Som nogle læsere vil vide, er jeg til den årlige konference hos the Southern Economic Association, som i år afholdes i Washington DC. Min gode ven og kollega Niclas Berggren (IFN Stockholm), er her også og tweetede i den forbindelse Art Cardens morsomme papir How to be a Great Conference Participant i går.

Arts papir er ligeså tankevækkende som det er sjovt – ikke mindst for PhD-studerende og andre, der endnu ikke har rutine i at tage ud og deltage i et konferencemiljø – men lader i det store og hele et spørgsmål stå ubesvaret: Hvilke konferencer skal man tage til? Svaret hviler på, hvad man vil opnå: Gode kommentarer og input til ens egen forskning, inspiration og networking-muligheder, eller blot at sende et signal om, at man er med hvor det sker.

Er man primært interesseret i at få kommentarer på sit eget arbejde, og evt. input til andre studier i samme område, kan man næppe vælge noget bedre end at tage til små, specialiserede konferencer. Et eksempel er den danske public choice workshop – der afholdes på Aarhus Universitet den 1. februar næste år – hvor en række forskere, der er specialiseret i public choice og politisk økonomi, mødes en enkelt dag for at præsentere ny forskning og diskutere den. De små konferencer og workshops er der, hvor folk er mest tilbøjelige til både at være interesseret i, hvad man laver, og villig til at bruge tid på at diskutere det med en.

Er det vigtigere for en, at man har muligheder for at netværke med en bredere gruppe forskere – noget der er ekstremt vigtigt for PhD-studerende og unge forskere, som ikke allerede har et internationalt netværk – er det en bedre idé at tage til en konference af mellemstørrelse. Denne uges Southerns er et godt eksempel, hvor 5-600 forskere med alle mulige interesser og baggrunde mødes. De er langt fra så intime som de små konferencer, og der er både færre muligheder for at tale længere tid med folk og mindre chance for, at der er folk der er interesseret i ens specialområde, men regionale konferencer som the Southerns og de specialiserede internationale – på mit område f.eks. European Public Choice Society – giver en langt større netværksmuligheder. De tilbyder også meget mere inspiration, qua de mange præsentationer om alle mulige spørgsmål på forskellige områder.

Sidst kan man vælge at tage til de helt store som det årlige møde i the American Economic Association. Der er en endeløs række af præsentationer på praktisk taget alle områder af ens fag, og potentielt vigtig signalværdi i, at man kan sige man har været der. Netværksmulighederne er dog begrænsede – de er simpelthen for store til det – og man oplever ofte, at der kun sidder en lille håndfuld folk til ens præsentation. Chancerne for at få input på ens egen forskning er ganske små.

Så hvad gør man? Hvis det primært handler om signalværdi og noget at skrive på ens CV, er det indlysende enten at tage til de helt store konferencer, eller i visse tilfælde de helt små, men eksklusive workshops. Begge givet et signal om, at man har kvalitet til at blive optaget på konferencen, og at man er med hvor tingene sker. Er man interesseret i feedback, er de store et elendigt valg, og de små ofte perfekte. Netværksmulighederne er dog begrænsede i begge tilfælde, og feedback er typisk dårligt på de store. De mellemstore konferencer er derimod gode kompromiser mellem god networking, masser af inspiration på ens eget felt, og mulighed for faktisk at tale med folk. Bagsiden er, at mange ofte opfatter dem som mindre prestigiøse end de store.

Det er derfor ofte svært at være PhD-studerende eller ung forsker, og man kan gå ganske forkert ved at gøre, hvad ens vejleder eller ældre kolleger gør – de har netop allerede et etableret netværk, og har derfor ikke samme brug for at bygge et som man selv har. Som altid i livet må man tænke over, hvad man vil og hvad formålet med dens konferencedeltagelse er. det eneste generelle råd er: Lad være med at gemme dig hjemme på kontoret og lad være med at gøre som alle andre!