsted med mere. Der kan være en god grund til at møde ny regulering med spørgsmålet: Hvordan hindrer dette den frie handel?

6 Kommentarer

  1. Er det ikke også det man kalder for tekniske handelshindringer?

    • Christian Bjørnskov

      31. juli 2018 at 13:16

      Tekniske handelshindringer er en af flere typer NTB’er. Som Otto skriver, kan de også skyldes offentlig regulering, administrative problemer, eller korruption.

  2. “Samtidig er “forbrugerbeskyttelsen” sjældent velbegrundet. Tværtimod består den i at afskære forbrugernes frie forbrugsvalg ved på forhånd at fravælge produkter på forbrugerens vegne, uanset om de ønsker det eller ej.”

    Ja, forbrugerbeskyttelsen består i at afskære producenternes frie valg til at sælge, hvad de vil. Men det betyder ikke i sig selv, at den ikke kan være velbegrundet. Den mest omfattende forbrugerbeskyttelse i Europa er de tunge regulatoriske krav til kemikalier i stort set alle produktkategorier samt produktionskravene til medicinalindustrien og fødevareindustrien. Det er forhåbentlig ikke dem, du omtaler som “billige politiske point”. Tværtimod er de sagligt begrundede, og det er utænkeligt, at forbrugere nogensinde kan danne sig et overblik over, hvilke stoffer er skadelige. Frivillige mærkningsordninger kan kun løfte beskyttelsen af dem, der følger mærkningen. Og så må man være en meget stor frihandelsentusiast, hvis man mener, valget skal være helt frit.

    Glem i øvrigt ikke i denne sammenhæng at reguleringen kan være drivkraft for udvikling og ligefrem teknologiskifter. Ligesom afgifter nogle gange er.

    • Spørgsmålet er så om tidspunktet for denne udvikling eller teknologiskifte er optimalt, og prisen derved bliver dyrere end den burde.

      • Der er vel ikke et optimalt tidspunkt for udfasning af brug af hormonforstyrrende og reprotoksiske blødgørere? Skulle man i 70’erne have ventet med at gøre noget ved syreregnen, fordi det ville have været billigere for næste generation? Eller senere og stadigt aktuelt: partikelforurening fra dieselmotorer – ville markedet virkelig have søgt mod brug af partikelfiltre?

        • Christian Bjørnskov

          23. august 2018 at 15:05

          Du ser ud til at have et relativt romantisk syn på regulering. Men langt de fleste reguleringer har til formål at beskytte eksisterende aktører på markedet mod konkurrence (se f.ek.s Stiglers klassiske papir fra 1970 om regulatory capture). Det er også en af forklaringerne på, at man ofte regulerer i stedet for at lægge afgifter på et område. Et eksempel er netop partikelforurening: Hvorfor regulere motorer, katalysatorer osv., når man blot kunne lægge en afgift på forureningen ækvivalent til dens skadevirkning?

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