Mange danskere har meget faste meninger om Sverige, men kun de færreste har et egentligt indblik i svensk politik, og hvad der sker på den politiske scene hinsidan. Denne artikel giver et faktuelt, helt opdateret og præcist indblik i svensk politik, det svenske systems procedure omkring en regeringsdannelse, og ikke mindst i det  et politiske drama, som er foregået siden valget i 2014, og som endnu ikke har fundet sin afslutning. Ambitionen er at give dette indblik, som  savnes i den danske presse og elektroniske medieverden.  Artiklen er ser formidlende og skrevet på akademisk vis med mange  kildehenvisninger, så man kan faktatjekke. Artiklen er faktuel og ikke-ideologisk, men   forsøger at give et retvisende billede af den politiske udvikling i Sverige i perioden fra 2014 og frem til nu.

Dramaturgien i et klassisk drama  starter med en præsentation af et modsætningsforhold eller en konflikt mellem hovedrollerne. Dette spændingsforhold intensiveres i anden akt, i nogle tilfælde  med  en overraskende udvikling.  Denne overraskelse kan bestå i, at konflikten får et omslag (peripeti), som fører til at dramaet afslutter lykkeligt i tredje akt. Men 2. akt kan også forløbe  som en intensivering af konflikten, og at dramaet i 3. akt ender tragisk.

Det svenske drama om regeringsmagten har præcist fulgt denne dramaturgi. og faktisk to gange: Efter valget i 2014 opstod et drama, som fulgte førstnævnte dramaturgi, og som endte forholdsvis lykkeligt med den såkaldte december-aftale i december 2014. Aftalen var berammet til at var 7 år, men blev opsagt af oppositionen året efter. Dermed kunne dramaet starte påny.  1. akt kulminerede med, at Löfven blev fældet af Riksdagen få dage efter valget d. 9. september 2018.

1. Akt:  Löfven afsættes som svensk statsminister

Dem 9. september 2018 afvikledes det ordinære valg til den svenske Riksdag. Situationen havde i den foregående valgperiode været dén, at ingen af de to politiske blokke — den rød-grønne blok bestående af socialdemokraterna (S), Miljöpartiet (MP) og det socialistiske venstreparti (V) og den borgerlige blok bestående af de konservative Moderaterna (M), Centerpartiet (C), Liberalerna (L) og de kristlige demokrater (KD), efter parlamentsvalget i 2014 ikke fik mindst 175 pladser i Riksdagen, som er nødvendige for at danne en flertalsregering. Klart var det dog, at den borgerlige regering og statsminister  Frederik Reinfeldt (M havde tabt valget, og blevet mindre end den rød-grønne blok. Som leder af landets største parti, blev Socialdemokraternas leder ,Stefan Lövfen udpeget til at leder regeringsforhandlingene. Han valgtes som statsminister ved en afstemning i Riksdagen d. 2. oktober 2014.  Kun Sverigedemokraterne stemte imod, mens den borgerlige blok og Vänsterpartiet stemte blankt.  Sverige havde fået en  socialdemokratisk mindretalsregering. Selvom Socialdemokraterna har domineret svenske politik, og været landets største parti siden parlamentarismens indførelse i landet  i 1917, var Löfven-regeringen ikke Sveriges første mindretalsregering. Dem har landet haft en del af. Faktisk var perioden mellem 1920 og 1936 præget af mange mindretalsregeringer, som fik en kort levetid.  Löfvens mindretalsregering en et-partisregering (S) med MP som støtteparti.  Den borgerlige alliance, Vänsterpartiet og Sverigedemokraterne sad i opposition.

