Som vi skrev i september, afholdes den årlige danske public choice workshop fredag den første februar 2019 på Aarhus Universitet. Workshoppen starter klokken 11, organiseres i år af min gode kollega Martin Paldam og undertegnede, og medfinansieret af Tuborg-centeret. Dette er derfor en påmindelse til alle interesserede læsere, der skulle være i Aarhus-området den første februar. Alle interesserede er velkomne til at kigge forbi L-bygningen på Fuglesangs Allé, enten til en enkelt session eller til hele dagen. Og skulle der sidde en PhD-studerende eller andre ude i landet, som gerne vil med, er der stadig fem dage til deadline for at indsende bidrag.

Mens vi regner med at offentliggøre programmet først i januar (bl.a. her på stedet), har vi allerede tilsagn fra en række gode folk med spændende projekter. Blandt de bekræftede deltagere er for eksempel Niclas Berggren og Henrik Jordahl (IFN, Stockholm), Jerg Gutmann og Stefan Voigt (Universität Hamburg), Andreas Bergh (Lunds Universitet), Lasse Aaskoven (Essex), Karsten Bo Larsen, Henrik Christoffersen og Søren Havn Gjedsted (Cepos), og Andrea Sáenz de Viteri (Universidad de Navarra). Indtil videre dækker præsentationerne et bredt felt i public choice fra populisme, formueulighed, og arbejdsetik til klimaforhandlinger, krisepolitik og terrorisme. Alt tyder på en meget interessant fredag i Aarhus.