Folket har ingen vilje

Politikere og meningsdannere argumenterer ofte for, at forslag eller holdninger er ’hvad folk vil have’. Ideen er gammel i både politik og filosofi, og den højere autoritet, man påberåber sig, har adskillige navne: Folkets vilje, folket har talt, eller folkets stemme – det romerske Vox Populi – er blot nogle af de navne, fænomenet har. Det er også et element i et af de traditionelle argumenter for demokrati, nemlig at demokratiske afstemninger afslører, hvad folk vil. Og det er et af de mest meningsløse, men ofte brugte koncepter i samfundsvidenskaberne.

Problemet blev identificeret omkring 1950 af pionerer i public choice og social choice som Duncan Black og Kenneth Arrow. I forbindelse med vores sommerserie sidste år skrev Otto uddybende om fænomenet, men det er værd at skrive om igen. I løbet af de sidste år har vi for eksempel set en række populister bruge argumenter som, at deres politik er folkets vilje, og som Donald Trump har påstået flere gange, at han hører hvad folket siger. I mit arbejde sammen med Andrea Saenz de Viteri har vi set langt flere eksempler på, at poulister netop bruger argumentet om, at deres politik blot er udtryk for folkets vilje, og intet bør stå i vejen for den. I et af de mest kontante eksempler på fænomenet sagde Tyrkiets de facto diktator Recep Tayyip Erdoğan for et par år siden til en gruppe demonstranter: ”Vi er folket – hvem er I?”

Hvis det skal give logisk mening at påkalde sig folkets vilje eller noget lignende, må det dog kunne lade sig gøre at definere entydigt, hvad det betyder. Det kan det ikke, uanset hvor frustrerende det er for både politikere, meningsdannere og selv forskere at konceptet ikke giver mening. Jeg havde endda et mindre skænderi med en lektor i jura for et par år siden, da han simpelthen nægtede at acceptere, at problemet eksisterer. For ham syntes det, at en række normative, juridiske argumenter ville bryde sammen, hvis koncepter som ’folkets vilje’ ikke giver mening.

Det er derfor vigtigt, at formidle denne indsigt, uanset at det kan være ganske svært. I sin seneste klumme i the Pittsburgh Tribune-Review giver Don Boudreaux, der er professor i økonomi ved George Mason University i USA, et af de klareste eksempler på problemet, jeg har set længe.

Suppose that you prefer to have 1,000 fewer of your tax dollars spent on health care in order to have 1,000 more spent on national defense, while I have the opposite preference. What’s the correct policy? What’s the “will” of the two of us collectively? There is no obviously correct answer.

Now add your cousin to our small group. Suppose that he prefers to have 10 fewer of his dollars spent on health care and 10 more spent on defense. Suppose also that we three vote on the matter. It seems that there will at least be a majority preference to decrease health care spending and to increase defense spending. But maybe not. You want defense spending to rise by $1,000 while your cousin wants it to rise by only $10. If on the ballot is a proposal to transfer $500 in spending from health care to defense, you might think this amount to be too small, or your cousin might think it to be too big. Thus, one or both of you might vote against the measure.

So I ask again: What’s the will of this group?

Pointen – og hele problemet her – er at det ikke kan lade sig gøre at finde på et valgsystem, der giver et entydigt resultat, endda uanset at der er et entydigt flertal for noget. En ofte hørt indvending imod umuligheden af folkets vilje er, at man bare må acceptere flertallets vilje, fordi man andre gange er en del af flertallet. Det indebærer desværre, at de borgere, der kun sjældent er del af flertallet, ikke kan være en del af folket.

Skulle man have lyst i løbet af weekenden, kan man også overveje, om man måske burde tage hensyn til, hvor vigtig en beslutning er for de enkelte borgere, eller hvor stærkt de holder et synspunkt. Men vi bliver nødt til at advare: Jo meget, man end måtte mene, at et koncept som ’folkets vilje’ bør give mening – det er jo noget, meningsdannere henviser til hele tiden – er der ingen måde at definere det klart på, uden at der er borgere, man dømmer ude af ’folket’. I et marked behøver de ikke være del af noget, og kan bare handle et andet sted, men i et demokrati er de ikke engang en del af det, der tales om.

1 Kommentar

  1. En pengeseddel har altid været den mest retfærdige stemmeseddel.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