Netop Sverigedemokraterne udgjorde et problem: partiet som blev dannet  i 1988 med rødder i den ekstreme højrefløj, gik kraftigt frem ved valget fra 5,7%  af stemerne i 2010 (hvor det iøvrigt blev repræsenteret i Riksdagen for første gang) til 12,9%.  Dette gjorde SD til Sveriges tredjestørste  parti. Med kun 138 parlamentsmedlemmer bag sig  (175 kræves for at have et flertal), var Löfvens mindretalsregering skrøbelig. Dette viste sig også, da regeringens finanslovs forslag blev fremlagt for Riksdagen d. 2. december 2014. Ligesom i Danmark er der i Sverige tradition for, at finanslovene vedtages, uanset om landet er blevet regeret af flertals- eller mindretalsregeringer, men i 2014 spillede Sverigedemokraterne med sine nye muskler, og var fast  besluttet på at fælde regeringen. SD’s beslutsomhed blev forstærket af, at  det overordentligt immigrationsvenlige Miljöparti var regeringens støtteparti, og at indvandringen af personer med ikke vestlig-baggrund var steget markant i den borgerlige  Frederik Reinfelts (M) regeringsperiode (2006-2014), hvor han blev kendt for sit udsagn, at Sverige skulle åbne sit hjerte for indvandringen.  Alene i 2014 stod Sverige til at modtage 80.000 asylansøgere. Med SD stærke vilje til at fælde regeringen, fik Löven-regeringen virkelig at føle, at den var en mindretalsregering. Löfvens finanslovsforslag blev således nedstemt af Riksagen d. 2. december 2014, mens den borgerlige alliances budgetforslag blev vedtaget i stedet, og med SD’s stemmer. Sverige befandt sig i en regeringskrise, eftersom Löfven skulle styre landet med oppositions budget i det kommende finansår.

Löfven kunne have taget sin afsked, men i så fald ville han overlade magten til den borgerlige alliance. Han havde derfor kun ét valg: at udskrive nyvalg; det første ekstraordinære valg siden 1958. Efter afstemningen bekendtgjorde Lövfen, at han ville udskrive et nyvalg, som skulle finde sted d. 22. marts 2015.  Der var blot den væsentlige hage ved dette nyvalg, at SD ville forsætte sin eksplosive vækst, hvilket kunne efterlade den kommende regering i endnu større vanskeligheder. Desuden var ingen partier under nogen omstændigheder villige til at spille efter SD’s klaver. De var overhovedet ikke indstillet på enddog at tale eller lytte til SD. Partiet med dets højreekstremistiske rødder skulle holdes helt ude i kulden. Skrækscenariet var, at SD vil blive landets største eller næststørste parti ved valget i marts, og det forenede de to blokke. Flere modeller blev diskuteret, Bla. foreslog KD  stramninger af udlændingepolitikken, men primært for at reducere de økonomiske omkostninger. 

Efter forhandlinger med oppositionen, undtaget SD og V, offentliggjorde Löfven d. 27. december 2014 en aftale,  der blev kendt som december-aftalen.

December-aftalen gik  ikke ud på at holde SD uden for indflydelse. Det er en udbredt misforståelse. Hovedelementet i aftalen var, at den gjorde det muligt for mindretalsregeringer at styre landet efter deres eget budget, men at der godt kunne indgås aftaler i andre spørgsmål. Alligevel var december-aftalen udemokratisk.: et demokratis vigtigste lov udover forfatningen er finansloven, og hvis den ikke   kan sendes til en demokratisk afstemning, er det indlysende, at december-aftalen var udemokratisk.

På den anden side satte  december-aftalen ikke demokratiet helt ude af kraft. Den  tillod naturligvis SD at stemme om ethvert andet forslag i Riksdagen, og denne ret benyttede SD sig hyppigt af i parlamentsperioden 2014-2018.  I en anden artikel på Punditokraterne har jeg  redegjort for afstemningsmønstret i Riksdagen, og det viser, at SD sjældent afstod fra at stemme, men at det oftest stemte for regeringens forslag, og at partiet har haft indflydelse på svensk politik.

December-aftalen førte til, at Löfven kunne aflyse nyvalget, og dermed var den lurende trussel fra SD afværget.

December-aftalen var berammet til at vare i frem til valget i 2022, dvs. i knap 7 år.  Men ville den holde? Og kunne den forhindre SD’s  kraftige fremmarch i meningsmålingerne? Disse spørgsmål gav to skelsættende begivenheder i 2015 svaret på:

For det første fortsatte migrationen til Sverige med uformindsket styrke. Det gjorde den i hele Vesteuropa i 2015, som i efteråret blev præget af den store migrationskrise. Knap 1,5 million mennesker fra ikke vestlige lande, særligt fra det borgerkrigsramte Syrien og Irak, men også fra en lang række andre ikke-vestlige lande vandrede uforhindret til Europa, særligt via den såkaldte Balkan-rute. 1,1 mio.  migranter og flygtninge søgte til Tyskland, mens op imod 200.000 søgte til Sverige.  (1), Dette førte til, SD fortsatte sin  dramatiske vækst i meningsmållingerne.

