Tager Acemoglu-holdet fejl?

Som vi tidligere har skrevet om her på stedet (læs f.eks. her, her og her), kommer nogle af de mest citerede bidrag i udviklingsøkonomi de sidste 20 år fra forskerholdet omkring Daron Acemoglu (MIT), Simon Johnson (MIT) og James Robinson (Chicago). Acemoglu og hans medforfattere på en række artikler blev berømte for at demonstrere en løsning på det evindelige hønen-og-ægget-problem – i teknisk jargon ’endogenitetsproblemet’ – der er forbundet med at vise, at gode institutioner og langsigtet økonomisk udvikling hænger sammen. Deres approach var begrundet i en teori om, at jo flere europæere, der bosatte sig permanent i nye kolonier rundt omkring i verden, jo større var efterspørgslen efter gode institutioner som et vist mål af demokrati og beskyttelse af den private ejendomsret.

Kolonier, hvor flere europæere bosatte sig, ville derfor ifølge teorien over tid ende med væsentligt bedre institutioner, og disse institutioner ville efterfølgende gøre kolonien meget rigere. Acemoglu løste derefter (troede han) problemet med hvor europæerne ville bosætte sig permanent ved at antage, at der hvor klimaet gav flere tropesygdomme og derfor langt større sygdomsrisiko, ville europæerne foretrække meget dårlige institutioner – de skaber nemlig mulighed for ’grab-and-run’ strategier, hvor man rager så meget som muligt til sig før man flygter hjem til Europa – mens de gode sygdomsmiljøer giver incitament for permanent bosættelse.

Adskille forskere som bl.a. David Albouy, Jonathan Krieckhaus og Matthew Fails har sidenhen angrebet flere dele af Acemoglu-holdets approach. Albouy demonstrerede i en glimrende artikel at holdets sygdomsdata er stærkt kritisable, og Krieckhaus og Fails har vist, at sammenhængen er drevet af seks tidligere kolonier, der på ingen måde er tilfældige: Australien, Canada, Hong Kong, New Zealand, Singapore og USA. På trods af kritikken bliver mange specielt yngre forskere dog ved med at bruge Acemoglu-holdets approach, og man hører ofte til konferencer hvordan folk starter præsentationer med ord som ”som vi ved fra Acemoglu…”

Pointen med posten i dag er at angribe problemstillingen fra en anden vinkel. Min ven og kollega Martin Rode og jeg arbejder for tiden på at revidere en artikel, og i den forbindelse har vi konsulteret en historisk kilde til data. Vores startpunkt er, at hvis Acemoglus historie er rigtig, kan det ikke blot være i en kolonis første år at den europæiske bosættelse var vigtig. Følger man logikken i den, må størrelsen af den europæiske befolkning mere generelt påvirke, hvor sandsynligt det var, at en koloni blev demokratisk. Man må også regne med, at denne type forhold kunne påvirke uddannelsesinstitutioner, og gennem bedre adgang til uddannelse kunne man ifølge helt klassisk demokratiseringsteori a la Seymour Lipset regne med, at bedre uddannede kolonier var mere demokratiske.

Vi får disse data fra 1950-udgaven af The Statesman’s Yearbook, som både har data for den europæiske befolknings størrelse i 62 daværende kolonier, samlet befolkningsstørrelse, og information om hvorvidt der var adgang til sekundær uddannelse (gymnasieskoler) og universitetsuddannelse. I de tre figurer nedenfor sammenholder vi tre forhold – adgang til uddannelse, den europæiske befolkningsandel, og befolkningstætheden sidst i 1940erne – med om kolonien var demokratisk ved uafhængighed og om landet er demokratisk i dag. Uddannelse deler vi op i tre naturlige kategorier, mens vi deler befolkningstallene ind i tre lige store kategorier – få / spredt, middel, og mange / tæt.

Det er tydeligt i figurerne, at Acemoglu-holdets teori ikke rigtigt ser ud til at passe på dataene fra 1940erne. Der er ingen klar sammenhæng mellem den europæiske befolkningsandel og demokratisering, og det ser ud til, at de kolonier, der ikke havde virkeligt udviklede uddannelsesinstitutioner var mere tilbøjelige til at være demokratiske, og de dårligst udviklede af dem (bemærk: Typisk mindre øer), om end forskellen ikke er statistisk signifikant. Det eneste, der ser nogenlunde klart ud, er at de tættere befolkede kolonier både var og er mere tilbøjelige til at være demokratiske – dvs. en alternativ forklaring, der kan tilskrives Lipset. Bundlinjen er, at nok er Acemoglu-holdets grundlæggende artikel blevet citeret næsten 12000 gange, men tager man teorien til uafhængige data, er den forbløffende skrøbelig – og sikkert forkert.

