Den skotske økonom James Mirrlees er netop afgået ved døden. Han var en central bidragyder til disciplinen optimal skatteteori og fik Nobelprisen i økonomi i 1996, som han delte med William Vickrey. Her er Mirrlees’ CV på Nobelfondens hjemmeside.

Mirrlees var også formand for et ekspertudvalg, som kom med anbefalinger til en forbedring af det britiske skattesystem – det såkaldte Mirrlees-Review fra 2011.

Optimal skatteteori handler om, hvordan skattesystemet bør indrettes, givet politiske målsætninger. De bør opnås ved lavest mulige omkostninger i form af forvridninger. En vigtig pointe hos Mirrlees er, at skattepolitik dybest set tager udgangspunkt i asymmetrisk information mellem skatteyderne og myndighederne. Ideelt set burde skatteyderne beskattes efter deres evner, mente Mirrlees. Evner er mere eller mindre tilfældigt givne. Problemet er, at dem kender skatteyderne bedre selv end myndighederne. Myndighederne må nøjes med at observere, hvad evnerne giver sig udslag i – nemlig i (primært) indkomst. Men det giver skatteyderne muligheder for at maskere deres evner – ved at have en lavere indkomst og holde mere fri samt foretage sig andre ting, som ikke er beskattet (gør-det-selv-arbejde eller sort arbejde). Det er imidlertid ikke gratis at ændre adfærd for at spare i skat. Der er f.eks. et nyttetab ved at arbejde mindre og holde mere fri, end man helst ville, hvis skatten havde været lavere. Dette tab er skatternes forvridningstab. Det er en omkostning for borgerne, som ikke modsvares af en indtægt for statskassen.

Mirrlees tog et utilitaristisk udgangspunkt – altså at maksimere den samlede eller gennemsnitlige nytte. Men hvis grænsenytten af indkomst er faldende – en antagelse man i øvrigt godt kan sætte spørgsmålstegn ved (men det må blive en anden gang) – så maksimerer man som udgangspunkt nytten ved at udligne alle indkomstforskelle, der skyldes forskel i evner. Indkomstforskelle, der skyldes forskelle i indsats, bør derimod ikke beskattes. Men her kommer informationsproblemet ind. Hvis myndighederne kun kender indkomsten, kan den ikke skelne mellem evner og indsats. Skatteyderen kan maskere sine evner ved en mindre indsats.

Det betyder, at den optimale beskatning indebærer en afvejning. Jo bedre skatteyderne er til at maskere evnerne, desto mere må politikerne give køb på fordelingsmålsætningen. Den lavere skat præmierer skatteyderne ved ikke at maskere sig så meget. Helt generelt gælder det, at høje skattesatser og stor adfærdsvirkning alt andet lige forvrider mere.

En anden central indsigt fra Mirrlees er, at i det omfang, man bruger afgifter, bør de pålægges i forbrugsledet. Dermed forvrider de kun forbruget (og arbejdsudbuddet). Hvis de derimod pålægges produktionen, forvrider de tillige produktionen. Det øger forvridningstabet. Det gælder dog ikke, hvis der er tale om en afgift på forurening eller anden negativ eksternalitet. Den bør pålægges på emissionen, altså f.eks. når en fabrik sender partikler ud i luften.

Indfaldsvinklen med at se økonomiske problemer som dybest set er knyttet til informationsbegrænsninger og incitamenterne til at sløre information, er kommet til at præge en stor del af moderne teoretisk økonomi. Vickrey, som Mirrlees delte Nobelprisen med, fik den for bl.a. at udvikle auktioner. Auktioner er dybest set en måde at få køberne til at afsløre, hvor meget de er villige til at betale for et økonomisk gode. Vickrey designede også et særligt skattesystem, som skal få skatteyderne til at afsløre deres sande betalingsvillighed over for kollektive goder. Levering af kollektive goder er den centrale offentlige opgave ifølge økonomiske standardteori. Bemærkelsesværdigt nok anvendes dette system ikke i praksis.

Problemstillingen med asymmetrisk information gælder ikke alene for forholdet mellem myndigheder og borgere, men – i et demokrati – også den anden vej: Hvordan kan borgerne give politikere og andre myndigheder incitamenter til at afsløre information om, hvor godt de løser deres opgave? Og hvis ikke, hvordan kan man så begrænse deres handlemuligheder, så de ikke misbruger deres position? Mirrlees bidrog ikke væsentligt til dette spørgsmål, som til gengæld har optaget en række af hans kolleger. Det gælder f.eks. mekanismedesign-teoretikere som Leonid Hurwicz og public choice-teoretikere som James Buchanan.

Enhver med interesse for økonomisk politik – ja politik i det hele taget – kan med fordel læse Mirrlees-Reviewets anbefalinger. Det, hvis man ønsker en lille offentlig sektor, men især hvis man ønsker en stor. Så er det særlig vigtigt at begrænse forvridningerne. Indledningen opstiller nogle fine principper og giver bl.a. denne anvisning:

”It is inevitable that taxation will impose costs beyond the actual sums that are raised and can be used to fund public spending. There are administrative costs to government and taxpayers in running the system, and welfare losses as people change their behavior to reduce the tax they pay. The challenge for the review was to design a tax system that can raise the revenue that government needs to achieve its spending and distributional ambitions whilst minimizing economic and administrative inefficiency, keeping the system as simple and transparent as possible, and avoiding arbitrary tax differentiation across people and forms of economic activity.”