For det andet var det netop migrantkrisen, som førte til at den borgerlige alliance ophævede december-aftalen i oktober 2015, men der opstod også sprækker i den rødgrønne alliance.  Det førte i 2016 til en regeringsomdannelse i  maj 2016, hvor Miljøpartiet kom ind i regeringen. Oprøret mod december-aftalen blev anført afde borgerlige alliances  Kristdemokrater (KD), og der blev en overgang spekuleret i et nyvalg.     En ny regeringsomdannelse skete i juli 2017, efter den borgerlige alliance + Sverigedemokraterne truede med at fælde regeringen.

Men ingen af delene forhindrede SD’s uimodståelige vækst i meningsmålingerne.  Forventningen var, at partiet ville få 20% eller mere af stemmerne  ved valget i september 2018. To målinger  foretaget af YouGov og Sentio kort før valget viste endda, at Sverigedemokraterne ville overhale Socialdemokraterna som Sveriges største parti; en position det har haft siden indførelsen af det svenske partipolitiske system i starten af 1900-tallet.  I den sidste uge før valget tabte SD dog luft i meningsmålingerne, men lå immervæk til at få mellem 16% og 19% af stemmerne, hvilket ville gøre partiet til Sveriges næststørste eller tredjestørste parti.  Meningsmålingerne viste sig at være ganske præcise, hvilket er interesant i en tid, hvor meningsmålingsinstitutter kritiseres for at tage fejl; i nogle tilfælde berettiget (fx. ved det amerikanske valg og Brexit-afstemningen, men i andre tilfælde uberettiget (fx. Sverige og Tyskland).  Således fik SD  ved valget d. 9. september 2018 17,5%, hvilket var vel inden for den sikkerhedsmargin, som meningsmålingerne var behæftet med.  Valgresultatet viste også, at Socialdemokraterna med  28,3%  af stemmerne fik et bedre valg end frygtet, selvom det+- er det dårligste i partiets historie. Socialdemokraterna gik tilbage fra 31,0%. Også Moderaterna (M) klarede sig ledt bedre end forventet (partiet havde oplevet stor tilbagegang i meningsmålingerne som følge af SD’s store fremgang. Således beholdt M positionen som Sveriges næststørste parti, men oplevede dog en tilbagegang fra 23,3% til 19,8%.

De  egentlige vindere af valget var de to politiske yderfløje, SD og det socialistiske venstreparti — partiet som fra  til 1990 var kommunistisk og Moskvatro.. Disse to partier fik tilsammen en fremgang på 6,9%, hvilket illustrer den polarisering af svensk politik, som jeg har beskrevet i et tidligere indlæg jf. ovenfor. Også to af af partierne i den borgerlige alliance (KD og Centerpartiet (C) fik en fremgang, især C).

Sammenfattende ændrede valgresultatet ikke afgørende på situationen ved det forrige valg i 2014:   Ingen af blokkene fik de 175 sæder i Riksdagen, som kræves for at opnå et flertal.  Den borgerlige alliance forlangte, at Lövfen øjeblikkeligt trådte af som statsminister, hvilket han nægtede at gøre.

Som  fungerende statsminister og leder af landets største parti fik Löfven dog chancen for at skabe en mindretalsregering, som i det mindste kunne tolereres af flertallet i Riksdagen, som det havde været tilfældet siden December-aftalen i 2014. Forskellen på den svenske og danske form for negativ parlamentarisme er, at et mistillidsvotum mod hele kabinettet (regeringen) udløser et nvvalg. Det gør det ikke i Sverige: hvis regeringen falder efter et mistillidsvotum, starter processen omkring om regeringsdannelse blot om igen, så talmannen blot udpeger en ny statsministerkandidat til at lede forhandlingerne om at danne en ny regering.  Hvor danske regeringer kun er blevet fældet af et mistillidsvotum tre gange siden parlamentarismens indførelse i 1901, er det  sket oftere i Sverige, men altså uden at det nødvendigvis har udløst et ekstraordinært valg. Det er 60 år siden, at landet har haft et sådan.  Sidste gang det skete i Danmark var i 1975, da Hartling-regeringen blev vældet.