9 Kommentarer

  1. “grab-and-run”
    Hvad er det for en fordomsfuld tilgang?
    Det beviser blot at mennesker stadigt er villige til at tro de værste om andre, og slå den kritiske sans fra.
    Og hvis det er om hvide, kristne, europæere, så er der slet ingen grund til at være kritisk.

    • Christian Bjørnskov

      13. december 2018 at 15:30

      Kære Kjeld
      Der er næppe nogen anden måde at beskrive den strategi, Spanien brugte i dele af sit sydamerikanske imperium. En ren grab-and-run-strategi er selvfølgelig et yderpunkt i et kontinuum af muligheder, men den er stadig en strategi som vi har historisk evidens for. Det samme gælder det andet yderpunkt, hvor kolonisterne gjorde deres bedste.
      Christian

  2. Christian Bjørnskov

    14. december 2018 at 01:15

    @Kjeld: Det forstår jeg simpelthen ikke du mener. Man ser på incitamenterne og hvilken adfærd de implicerer – og det passer for det meste meget godt på den adfærd, man faktisk ser. Det kan jeg ikke se noget fordomsfuldt i. Vil du prøve at oplyse mig, hvor fordommene ligger?

    • ”som vi ved fra Acemoglu…”
      Det var egentlig det der triggede mig. Der er visse ting som overhovedet ikke er kontroversielt at sige, og derfor heller ikke noget man bliver gået på klingen på. I bund og grund er det fænomenet White guilt der spøger, eller slet og ret political correctness.

      Det svarer jo lidt til at sige alle muslimer er terrorister. Det skal man nok få at høre for, men at sige alt hvad Europæiske kolonisatorer har gjort er skidt, det er der ikke nogen som vil løfte et øjenbryn over, lige undtaget Punditokraerne”.

      Det er jo også derfor Oxfam m.fl. kan fortsætte med deres udgydelser, fordi det de siger er politisk korrekt.

      • Christian Bjørnskov

        14. december 2018 at 12:08

        Aha! Det misforstår du desværre. Som jeg skriver, er udsagnet noget vi ofte hører til konferencer. Det betyder_ikke_at jeg mener, at det er noget vi ved. Og hvis man læser resten af indlægget, vil man se at Acemoglu nok tager fejl.
        Derudover synes jeg det er vigtigt at understrege, at det absolut intet har at gøre med White Guilt eller andet. Det er præcist samme dynamik som man ser i det japanske imperium i Asian før anden verdenskrig, eller man kan genfinde i dele af den arabiske ekspansion i nordafrika og andre steder. Hele den latterlige ballade med White Guilt og påstande om etnocentrisk tænkning hører til humaniora. Den har ikke rigtigt nogen indflydelse i nationaløkonomi.

  3. Noget andet er, hvor nyttige er Acemoglu-type analyser i udviklingspolitik? De er historiske analyser, der forsøger at forklare hvordan vi kommet til den nuværende situation.

    En policy analyse er helt anderledes, den beskriver et mål, en ønsket tilstand, og den intervention der skal til for at opnå den ønskede tilstand.

    • Christian Bjørnskov

      14. december 2018 at 21:35

      Det er rigtigt, men Acemoglu-lignende analyser – ligesom en række andre institutionelle approaches – fortæller ofte meget om, hvor sandsynligt der er, at interventioner faktisk virker. Med andre ord er der ofte forskelle på, hvilke interventioner “der skal til” for at nå et mål. Verdensbanken har lært på den hårde måde, hvor mange velmente interventioner, der ikke blev til noget fordi man overså de institutionelle incitamenter, der var.

  4. Jeg er ikke uenig, se fx analyserne i Lant Pritchett et al., Deals and Development: The Political Dynamics of Growth Episodes.

    https://books.google.dk/books/about/Deals_and_Development.html

    (gratis!)

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