Tre artikler om regulering

De sidste par uger har jeg sammen med to af mine faste medforfattere fået to artikler accepteret i videnskabelige tidsskrifter. Det er naturligvis i sig selv grund til fejring – forskning er den centrale del af ethvert professorjob og giver ikke meget mening, medmindre man også får den udgivet så andre kan læse den – og det er særligt festligt, når det er med to så værdsatte kolleger som Martin Rode og Niclas Berggren. Men der er også den særlige grund, at de to artikler sammen med en tredje, der blev publiceret for et par år siden, tegner et særligt billede af, hvad offentlig regulering risikerer at gøre ved økonomien.

De nye artikler handler om henholdsvis sammenhængen mellem markedsregulering og den offentlige gældsudvikling, og om hvilke typer økonomisk politik, regeringer typisk indfører som reaktion på kriser. Den første artikel, skrevet sammen med Niclas Berggren, hedder meget enkelt ”Regulation and Government Debt” og er under udgivelse i Public Choice. Den anden, med titlen ”Crisis, Ideology, and Interventionist Policy Ratchets”, er fælles arbejde med Martin Rode og udkommer i Political Studies. De hænger emnemæssigt og konceptuelt sammen med min egen artikel ”Economic Freedom and Economic Crises,” der udkom i European Journal of Political Economy for to år siden, Vi har tidligere skrevet om gældsartiklen her og kriseartiklerne her og her, og working paper-versioner kan læses her, her og her.

Det samlende tema er offentlig regulering, men set fra tre vinkler. I mit arbejde med Niclas Berggren undersøger vi, om den offentlige reguleringsbyrde hænger sammen med udviklingen i den offentlige gæld. Svaret er ja: Jo mere, staten vælger at regulere arbejds-, kredit, og produktmarkeder, jo større bliver den offentlige gæld (alt andet lige). Der kan være flere grunde til denne sammenhæng, men vi hælder mod to forklaringer: Reguleringspolitik er ofte forbundet med andre typer økonomisk politik, der ikke altid er lige ansvarlige, så reguleringerne blot reflekterer andre typer politik. Vi bemærker dog, at vi faktisk ikke kan se nogen virkning på det offentlige forbrug, så denne type mekanisme må løbe gennem andre typer politik en rene udgifter. Den anden mulige forklaring, vi ser som sandsynlig, er at reguleringerne forsinker markedsjusteringer og således gør hele økonomien mere ’sluggish’, som udtrykket er på engelsk: Arbejdsløshedsproblemer bliver længerevarende, virksomheder kan pga. reguleringer ikke omstille sig hurtigt, og kreditgivningen bliver strammere og muligvis også mere politiseret. Alle tre forhold kan bidrage til, at staten i sidste ende får gæld pga. de væsentligt større og mere permanente socialudgifter.

Denne fortolkning bliver bakket op af den to år gamle artikel om kriser og økonomisk frihed (som kan læses i sin endelig version her). Jeg undersøgte dengang, om økonomisk frihed påvirker risikoen for at få en økonomisk krise, og om den påvirker hvordan krisen udspiller sig. Svaret viste sig at være, at der ingen klar sammenhæng er med kriserisikoen – lande med større økonomisk frihed og dermed en mindre reguleringsbyrde er hverken mere eller mindre tilbøjelige til at få kriser – men i lande med færre og lettere reguleringer varer de økonomiske kriser væsentligt mindre tid. Med andre ord var konklusionen dengang, at en tungere reguleringsbyrde betyder, at når man først har fået en krise, varer krisen væsentligt længere tid og indebærer et klart større samlet økonomisk tab. Fortolkningen af disse effekter er ganske klart, at reguleringsbyrden forhindrer økonomien i at flytte ressourcer fra virksomheder, der skærer ned eller går konkurs, til andre områder, og holder folk og kapital længere i arbejdsløshed. Det er således den samme type mekanisme, som Niclas Berggren og jeg ser som en af de mulige forklaringer på reguleringernes gældseffekt.

Hvorfor i alverden indfører politikere så tunge reguleringer, må man spørge. Mens der er gode grunde til at tro, at de er skabt af særinteresser – Mancur Olsons særinteresseteori har for eksempel vist sig meget holdbar – tager Martin Rode og jeg et skridt imod en ekstra forklaring. Vi har undersøgt det åbne spørgsmål om, hvad økonomiske kriser gør ved den økonomiske politik. Som vi noterede, da vi skrev om den oprindelige working paper-version her på stedet, er der gode grunde til at tro, at politikere øger det offentlige forbrug og strammer reguleringerne som svar på en krise. Der er dog også gode grunde til at tro, at kriser er særlige events, der tillader at politikerne indfører faktiske reformer fordi særinteresserne re svækkede og krisen demonstrerer, at man må gøre noget andet end tidligere.

Vores innovation er den – i øvrigt ret indlysende – at vi ikke antager, at alle regeringer gør det samme. Det har den tidligere litteratur ellers gjort, men Martin Rode og jeg finder, at det er vigtigt at undgå det. Vores studier af 69 mere eller mindre vestlige lande siden 1975 viser, at venstreorienterede regeringer i særlig grad øger det offentlige forbrug og indfører tungere markedsreguleringer, mens der ikke er evidens for, at højreorienterede regeringer i gennemsnit gør det samme. Kriser er således events, hvor regeringens politiske ideologi bliver meget tydeligt udslagsgivende for, hvilken politik der føres.

Det særlige problem viser sig i, at vi ikke finder nogen evidens for, at reguleringerne lettes efter krisen er ovre. Med andre ord bekræfter vi Milton Friedmans diktum, at Nothing is so permanent as a temporary government program. Og her ligger den deprimerende forbindelse mellem de tre artikler. Særligt venstreorienterede regeringer reagerer på økonomiske kriser ved at regulere markederne væsentligt mere. Disse reguleringer bliver ikke lettet efter krisen er ovre, uanset hvilken regering man får, og kommer dermed til at bidrage til, at de næste kriser bliver dybere, og at den offentlige gæld stiger. På den måde må man derfor konstatere, at de faktiske omkostninger ved markedsreguleringer, som ofte indføres i kriser, kan være langt større og permanente end de fleste forestiller sig. Om det så vil få politikere til at tænke sig om en ekstra gang, er et spørgsmål vi lader blæse i vinden.

5 thoughts on “Tre artikler om regulering

  1. Gorm

    Danmark burde ligge i den tunge ende af denne tendens. Det vi hører i medierne er at DK har lav gæld og høj formuevækst? Er det fordi Danmark er et B land som hovedsagligt skaber værdier ved at tilpasse sig hurtigere end store lande?

    Svar
    1. Christian Bjørnskov Forfatter

      Gorm: Det tror jeg, du har ret i! Det er også en sandsynlig grund til, at Danmark ikke oplevede nogen særligt stor stigning i arbejdsløsheden – eller folks tilfredshed mde livet – under finanskrisen. Vores tradition for relativt uregulerede markeder ser ud til at beskytte os.

      Svar
      1. Gorm

        Hej igen, Christian,
        Jeg trækker en blank. Kan du hjælpe mig til at se nogel eksempler på at DK har relativt uregulerede markeder?

        Svar
        1. Christian Bjørnskov Forfatter

          Hej Gorm. Se f.eks. de internationale sammenligninger i Fraser Instituttets årlige rapport om Economic Freedom of the World. Det er område 5 af deres samlede index, som igen kan brydes op i regulering af produkt-, kredit- og arbejdsmarkeder.

          Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.