I I Sverige, hvor det er sket hyppigere, er det seneste eksempel helt aktuelt: Lövfen blev nemlig fældet som statsminister den 25. september 2018, hvorved hele regeringen måtte træde af, men uden at der blev udskrevet et nyvalg. Det fører blot til en ny regeringsdannelse.

Proceduren omkring en regeringsdannelse er også forskellig i de to lande: i Danmark har vi den såkaldte dronningerunde, hvor partilederne efter et valg går til dronningen. og tilkendegiver, hvem der skal være kongelig undersøger, dvs. hvem de mener, skal undersøge mulighederne for at danne regering.  Dronningen udpeger derefter den  politiker, som har de bedste muligheder for at danne regering.

I Sverige er det derimod Riksdagens formand (talmannen), som udpeger den politiker, han mener har de bedste muligheder for at danne regering.  Den svenske regent involveres først i regeringsdannelsen, når den er dannet. Ligesom i Danmark går de nye regeringer dog til regenten for at meddele, at regeringen er dannet. Den har regenten i princippet beføjelse til ikke at godkende, men det er kun sket én gang  siden Grundloven blev vedtaget i 1849, nemlig i 1920, hvilket udløste den såkaldte påskekrise. I Sverige udpeger talmannen efter et valg typisk lederen af det største parti til at lede regeringsforhandligerne.

Dette er grunden til, at Löfven for en stund kunne fortsætte som statsminister efter det svenske valg og forsøge at samle et flertal, som ville beholde ham som statsminister. Han fik ifølge den svenske procedure i princippet 14 dage til at danne en ny regering, men det valgte han ikke at gøre, og derfor blev han fældet af flertallet i den svenske Riksdag, hvorefter  talmannen udpegede en anden forhandler til at danne en ny regering. Hvis det lykkes, skal regeringen godkendes af Riksdagen ved en ny afstemning, men denne proces kan ikke fortsætte i det uendelige; Talmannen har kun 3 forsøg på at pege på en ny regeringsforhandler. Hvis det ikke lykkes at danne regering, enten fordi regeringsforhandleren trækker sig i erkendelse af, at han ikke kan danne regering, eller fordi også den nye regering fældes af Riksdagen, udskrives der automatisk nyvalg. En finesse ved proceduren er, at talmannen i sit tredje forsøg faktisk kan pege på den politiker som han pegede på i sit første forsøg, hvis han vurderer, at denne nu har en større chance for at danne regering.

Således afsluttedes 1. akt i det svenske regeringsdrama, da Löfven blev fældet som statsminister d. 25. september 2018. 2. akt startede med talmannens udpegning  af en ny regeringsforhandler, Moderaternas Ulf Kristersson, og som vi skal se, startede 3. og sidste akt d. 15. oktober, efter Kristersson havde erkendt, at han ikke kunne danne regering, og talmannen påny pegede på Stefan Lövfen som regeringsforhandler.

Såvidt den svenske procedure for regeringsdannelse. Beskrivelsen og processen er omstændelig, men nødvendig at klargøre, dels fordi der er så lidt viden om den i Danmark, dels fordi selv de fleste svenskere ikke kender den eller misforstår den. Således præciserede talmannen, Andreas  Norlén proceduren på en pressekonference  mandag formiddag (15/10), og tilføjede, at der findes dels svenske journalister, som ikke har sat sig ordentligt ind i den svenske forfatning. Dette kan måske opfattes som hårde ord, men det er sandt, når man læser de artikler, som de svenske dagblade har skrevet om proceduren efter valget i september 2018.

2. Akt: Moderaternas partileder Ulf Kristersson opgiver at danne regering

Efter Stefan Lövfen blev fældet som statsminister ved afstemningen d. 25. september, konsulterede talmann Norlén partilederne, og konkluderede, at Moderaternas partileder, Ulf Kristersson som forhandlingsleder. havde de bedste muligheder for at skabe en ny regering.  Kristersson forestillede sig, at han uden større sværdslag kunne danne regering bestående den borgerlige alliance (M + C + KD, sit eget parti (M) og ham selv som statsminister, Den borgerlige alliance havde trods alt svoret, at de ville stå sammen i last og brast. Men Kristerssons idé berodede også på, om SD kunne acceptere og tolerere ham som statsminister. SD’s accept var ikke en formalitet, eftersom Kristersson (M)  afviste, at SD og dets formand, Jimmie Åkesson, krævede indflydelse på regeringens politik, og at han var villig til også at fælde en borgerlig regering, hvis SD ikke fik indflydelse. På den anden side afviste alle partierne i den borgerlige alliance fortsat, at SD fik nogen indflydelse.

