Korruptionsmål – de upræcise mod de meningsløse

Hvert år udkommer Transparency Internationals internationale Corruption Perceptions Index. Indekset, der oprindelig blev udviklet af Johann Graf Lambsdorff, der nu er professor ved universitetet i Passau, blev det første af en række mål for korruption. Disse mål bruges i dag både i politiske diskussioner og samfundsforskning (inklusive af undertegnede), men er også ofte blevet kritiseret.

Der eksisterer en række mål i dag, inklusive Transparency Internationals CPI og mål fra World Governance Indicators, the International Country Risk Guide, og V-Dem projektet. Alle er baseret på forskellige ekspertvurderinger, en approach som Lambsdorff var en af pionererne bag. Den basale idé var, at f.eks. forretningsfolk, der har med flere forskellige lande at gøre, kan vurdere hvor almindelig bestikkelse er i disse lande i forhold til hinanden. Tager man nok vurderinger og sætter dem sammen, kan man således få et overordnet billede af udbredelsen af korruption og –problemer i verden. World Governance Indicators, som udvikledes i Verdensbanken under Daniel Kaufmann, går et skridt videre ved at veje en række af denne slags mål sammen til et ’Control of Corruption’ indeks.

Figuren nedenfor illustrerer disse indeks (i skaleret form) for 25 lande i Latinamerika og Caribien. Som den viser, er de tre mål påfaldende ens – uanset forskellige specifikke approaches finder de forskellige mål basalt set de samme billede. De er dog allesammen udsat for samme kritik: At de netop er subjektive vurderinger. Adskillige forskere har derfor argumenteret, at man bør tage udgangspunkt i objektive indikatorer.

Problemet er, at bestikkelse i sagens natur er et fænomen, som alle involverede forsøger at skjule. Det kan derfor ikke lade sig gøre at bruge ellers objektive forhold som antallet af domme for bestikkelse. Jo mere korruption der er, og jo mere problemet breder sig til politi og retsvæsen, jo færre domme bliver der. Kritikerne mener derfor, at man bør bruge almindelige menneskers erfaringer som indikator, hvilket er muligt i bl.a. den europæiske værdiundersøgelse og adskillige andre surveys.

Problemet med survey-mål er, at folks opfattelse af, hvad der foregår, kan være voldsomt misvisende. Hvis de fleste mennesker simpelthen ikke benytter sig af politi, retsvæsen eller offentlig administration – af meget gode grunde – kan de heller ikke have nogen erfaringer med korruption i disse myndigheder. Folks svar er således – i teknisk jargon – selekteret på den faktor, man forsøger at måle.

Den anden figur i denne post viser omfanget af problemet på tværs af de 26 lande i den første figur. Den viser sammenhængen mellem V-Dem-målet for korruption og folks opfattelse af korruption i LaPop-surveyen fra 2012-2014. Korrelationen er nok 0,26, men praktisk taget kun drevet af den ekstreme observation – Surinam – hvor kun en meget lille del af de adspurgte mener, bestikkelse er normalt i det offentlige embedsværk. Der er også flere observationer, man kun kan more sig over. En af dem er scoren på 2,12 i Haiti, som er stort set identisk med Canadas score og implikationen – hvis man vælger at tro på svarene i sådanne surveys – er at der er lige så meget korruption i Canada som Haiti.

Bundlinjen er, at ingen korruptionsmål er perfekte, og ingen kan nogensinde være perfekte pga. det, man forsøger at måle. Men de eksisterende, der baserer sig på ekspertvurderinger og andet, er det bedste vi har. Forsøg på at få ’bedre’ mål ved at spørge almindelige mennesker er i bedst fald så upræcise, og i værste fald latterligt misvisende, at de ikke giver meget mening. Og man kan altid glæde sig over, at ekspertvurderingerne konsistent placerer Danmark som et af verdens absolut mindst korrupte samfund.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.