Over Berlin for 70 år siden

Forbløffende mange danskere ved forsvindende lidt om historie, og ikke mindst vores del af verdens historie siden anden verdenskrig. Jeg og adskillige af mine venner og bekendte, der underviser på gymnasier eller universiteter, møder med jævne mellemrum studerende, der intet ved om efterkrigstiden, og knap kan forklare, at der var noget der hed Sovjetunionen eller at det var socialistisk. De fleste ved dog, at Sovjet var med til at nedkæmpe det tyske naziregime, men derudover er det knapt med den faktuelle viden. Det råder vi bod på i dag ved at se tilbage på begivenheder, der udspillede sig i disse måneder for 70 år siden i og over Berlin.

Som Winston Churchill havde set allerede to år tidligere, og erklæret offentligt i sin berømte Iron Curtain Speech, havde Sovjetunionen efter krigen til hensigt at underlægge sig så meget af Europa som muligt i det, Churchill kaldte ”a Soviet Sphere”. Det gjorde den sovjetiske ledelse klart for resten af verden, da den startede en blokade af den vestlige del af Berlin.

Efter krigen var den tyske hovedstad blevet delt mellem de allierede, så hver af de fire lande fik kontrol over hver sin sektor af Berlin, mens byen som helhed var omgivet af den sovjetiske zone. De sektorer af Berlin, der blev ledt af Storbritannien, USA og Frankrig, blev den 24. juni 1948 pludselig afskåret fra resten af det vestlige sektorer.

Den sovjetiske aktion startede med at man lukkede for elektriciteten, der primært blev produceret i det sovjetiske-besatte Østberlin. Det sovjetiske militær var allerede i januar begyndt at stoppe tog fra vest for at kontrollere passagererne, og lukkede nu både jernbanen og den vej, der forbandt Berlin med Helmstedt i Niedersachsen i den britiske sektor. Stalin regnede med, at man via en blokade kunne sulte vestmagterne ud af Vestberlin og dermed overtage hele Berlin i det nye, socialistiske Østtyskland.

Det gik dog helt anderledes end Stalin og den sovjetiske ledelse havde planlagt. Det amerikanske militær, kort efter støttet af briterne, besluttede sig for at flyve varer ind til Berlin for at holde liv i befolkningen udenfor den sovjetiske sektor. De første fly forlod Frankfurt den 26. juni, og efter en usikker start fik man sat et system i gang, hvor USA’s militær primært fløj fra Frankfurt og Wiesbaden, og briterne primært fløj fra Hamborg og enkelte andre lufthavne i nord. Omfanget af operationen blev enormt – selv den lille australske deling, der fløj fra Lübeck til Berlin, nåede 2062 transportflyvninger mellem september 1948 og august 1949 – og var lige så meget en logistisk succes som det var en politisk og økonomisk magtdemonstration.

En af de blivende virkninger af operationen, som officielt hed ”Operation Whittles”, men som berlinerne døbte ”Die Luftbrücke”, var netop de ekstremt vigtige logistiske innovationer. Med så mange fly i luften kunne man ikke simpelthen lade piloterne flyve eller lande efter forgodtbefindende, men måtte sætte det i system. De kontrolinstitutioner, briterne og amerikanerne satte op, tillod at transportflyene til Berlin kunne lande med 90 sekunders mellemrum, hvis de omhyggeligt blev dirigeret til at ligge i en snor ind til lufthavnen. Hvis der kom for mange på samme tid, lagde flyveledelsen dem i en ordnet kø ved at få dem til at flyve i et bestemt mønster over Berlin. Disse indsigter og det system, man eksperimenterede sig frem til i de første måneder under luftbroen, blev grundlaget for al moderne flyveledelse. Det er stadig den måde, kontroltårne ved alle større lufthavne håndterer trafikken.

En anden virkning kom fra en helt anden vinkel, og var i starten én mands værk. I sommeren 1948, da den amerikanske pilot Gail Halvorsen fløj transport fra Frankfurt til Berlin, opdagede han at der hver dag var en stor gruppe børn, der stod ved indflyvningen til Tempelhof-lufthavnen og kiggede på fly. Han fik ondt af de ludfattige børn, og gik en dag ud for at snakke med dem. Børnene delte det tyggegummi, Halvorsen tilfældigt havde i lommen, og da han fik en idé, lovede han at komme med mere den næste dag: Tilbage i Frankfurt samlede han lommetørklæder ind blandt sine kolleger, bandt dem sammen som små faldskærme, og bandt små poser med slik, chokolade eller frugt til faldskærmene. De næste dage havde han dem med i cockpittet og sendte faldskærmene ud over børnene fra sit vindue.