Som forhandlingsleder befandt Ulf Kristersson sig nærmest i en umulig balanceakt mellem hensynet til sit partis alliancepartnere og at give SD en eller anden form for indflydelse.  Kristerssons sonderinger varede som det formelt foreskrives  i et par uger. Han regnede med, at SD ikke kunne finde på, at fælde en borgerlig regering, og måske sparke bolden og magten tilbage i hænderne på den rødgrønne alliance med dens liberale udlændingepolitik (særligt MP og V  ønsker fortsat en meget liberal udlændingepolitik).  Omvendt forestillede Kristersson sig ikke, at SD blot ville agere som stemmekvæg i Riksdagen, og at man var nødt til at give partiet et vis indflydelse ved at dreje M’s politik i retning af en mere stram udlændingepolitik. Denne bevægelse havde M da også i stigende grad foretaget siden 2015, og især under valgkampen, men spørgsmålet var, om det var nok?

Efter sine sonderinger forelagde Kristersson tre regeringsmodeller, som han kaldte for en 3-2-1-model:

3. En gering bestående af alle partierne i den borgerlige alliance ( M +  de 3 mindre partier (C, KD og L). En sådan regering ville kunne mønstre 143 mandater i Riksdagen, og hvis den kunne tolereres af SD med dets 62 mandater, ville den  have 205 mandater, og vel over de 175, som kræves for at skabe flertal i Riksdagen.

2.  Alternativt kunne man skabe en regering bestående af M + to af alliancepartierne. For at skabe et flertal måtte C og L nødvendigvis indgå i regeringen, således at den med SD’s uformelle eller passive støtte, ville have 183 mandater. Denne kombination ville dog udelukke M’s mest trofaste partner, KD, hvorved regeringen formelt ville komme i mindretal uanset bogstavskombinationerne. Sålænge en sådan regering ville blive tolereret af Riksdagen, kunne den dog få lov til at sidde. Selvom Kristersson ikke præciserede det, kunne 2-løsningen også opfattes som en regering bestående af M  + C og L (med uformel støtte eller tolerance fra SD).

1. I nødstilfælde kunne M og KD gå i regering, eller Kristerssons eget parti, Moderaterne, danne en meget smal mindretalsregering, som Socialdemokraterna i grunden også gjorde efter valget i 2014.

Eftersom Ulf Kristersson kunne regne med KD og dets partileder,  Ebba Busch Thor (2), gav han fredag d. 12. oktober Centerpartiets leder, Annie  Löof og Liberalernas leder, Jan Björklund  et ultimatum: deltag i en samlet allianceregering, eller også ville han finde en anden løsning. Grundet tidspresset fik de to partiledere en weekends betænkningstid.

Alliancepartiernes svar kom ganske hurtigt, men for Kristersson også overraskende. Löof og Björklund afviste Kristerssons ultimatum, og meddelte ved deres respektive pressekonferencer, at de ikke længere foretrak Kristersson som statsminister. Ikke nok med det: Annie Lööf sagde, at en ny regering nødvendigvis måtte gå på tværs af de to politiske blokke, og at man ikke skulle udelukke  Löfven, og at S hvilket var noget af en eftersom hun frem til da pure havde afvist at samarbejde med den socialdemokratiske statsminister.  Liberalernas Jan Björklund sagde, at han var mest stemt for, at der blev skabt en stor koalition efter tysk mønster, dvs. en regering bestående af Socialdemokraterna og Moderaterna.

Jimmie Åkesson konstaterede på sin side, at den borgerlige alliance var brudt samen. Den konklusion drog svenske medier også: regeringsforhandlingerne under Kristerssons lederskab afslørede, at den borgerlige alliance var dybt splittet og mere skrøbelig end oprindeligt antaget.

Derfor afsluttedes 2. akt med, at Kristersson slukøret måtte erkende, at han ikke var i stand til at skabe en ny regering. Kristerssons balanceakt viste sig alligevel umulig.

Never shall the twain meet.   2. akt i det svenske regeringsdrama var overstået.

