Kæft, trit og retning i følsomhedsmafiaens verden

Følger man mediernes dækning af folk og gruppers klager over, at de er blevet stødte eller fornærmede over noget, er det svært at ikke at få indtrykket af, at vi er blevet langt værre og ufølsomme mod andre mennesker. Det vil sige, det er svært ikke at få det indtryk, medmindre man begynder at tænke over sagerne. Politisk korrekthed og offentlig ’følsomhed’ er et interessant emne, der dækker over langt mere – og et ganske andet problem – end man umiddelbart kunne tror.

The Guardian kunne for eksempel tidligere i år rapportere, at musicalstjernen Sierra Boggess havde aflyst sin rolle i West Side Story ved the Proms, fordi det at hun sang rollen som Maria ”would once again deny Latinas the opportunity to sing this score, as well as deny the importance of seeing themselves represented on stage. And that would be a huge mistake.” Boggess mente øjensynligt, at det var udtryk for såkaldt ’cultural approproation” at hun som hvid amerikaner sang rollen som den puertoricanske Maria. Adskillige stemmer i det ’sorte miljø’ i USA har ligeledes kritiseret Zoe Saldana for ikke at være sort nok til at spille Nina Simone i en ny film. Efterkommere af Simone har endda forsøgt at udskamme Saldana, der ellers har taget rollen som meget alvorligt.

Begge tages som udtryk for cultural appropriation, dvs. ideen om at man ikke må bruge dele af kultur, der ikke hører til ens egen hudfarve, etnicitet, seksuelle orientering, eller en anden gruppeidentitet. Forleden gik det så vidt, at et medlem af Labour og en kendt Corbyn-støtte kritiserede TV-kokken Jaime Oliver for at lave en jamaicansk risret. The Daily Mail bragte dagen efter et billede af MP-en i et traditionelt skotskternet tørklæde. Øjensynligt, som avisen ironisk viste, er det ikke cultural appropriation hvis den kultur, man ’stjæler’ er hvid, europæisk og ikke tydeligt homoseksuel.

Det samme tyranni forsøger mange interesser nu at påtvinge folks offentlige og halvoffentlige verbale ytringer. Adskillige briter kræver for eksempel Boris Johnson dømt for en ’hate crime’ for at have gjort grin med Islam. Som Toby Young lakonisk bemærkede på sin twitter account: ”Wonder if those condemning Boris’s remarks as “Islamophobic” would condemn Danish cartoons of Muhammad as Islamaphobic? And if so, was Life of Brian Christian-a-phobic? Should that be banned? At what point did making jokes about a religion become a “hate crime”?”

Som i mange andre tilfælde, er hele pointen at nogle mennesker ikke må ytre sig skeptisk om nogle emner, mens andre må. I Johnsons tilfælde påstod nogen, at han begik en hate crime fordi han var offentligt skeptisk overfor en bestemt religion. Hvis det virkeligt skulle accepteres som et validt argument, må man konstatere, at min ven Niclas Berggren og jeg er kriminelle: Vi har offentligt været skeptiske – endda på et faktuelt grundlag – overfor alle religioner. Hvis vi blot var skeptiske overfor protestantisme – hvilket vi som ateister begge er – ville det have været helt acceptabelt, men hvide protestanter må øjensynligt ikke være skeptiske overfor andre religioner.

Dobbeltstandarderne i denne brede type argumenter om fornærmelse og ’had’ blev illustreret med et nyt eksempel forleden, da det kom frem at en kvindelig litteraturprofessor fra NYU, Avital Ronelle, gentagne gange havde chikaneret en mandlig studerende. Dele af MeToo-bevægelsen har rasende støttet professoren, og argumenteret for, at man må stå sammen mod angrebene. Det er pudsigt nok det, de påstår hvide, mandlige eliter har gjort, og som Metoo oprindeligt – og i adskillige tilfælde fuldstændigt rimeligt – ville gøre op med. Mens nogle erklærede feminister var konsekvente i deres kritik af Ronelle, gentog store del af bevægelsen de dobbelte standarder, der karakteriserer de fleste eksempler på det grundlæggende fænomen.