Rygtet om den amerikanske pilot bredte sig hurtigt til både den lokale presse og Berlins børn, og Halvorsen blev kendt blandt børnene som Onkel Wackelflügel – Onkel Vippevinge  – fordi han havde lovet dem, at han ville vippe med vingerne når han fløj lavt over boligblokkene på vej til Tempelhof. På den måde kunne de gradvist flere og flere børn, der samlede sig lige udenfor hegnet til landingsbanen, kende den pilot, der kom med slik til dem. Et andet øgenavn for Halvorsen blandt børnene var således der Chokoladenflieger – Chokoladeflyveren – og som gruppe begyndte man at kalde de amerikanske piloter og deres fly for die Rosinenbomber – Rosinbomberne. Flere og flere af Halvorsens kolleger begyndte at gøre det samme, der blev samlet både lommetørklæder og slik ind i USA og sendt til basen i Frankfurt, og da nyheden nåede den amerikanske generalløjtnant Turner, blev sliktjenesten sat i system med navnet ”Operation Little Vittles”. High school-elever og husmødreforeninger i USA leverede faldskærme, og sidst på året donerede bl.a. chokoladegiganten Hersheys flere tons slik og chokolade til den tidligere fjendes børn. Alene i Chicopee, Massachusetts, indsamlede high school-eleven Mary Connors og hendes hjælpekomite 18 tons slik og tyggegummi.

Som Andrei Chernys dokumenterer i den fine The Candy Bomber: The Untold Story of the Berlin Airlift and America’s Finest Hour, var Halvorsens idé og Operation Little Vittles med til at ændre berlinernes syn på de amerikanske og britiske besættelsesstyrker. Berlinerne var kommet til at forbinde lyden af flymotorer med død og ødelæggelse, og med god grund: Berlin var blandt de tyske byer, der blev tæppebombet og da krigen sluttede, var der forsvindende få bygninger, der var uskadte. Men deres børn kom i 1948 og 1949 til at forbinde den karakteristiske brummen fra Douglas C 47 og C 54-flyene med slik, og mange tyske børns første appelsin eller chokolade dalede ned i faldskærme lavet af lommetørklæder og viskestykker. Halvorsen fik i 1974 Vesttysklands fornemste orden, das Bundesverdienstkreuz, og the Congressional Gold Medal for sin indsats.

Det sovjetiske nederlag var også åbenbart på den lokale, politiske front. Den sovjetiske ledelse havde allerede tidligere startet delingen af byen, da den nægtede at acceptere de første valg til Berlins bystyre. Det førte til, at socialdemokraten Ernst Reuter indsattes som borgmester i Vestberlin i december. Reuter (der pudsigt nok var født i Åbenrå af tysksindede forældre) var egentlig valgt til overborgmester allerede i 1947, men den sovjetiske sektorledelse nægtede formelt at acceptere valget. Kort før Reuters indsættelse valgte de at indsætte Friedrich Ebert som borgmester i Østberlin, og understregede dermed, at Berlin også politisk de facto var en delt by.

Luftbroen stoppede først da Sovjetunionen opgav blokaden af Vestberlin den 11. maj 1949. Stalin og den sovjetiske ledelse havde håbet at knægte de vestlige allierede og drive dem ud af Berlin. Konsekvenserne var, meget til sovjetisk fortrydelse, de omvendte end intentionen. Luftbroen bekræftede Storbritanniens og USA’s fortsatte og meget konkrete opbakning til et demokratisk Tyskland og Vesteuropa. Vestberlin blev både et lysende eksempel på den vestlige, demokratisk kapitalismes overlegne udvikling og en torn i siden på sovjetiske ledere fra Stalin til Gorbatjov. 12 dage efter blokaden ophørte, etableredes Bundesrepublikken Tyskland – den del, der i daglig tale kom til at hedde Vesttyskland – og som Vestberlin forblev en del af indtil det kommunistiske Østtyskland kollapsede i slutningen af 1989. Luftbroen til Berlin blev en håndgribelig start på udviklingen og som en ikke ubetydelig bivirkning fik måden, luftbroen kom til at virke på, en hel generation tyske børn til at vokse op med et andet billede af briter og amerikanere end deres forældre. Den næste generation frie tyskere var helhjertet en del af den demokratiske verden.

4 thoughts on “Over Berlin for 70 år siden

  1. Jens Frederik Hansen

    Der er et sjovt paradoks, som man altid bør medtage i sin omtale af Berlin-blokaden, nemlig at der sad sovjetiske officerer og deltog i staben af flyveledere! De blev ikke væk fra arbejde på noget tidspunkt under blokaden.
    I øvrigt er det forkert, når Bjørnskov påstår, at “der var forsvindende få bygninger, der var uskadte” efter slaget om Berlin. Faktisk gjorde genopbygningen – med geskæftige byplanlæggeres ønsker om forbedringer – større skade end bombardementer og artilleri havde gjort. Langt de fleste bygninger i Berlin var uden skader, der nedsatte deres funktionsduelighed eller havde ubetydelige skader (skudmærker udenpå mure, smadrede vinduer og den slags småting).

    Svar
    1. Christian Bjørnskov Forfatter

      Det er et meget skægt paradoks! Mht. bygningerne var min pointe ikke, at de var helt ødelagte. Berlin blev ikke ramt på samme måde som f.eks. Hamborg og Dresden, hvor bykernerne nærmest var jævnet med jorden. Min pointe var blot at understrege, hvor elendigt de fleste mennesker levede umiddelbart efter krigen. Og det er vel en kendsgerning, at de større ødelæggelser var i områder, hvor flere almindelige mennesker boede, mens de mindre ødelæggelser i Berlin typisk var i ‘pænere’ områder (f.eks. omkring Wannsee).

      Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.