3. Akt begyndt: Lövfen udpeges som forhandlingsleder. 

Efter at Kristersson gav på som regeringsforhandler  afholdt talmann, Andreas Norlén dagen efter, mandag formiddag d. 15. oktober kortvarige konsultationer med hver enkelt partileder. Norlén havde ellers udtalt, at han ville give sig god tid til at tænke over, hvem der nu skulle være regeringsforhandler. Men betænkningstiden blev kort; ikke fordi Norlén gjorde sig klare forestillinger om, hvordan en regeringskonstellation kunne se ud, men fordi man var under tidspres. Regeringsdannelsesprocessen kan ikke fortsætte i det uendelige. Desuden skal hver forhandlingsleder tildeles den samme tidsperiode til at skabe enighed om en regering, dels skal en finanslov for 2019 fremlægges og sendes til afstemning i Riksdagen senest i slutningen af november.

Norlén vurderede efter konsultationerne, at Stefan Löfven, som havde fejlet i første forsøg, trods alt havde de bedste muligheder for at skabe enighed om dannelsen af en regering.  I forlængelse udtalte Löfven, at han ligesom Lööf og Björklund mente, at parterne måtte udvise fleksibilitet, og finde en løsning på regeringskrisen på tværs af de to politiske blokke.

Selv Sverigedemokraternes Jimmie Åkesson udtalte, at han var enig i, at Stefan Löfven havde de bedste chancer for at få skabt en regering. Åkesson var grundigt træt af, at samtlige politiske partier ikke ville indgå i en dialog med hans parti, og sagde på sin pressekonference, at de skulle holde op med at betragte SD som en sygdom, som vil gå over af sig selv.

Hvorvidt Sverigedemokraterne er en sygdom eller blot et symptom på en sygdom, nemlig den store indvandring af personer med mellemøstlig herkomst, som Sveriges meget liberale udlændingepolitik har skabt (hver 4. svensker har nu en udenlandsk herkomst, og syrere og irakere har overhalet finnerne som de invandrere, der er flest af), og de store problemer, som indvandringen har ført med sig, må være op til den enkelte at vurdere.

Andreas Norlén har givet Löfven 14. dage til at finde en løsning på den svenske regeringskrise, hvilket svarer til den tidsramme, som Kristersson fik. Hvis Lövfen ikke finder en løsning, vil Norlén når tidsfristen udløber i slutningen af oktober vurdere, hvad der  så skal ske:  hvis man er tæt på at skabe enighed om en ny regering, vil Löfven blive givet lidt ekstra tid (formentlig max. en uge) ellers udskrives der nyvalg. Dette nyvalg udskrives også, hvis Löfven ligesom Kristersson giver op som forhandlingsleder inden eller kort efter de 14 dage er gået. Der bliver således ikke en ny talmannsrunde,  Hvis Löfven ikke finder en regering, til og med kan godkendes af Riksdagen, udskrives der automatisk et nyvalg, som skal finde sted inden for 3 måneder.

Hvem bliver Sveriges næste statsminister? Eller er et svensk nyvalg på vej?

Hvem der bliver Sveriges næste statsminister kan man kun gisne om.

Löfven sidder i en gunstig position i og med, at han er forhandlingsleder, men var han jo også i første forsøg, og da kunne han ikke danne regering, men blev ved en afstemning i Riksdagen afsat som statsminister.  Han er villig til at  gå på kompromis om politiske emner, men ikke om statsminister posten. Dén vil han og S have.  Endvidere kræver det, at han får samlet en stor del af det politiske spektrum S + MP + C  + L) er ikke nok, for denne brede koalition samler kun 167 mandater, og ikke de 175, som skal til for at skabe et flertal. Eller også skal M  eller KD afholde sig fra at stemme. Ebba Tusch Thor afviste på sin pressekonference, at hendes parti KD ikke bliver et støtteparti i en ny Löfven-regering, og står dermed fast på sin position Tusch Thor sagde også, at hun ikke tror på, at C kan overtales af S, men det må tiden vise.

