Det er en sejlivet myte, at væksten i levestandarden for de laveste indkomster primært skyldes indførelsen af velfærdsstaten og dens omfattende omfordeling. Den altdominerende forklaring er imidlertid den økonomiske vækst. Ser vi på indkomstfremgangen for de 40 pct. laveste indkomster i forhold til for 100 år siden, kan under 10 pct. tilskrives ændret fordeling. Godt halvdelen skyldes den økonomiske vækst direkte, mens resten skyldes, at den økonomiske vækst har øget værdien af en større indkomstandel.

Det skriver jeg om i min faste klumme i Berlingske i dag.

Men jeg skylder at gøre opmærksom på, hvordan jeg har beregnet det. Det kan nemlig ikke slås direkte op. Derfor har det været nødvendigt at gøre en række antagelser. Jeg har imidlertid valgt dem, så de snarere overvurderer end undervurderer betydningen af omfordeling.

Her er en beskrivelse af metoden:

Det seneste statistikbelagte år er 2016. Vi har meget omfattende data om nutidens indkomster fra CEPOS forskeradgang til registerdata. For 1916 er oplysningerne derimod sparsomme.

Det tætteste, man kommer indkomstfordelingen i 1916, er studier foretaget af Atkinson og Søgaard. De har for 1915 og 1920 opgjort, hvor stor en andel af den skattepligtige indkomst, de laveste 40 pct. af familieindkomsterne havde. De havde 13,5 pct. i 1915 og 8,9 pct. i 1920. Et simpelt gennemsnit siger 11,2 pct., men jeg vælger at sige 10 pct. i 1916, altså klart i underkanten. Jeg tager heller ikke rigtig højde for, at indkomstfordelingen på det tidspunkt formentlig var påvirket af midlertidigt store indkomster i den høje ende som følge af Første Verdenskrig.

Jeg antager nu, at de 40 pct. laveste også havde 10 pct. af den disponible indkomst. Det er helt klart et underkantsskøn. Skattesystemet var også progressivt for 100 år siden. Samtidig var der formentlig en hel del ikke skattepligtige indkomster i den lave ende. Overførsler blev næppe beskattet væsentligt, og det samme gælder naturalieaflønning af karle og piger på landet samt tjenestefolk.

For 2016 kan jeg derimod godt beregne de laveste 40 pct.s andel af den disponible indkomst. Den var på 17,1 pct. Væksten fra de 10 pct. til 17,1 pct. er således et mål for, hvor meget de nederste 40 pct. har fået mere som følge af ændret indkomstfordeling. Det er dog vigtigt at understrege, at den ændrede fordeling ikke kun afspejler fordelingspolitik, men også udviklingen i lønstruktur mv.

Når der ikke er tal for de disponible indkomster i 1916, er det ikke umiddelbart muligt at beregne væksten i de disponible indkomster. De stiger ikke i samme takt som indkomsterne før skat – eller den generelle økonomiske vækst – fordi skatterne er steget betragteligt, selv når der tages hensyn til, at overførslerne også er (det skyldes stigende andel offentligt forbrug og investeringer). Jeg har derfor antaget, at de disponible indkomster er steget i samme takt som privatforbruget. Privatforbruget er beregnet i nationalregnskabet tilbage til 1966. For at komme tilbage til 1916 har jeg benyttet tal for det samlede forbrug fratrukket det offentlige bidrag til bruttofaktorindkomsten. Disse tal findes i Svend Aage Hansens ”Økonomisk Vækst i Danmark” (men har selvsagt ikke samme nøjagtighed som nationalregnskabet), hvor 1916 dog må findes ved interpolation.

De disponible indkomster er defineret som summen af forbrug og opsparing. En underliggende antagelse er altså, at opsparingskvoten ikke har ændret sig afgørende. Den aktuelle opsparingskvote er høj, hvilket trækker i retning af at undervurdere væksten, men opsparingskvoten var formentlig også høj under Første Verdenskrig.

Hvis man på denne måde beregninger indkomstfremgangen for 1.-4.decil fra 2016, giver det følgende:

Samlet indkomststigning                                      100,0 pct.

Heraf:

  • Ændret indkomstfordeling:    9,3 pct.
  • Økonomisk vækst   53,1 pct.
  • Multiplikativ effekt   37,7 pct.

 

Det er endelig vigtigt at være opmærksom på, at denne opdeling er formel statistisk. I virkeligheden må omfordelingen formodes at have reduceret den økonomiske vækst på grund af overvejende negative adfærdseffekter. Dem burde man strengt taget have trukket fra i gevinsten ved ændret fordeling, men det må blive en anden gang.