Min personlige holdning til denne udvikling er klar: Det er mange år siden, det har været så vigtigt at sige ufølsomme ting, fornærme folk og støde deres følelser. Problemet, som jeg helt personligt ser det, er at der nærmest har dannet sig en følelsesmafia, som bruger argumentet, at nogens følelser enten er blevet stødt eller kunne stødes, til at skabe monopollignende forhold. Mens den traditionelle mafia bruger vold eller trusler om vold for at implementere de facto monopol i dele af den italienske økonomi, bruger følelsesmafiaen trusler om udskamning og censur overfor dem, de opfatter som deres konkurrenter i den offentlige debat og meningsdannelse. Formålet er det samme for begge typer mafia: Monopol på det område, hvor de tjener enten deres penge eller etablerer deres magt.

Der er med andre ord tale om ganske effektiv rent creation for nogle af de berørte grupper. Denne rent creation beror på, at følelsesmafiaen kan lukke ned for enhver demokratisk dialog eller debat om emner, der er forbundet med deres særinteresser. Der bliver, med andre ord, emner og synspunkter som man ikke kan bringe til offentlig debat, og dermed også grupper, som undslipper sig enhver skepsis.

Er man i tvivl om problemet i det, kan man med fordel tage et kig på den katolske kirkes historie, der i flere århundreder praktiserede en lignende type meningstyranni. Det betød mange steder – og betyder stadig enkelte steder – at man er udelukket fra bestemte jobs, sociale fora og adgang til offentligheden, hvis man var i bad standing med den katolske kirke. Hvis man ikke offentligt erklærede den samme mening, som den katolske kirke omfavnede, var man social persona non grata. Det er præcist den samme strategi, følsomhedsmafiaens forskellige manifestationer bruger til at skabe dens egne rents.

Hvis man virkelig skal fremme tolerance, handler det om at skabe et miljø, hvor folks hudfarve, seksuelle præferencer og etniske oprindelse er ligegyldig. Et miljø, hvor man ikke blot tvinges ind i en bås – som Anna Libak sarkastisk bemærkede forleden, er min personlige kombination af mand, hvid, heteroseksuel og topskatteyder et ”quattro-svin” for tiden (og tænk hvis man også er liberal) – og hvor man kun har rettigheder som medlem af en politisk identificerbar gruppe. De stemmer, der råber op om hate crimes, cultural appropriation og krav om ubetinget respekt, reducerer individer med alle deres forskeligheder til grå masse i grupper, man må og skal underkaste sig. Jeg har svært ved at se en mindre liberal, intolerant og autoritær måde at behandle mennesker på, og en måde der er længere fra ethvert demokratisk ideal.

De nuværende skænderier i vestlige lande har således intet med tolerance at gøre, men handler udelukkende om politisk magt. Er man politisk ukorrekt ved enten at gøre grin med grupper, der ikke lige er hvide mænd i rige lande, eller ved ikke at udvise den påkrævede ’respekt’ for bestemte, udvalgte grupper, støder man ikke kun nogle af disse menneskers følelser. De ’repræsentanter’ for forskellige grupper, som man støder, føler sig i virkeligheden ofte mere stødt på deres magtbegær end på faktiske følelser. Og når man er kommet så langt, at man ikke længere kan se forskel, har man et alvorligt samfundsproblem.

2 Kommentarer

  1. Det største problem ved religion er at det kan misbruges af magtmennesker.
    Nu er kristendommen så på tilbagetog, men så tager andre religiøse dogmer blot over.

    Det var bedre om folk gik i kirke, i stedet for at læse MeeToo tweets. Man får jo stort set det samme ud af det.

  2. Tak for din særdeles relevante og skarpe indlæg. Før jeg så det, sad jeg og læste Nietzsches “Den muntre videnskab” og det afsnit, der hedder “Vedrørende læren om magtfølelsen” og her er et lille udpluk https://ibb.co/bD0yiU

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