Annie Löof kan ikke afskrives som statsminister. Hun kan blive en kompromiskandidat.   Faktisk udtalte Miljöpartiets formand (og udviklingsminister), Isabella Lövin i dagene efter valget, at hun godt kunne forestille sig Centerpartiets leder Annie Lööf som ny statsminister. Men for at den ligning skal løses, kræver det, at ikke blot  S og M eller KD, peger på hende (KD kan jo undlade at stemme. Endvidere er S og C meget uenige om arbejdsmarkedspolitkken, så den knast skal også fjernes

Kristersson er stadig en kandidat til statsministerposten. Han er fortsat C’s foretrukne kandidat, men den borgelige alliance står nu ikke længere sammen, fordi C og L skal acceptere, at SD får indflydelse på regeringens politik, og det afviser C og L på det kraftigste. Derfor er Kristersson ikke længere favorit til statsministerposten, som han var efter valget.

Hvis Löfven får skabt enighed om en regering, bliver statsministeren derfor enten ham selv eller Lööf eller mindre sandsynligt Jan Björklund.

Man kan ikke afvise, at Löfvens ufravigelige krav  om at live statsminister kan blive den sten, som tipper læsset og udløser et nyvalg. Talmann Andreas Norlén udtalte således mandag, at selvom partilederne nu bliver nødt til at indgå i en konstruktiv dialog, konstaterede han også, at det var hans indtryk efter dagens samtaler med partilederne, at situationen er ligeså fastlåst, som den var efter valget d. 9. september.

For at får skabt en regering skal fronterne virkelig brydes op, og selv om det  er svært at forestile sig, kan det ikke udelukkes. Partierne i begge blokke (måske med undtagelse af V) givetvis ikke ønsker et nyvalg eftersom det kan give SD mere vind i sejlene, som det gjorde efter valget i 2014. Og alle partierne ønsker ikke SD styrket (bortset fra det selv, selvfølgelig). Endvidere er ekstraordinære valg er  uhyre sjældne i svensk politik. Den eneste gang det er sket  i nyere tid   var  i 1958. Dette til trods for, at Sverige har haft mange mindretalsregeringer i de sidste 100 år. Parlamentarismen fungerer på en anden måde end i Danmark: Princippet om negativ parlamentarisme er forskelligt i de to lande. Hvis regeringen får et mistillidsvotum i Danmark udløser det et nyvalg.  Det gør det ikke i Sverige. Der går regeringen også af, hvis den bliver fældet af et mistillidsvotum, men når regeringen er gået af genstarter talmannsprocessen, hvor Riksdagens formand  efter samråd med partilederne udpeger en forhandlingsleder til at sammensætte en ny regering. Denne regering skal som regel  godkendes formelt af Riksdagen ved en formel afstemning, men ikke nødvendigvis: hvis det står meget klart, at regeringen vil blive tolereret af Riksdagen er en afstemning ikke nødvendig.

For at følge den dramaturgiske terminologi  beskrevet i indledningen befinder det svenske drama lige nu i en akt, som enten kan resultere i en  peripeti, som fører til, at dramaet ender lykkeligt med dannelsen af en ny regering,  men akten kan også ende ulykkeligt med udskrivningen af et nyvalg. Begrebet ulykkeligt er alene et dramaturgisk begreb, og ikke værdiladet.

Omvendt er der næppe tvivl om, at et nyvalg ikke grundlæggende vil ændre den politiske situation i Sverige. Det er nemlig meget svært at forestille sig, at en af de to politiske blokke vil få flertal ved et valg i marts 2019. Derfor er  de regeringsbærende svenske partier nødsaget til at blive enige om et samarbejde på tværs af blokkene. Begge politiske blokke har nemlig forspildt deres chancer for at danne mindretalsregringer, som kan tolereres af den anden blok  — i hvert fald i denne omgang. Dette samarbejde på tværs af blokkene kan blive aftalt indenfor de kommende uger Så afsluttes 3. akt. Men hvis der udskrives et ny-valg, kommer vi grundlæggende til at se en genopførelse af det drama, som vi har oplevet siden 2014, eftersom ingen af blokkene stadig ikke vil få flertal.

Sverige befinder sig således i en meget dramatisk periode med store udfordringer. Men det gjorde Sverige dog også i perioden mellem 1920 og 1936, som først var præget af stærke konflikter på arbejdsmarkedet (større end i Danmark i 1890’erne) og siden af den økonomiske krise efter krakket på Wallstreet i 1929. Denne periode var som nævnt karakteriseret ved mange og kortvarige mindretalsregeringer, og Sverige kom først for  alvor ud af den i 1938 med indgåelsen af Saltsjöbaden-aftalen mellem arbejdsmarkedets parter. Det var 40 år efter de to parter i Danmark havde indgået en lignende aftale (Hovedaftalen af 1898). I Sveriges tilfælde førte borgfreden til opbyggelsen af det svenske folkhem. I Danmark førte det til udviklingen af den danske velfærdsstat, som for alvor så dagens lys med Kanslergade-forliget i 1933.

