Sydafrika har i flere år stået ved det, der kan betegnes som et historisk vadested. Mange kommentatorer insisterede på at inkludere landet som en af de spændende ’emerging economies’ – det var S’et i BRICS-gruppen – men tog man et kig på de faktiske data, var udviklingen på ingen måde imponerende (som vi skrev for fire år siden). Efter den måske farverige, men også dybt korrupte Jacob Zuma blev tvunget fra præsidentembedet i februar, har hans efterfølger Cyril Ramaphosa måttet erkende behovet for reformer. Zuma var på mange måder en katastrofalt dårlig præsident (se f.eks. vores dækning før hans valg her), men man kan ikke skyde skylden for alle landets problemer på ham.

Mange problemer stikker dybere, og på trods af at Ramaphosa er erklæret socialist, har hans reformhensigter stoppet landets kreditrating fra at falde fra ’blød’ junk status – Standard and Poor’s fastholdt for eksempel i maj ratingen, der ellers har været faldende – og det virker klart, at der blandt andet skal blødes op i de voldsomme arbejdsmarkedsreguleringer. På mange måder ligner Afrikas største økonomi derfor i stadig større grad en afrikansk økonomi. Der kunne diskussionen naturligvis stoppe, men som vi ofte har understreget her på stedet, er det værd at se tilbage i historien for at vide, hvor man kom fra. Det gør vi derfor i dag for Sydafrika, og håber dermed at vores læsere bliver klædt lidt bedre på til eventuelle diskussioner om emnet.

Vi starter med en figur, der viser Sydafrikas nationalindkomst som andel af USA’s (den sorte linje) og Storbritanniens (den blå linje); vi sammenholder den med nabolandenes ligeledes relative udvikling (de to stiplede linjer). Som figuren viser, havde landet i tiden efter anden verdenskrig en (købekraftskorrigeret) nationalindkomst per indbygger på omkring 55 % af briternes. Det gik faktisk ikke så dårligt i Sydafrika, som i midten af 50erne var væsentligt rigere end Spanien og Portugal, og på mange måder en integreret del af den vestlige økonomi! Meget sigende var en af de første ruter, som BOAC (forløberen for British Airways) servicerede med jetfly, fra London Heathrow til Johannesburg. Var man hvid, kunne man leve et meget europæisk liv med et velfungerende demokrati, kulturtilbud og hvad man ellers var vant til i Nordeuropa, ligesom man kunne sende sine børn på et af landets otte universiteter. Som et kuriosum kan det f.eks. nævnes, at der i Sydafrika var 40 personbiler per 1000 indbyggere i 1952 – det samme antal som i Frankrig mens der var 47 i Storbritannien – og sydafrikanske flyselskaber fløj cirka 30 % flere passagerkilometer per million indbygger end danske (ifølge Statistisk Årbog 1952).

Var man ikke hvid, og særligt hvis man var sort afrikaner, var ens muligheder helt anderledes begrænsede fra indførslen af apartheidpolitikken i 1948. Gennemsnitsindkomsten for hvide var i 1954 ifølge Tomlinson-kommissionen 631 rands for hvide, 133 rands for indere, 86 rands for farvede, og 63 rands for sorte (læs her). Den egentlige forskel på sorte og hvides indkomst var dog ikke en faktor ti, da hvide typisk var langt bedre uddannede, og også var mere tilbøjelige til at bo i storbyerne, hvor både lønninger og priser var højere. Et bedre bud på den egentlige diskrimination er, at Tomlinson også fandt at ufaglærte hvide tjente dobbelt så meget som ufaglærte sorte.

Diskriminationen var således voldsom, men Sydafrika var stadig et attraktivt sted at arbejde for andre afrikanere. Tager man gennemsnitsindkomsten på 24 pund for sorte i Rhodesia (dokumentation fra R.B. Sutcliffe her) var den sydafrikanske gennemsnitsindkomst for sorte cirka 25 % højere i midten af 50erne. Der var således stadig sorte i Sydafrika der klarede sig ganske godt økonomisk, som det også kan ses på fotoet nedenfor, der er fra Cape Town i slutningen af 1940erne: Spot den velklædte sorte mand, der er ude at købe blomster.