Afslutning: Sverige halter efter Danmark

Historisk har Danmark på den politiske scene altid været på forkant i forhold til svenskerne, hvad enten det gælder forfatning, indførelse af parlamentarisme og velfærdsstat. Men det gælder også partiernes accept af et populistisk parti (Dansk Folkeparti), som fra valg til valg har vokset sig stærkere for  til sidst at agere som støtteparti for en siddende regering, og som kan tænkes at indgå i en regering i de kommende år.

På det område halter Sverige også bagefter: hvor Dansk Folkeparti buldrede ind i folketinget 3 år efter dets dannelse, skulle der i Sverige gå 22 år, før SD blev repræsenteret i Riksdagen. Og her 8 år efter opfattes SD af de andre partier stadig ikke som et ‘stuerent’ parti — for at bruge Poul Nyrup Rasmussens velkendte frase. Men politisk er DF og SD ikke så forskellige. SD ligger på visse områder i den økonomiske politik lidt til højre for DF, men når det gælder velfærdspolitiske emner så som omsorgs- og ældrepolitik, har SD ligesom DF mest tilfælles med Socialdemokraterne. Begge partier kan således samarbejde til hver sin side, men i det todimensionelle politiske rum (fordelings- og værdipolitik) ligger SD mere til højre end DF på grund af dets økonomiske politik. . En anden forskel er, at DF i Danmark i højere grad er blevet anerkendt af de andre partier, end svenske SD er blevet det . Men SD’s stramme udlændingepolitik har haft indflydelse på svensk politik:

Både  S  og M har således strammet  deres udlændingepolitik. Dette er dels ved indførelsen af den svenske grænsekontrol i november 2015, da migrationskrisen for alvor havde taget fart og for de svenske myndigheder var blevet faretruende ukontrollabel. Grænsekontrollen er siden blevet skærpet i  maj  2017 og senest i  juni 2018.   Men særligt for Moderaternas  (og dets nærmeste  samarbejdspartner, KD) vedkommende, er der også  strategiske  grunde til dets strammere udlændingepolitik. For SD stjæler i stort antal vælgere fra både S og M som DF har gjort det i Danmark fra Socialdemokratiet og Venstre. Måske ligger det i kortene, at de andre partier en dag vil tage SD til nåde og begynde at samarbejde med partiet?

Der en del i Danmark,  som ikke forstår, at de gør. Men Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterne har helt anderledes historiske rødder: DF har rod i Fremskridspartiet, som det var et  udbryderparti fra. Fremskridtspartiet var også oprørsk — først mod skattepolitikken og siden mod indvandrerpolitikken. SD, derimod har rødder i det ekstreme højre, herunder det ny-nazistiske Nordiska Rikspartiet, som brugte hagekorset som partisymbol, og den indvandrerfjendske og racistiske  skinhead-bevægelse, Bevara Sverige Svensk (BSS), som var inspireret af det Britiske National Front.   Disse historiske rødder er ikke blevet glemt, og derfor er vejen til formel indflydelse langt  mere opad bakke for Sverigedemokraterne, end den har været for Dansk Folkeparti.

 

.

———————————————–

Noter:

(1) Det totale antal flygtninge og migranter, som kom til Sverige i 2015 er uvist.  Myndighederne modtog formelt 163.000 asylansøgninger, men dertil skal lægges et stort antal der kom til landet og enten opholdt sig illegalt eller endnu ikke havde ansøgt om asyl, da opgørelsen blev lavet omkring d. 31. december 2015.  Det kan ikke udelukkes, at det samlede antal var op imod 200.000 eller flere.

(2) Kristdemokraternes kun 31 årige partileder, Ebba Tusch Thor er en begavet politiker og taler, som ifølge Aftonbladets meningsmåling klarede sig bedst under den første og eneste partilederdebat i slutningen af august og kort før valget. Centerpartiets partileder, Annie Lööf er med sine 35 år også en relativt ung partileder.