Sydafrika holdt sin relative status gennem 1960erne på trods af et international klima, der blev stadig mere skeptisk overfor landets afskyelige apartheidpolitik. FNs frivillige våbenembargo fra 1963 blev for eksempel ignoreret af både Storbritannien og USA, der så Sydafrika som et bolværk mod Sovjetunionens indflydelse i Afrika, og embargoen blev først gjort bindende for FN-medlemmer i 1977. Landets økonomiske problemer startede først omkring 1970, som det ses tydeligt i figuren: Sydafrika gik fra at have en nationalindkomst omkring 50-55 % af Storbritanniens til en bund omkring 2000 på 30 %.

Starten omkring 1970 er sammenfaldende med et stykke vigtig lovgivning – the Homeland Citizens Act of 1970 – der skabte de såkaldte ’hjemlande’ for sorte sydafrikanere, som mange af dem blev tvunget til at bo i. Loven segregerede Sydafrika på en helt anden måde end apartheidregimet havde gjort indtil da. Før 1970 var der kun demokrati og politisk indflydelse for hvide, og i noget omfang for bl.a. de mange indere i landet, og sorte sydafrikanere blev diskrimineret på en række andre måde, men var stadig integrerede i den samme økonomi. Dét ændrede the Homeland Citizens Act ved at flytte store mængder af sorte sydafrikanere ud i bantustans og dermed segregere økonomien på samme måde som ægteskab, sociale forhold og offentlig service havde været det siden 1948.

Resultatet var den meget tydelige nedgang i forhold til Vesten i løbet af 1970erne og en nedgang i absolutte tal i 1980erne, hvor sydafrikanerne mellem 1981 og 1991 blev næsten 20 % fattigere. Det var ikke kun de økonomiske sanktioner, der begyndte at få bid omkring 1980, men også den selvforskyldte produktivitetskrise, som loven fra 1970 skabte. Politikerne i Pretoria insisterede på, at selv meget produktive sorte borgere ikke kunne bestride jobs, der svarede til deres kvalifikationer. De blev erstattet af mindre produktive hvide, og den manglende konkurrence og kontakt mellem sorte og hvide ser ud til at have gjort resten af arbejdet. Som det er klart i f.eks. indikatorerne for total faktorproduktivitet i the Penn World Tables (version 9.0), dykkede Sydafrikas produktivitet relativt til Storbritannien og USA fra starten af 1970erne og denne udvikling er ikke vendt.

Hele forklaringen på Sydafrikas elendige udvikling efter 1970 kan sandsynligvis ikke forklares af the Homeland Citizen Act, men på samme måde kan fortsættelsen af problemerne heller ikke forklares af, at de engang var der. Sydafrika afskaffede endelig apartheidregimet i starten af 90erne, men økonomien er blot holdt op med at falde bagud, og er ikke rettet permanent op. Det problem må det ubestridte regeringsparti ANC tage på sig i form af virkeligt tåbelig politik.

Sydafrikas arbejdsmarked er for eksempel mindst lige så stift som de dysfunktionelle markeder i Sydeuropa: Regulering og en lovgivet minimumsløn er lige så stramme som i Italien, og det er ifølge Fraser Instituttets opgørelse væsentligt sværere at fyre medarbejdere end i Grækenland, Italien og Spanien, der ellers holdes op som skrækeksemplerne på massiv overregulering. Flere af de store byer, ikke mindst Durban, er plaget af voldsom kriminalitet og korruptionsproblemerne rækker helt op til toppen af sydafrikansk politik.

Mens fagforeninger, militante grupper og en marxistisk fortid stadig præger ANC, er det svært for selv den mest velmenende leder at gennemføre egentlige reformer, eller blot klart respektere retsvæsenets uafhængighed. Og i mellemtiden er det ved at blive pinligt for regeringspartiet at se the Western Cape – den eneste af provinserne, der ikke styres af ANC – blomstre økonomisk. Men hvad Sydafrika havde været uden apartheid er et åbent spørgsmål.