Ulighed i Danmark

Før julen er overstået og gemytterne er faldet til ro igen, var det i går lige før, kaffen kom i den gale hals. Grunden var, at LO-bossen Lizette Risgaard i går i Jyllandsposten  introducerede ideen om at afskaffe skattestoppet og erstatte det med et ’ulighedsstop’. Risgaard foreslår, at hvis man introducerer en politik, der øger uligheden, skal man også introducere en modpolitik, der virker modsat ved at reducere uligheden. Der er svært ikke at konkludere, at LO er begyndt at føre valgkamp for socialdemokraterne, og forsøger at definere et ’vindende’ emne for valgkampen.

Problemet er ikke, at Risgaard skriver en kronik og dermed bringer et politisk emne eller forslag til torvs. Det er som sådan et element i ethvert velfungerende demokrati, at forskellige interesser blandet sig på denne måde i debatten. Man håber dog altid, at argumenterne hænger sammen og at kronikernes påstande er nogenlunde korrekte. Et af adskillige problemer ved Risgaards kronik er derfor de mange udokumenterede påstande, som hun desværre ikke er den eneste, der tror på.

Hun gentager således den latterlige påstand om antallet af fattige børn i Danmark, som Cepos imødegik her, ligesom hun også forbinder uligheden med svækket sammenhængskraft, folkeskolens faldende kvalitet og de lange ventelister på sygehusene. Risgaard skriver også, som om uligheden er steget fra en form for perfekt niveau i 1990erne til et ulideligt niveau i dag, hvor ”forskellen på rig og fattig” har nået faretruende højder.

Formålet med posten i dag er derfor, at dokumentere hvordan virkeligheden ser ud. Figuren umiddelbart nedenfor viser et snapshot blandt de vestlige lande, baseret på den nyeste version (mark 7.1) af Frederic Solts Standardized World Income Inequality Database (SWIID). Figuren tydeliggør, at Danmark stadig er blandt den lille gruppe samfund i verden, hvor folks disponible indkomster er allermest ligeligt fordelt. Gruppen fra Island til Ukraine har Gini-koefficienter lige omkring 0,25. Hvordan man kan råbe Ulven Kommer på basis af dette niveau, der i internationale sammenhænge stadig er ekstremt lavt, er svært for mig at se.

En anden populær – men problematisk – måde at se på diskussion, er at fokusere på forskellen mellem uligheden i de disponible indkomster og uligheden i markedsindkomster (hvad folk tjener før skat og overførsler). SWIID-tallene viser, at denne forskel er størst i Sverige (på 0,25), skarpt fulgt af en lille gruppe lande – Belgien, Danmark, Finland, Tyskland og Ungarn – hvor den er 0,23. Dette tages ofte blandt både politikere og forskere som et mål for, hvor stor omfordelingen er. Som den altid interessante Andreas Bergh (Lund Universitet) viste for år tilbage i European Sociological Review (gated version her), kan man dog ikke blot tage denne forskel som et mål for omfordeling. Andreas peger blandt andet på, at nogle typer omfordeling, som for eksempel højere bistandshjælp, også medvirker til at skabe større ulighed i markedsindkomster, fordi folk vælger ikke at søge job, men bliver på bistand, hvor de per definition har en markedsindkomst på nul. Når man observerer, hvordan der er en ganske stor forskel mellem uligheden i disponible indkomster og markedsindkomster, må man derfor huske, at den både er udtryk for velfærdsstatens omfordelende virkning og dens ulighedsskabende virkning.

Et andet aspekt er det dynamiske: Hvordan har uligheden udviklet sig over tid? Den næste figur viser, hvordan Ginien for disponible indkomster har udviklet sig siden 1976. Det generelle billede blandt Danmarks naboer har været stigende ulighed siden midt-80erne, stigende ulighed i de andre nordiske siden først i 90erne, og stigende ulighed i Danmark siden midt-90erne. To forhold dog også understreges: 1) At mens alle data viser stigende ulighed, er SWIID siden sidst i 90erne baseret på data fra the Luxembourg Income Study, som overvurderer ulighedsstigningen i Danmark (stigningen i LIS-tallene siden 2003 er næste tre gange så hurtig som stigningen i Danmarks Statistik tal, der dækker alle danskere); og 2) at de tal vi har for ulighed før 1976 indikerer, at uligheden faldt meget markant omkring den første oliekrise, så vi i dag er cirka tilbage på det niveau, vi lå på omkring 1970.

Kender man denne udvikling, er det sidste spørgsmål, hvor den kommer fra. Vismændene havde i 2016 et udmærket temakapitel om netop ulighed, der netop afsøgte grundene til stigningen. Vismændene fandt allerførst, at uligheden er primært steget, fordi uligheden mellem danskere med arbejdsindkomster er steget. Ændrede bistands- og dagpengeregler osv. kan derfor kun være en ganske sekundær forklaring. En stigende ulighed i kapitalindkomster er en anden del af forklaringen, som mange politikere her og i udlandet bruger som en måde at retfærdiggøre tungere beskatning af netop kapitalindkomst. En del af denne udvikling viser sig dog at være, at ældre meget naturligt har større kapitalindkomster, og den demografiske udvikling i Danmark – der er kommet væsentligt flere ældre – trækker denne ulighed op. Oveni dette bemærker vismændene også, at der er kommet flere studerende, hvilket også skaber større målt ulighed. En pudsig detalje i Risgaards kronik er, at hun understreger behovet for uddannelse for at ’bekæmpe’ ulighed, men rent umiddelbart vil en såkaldt uddannelsesindsats skabe flere studerende og dermed større ulighed.

Vismændene understregede derudover to særlige forhold i efterårsrapporten for to år siden: ”Indkomsten fortæller ikke altid hele historien om de økonomiske muligheder” og ”De fattige er ikke blevet fattigere.” Som vi har skrevet om tidligere her på stedet, har de sidste 25 års globalisering betydet, at det er blevet billigere at være fattig. Når man måler ulighed i disponible indkomster, overser man således dette element, og overvurderer dermed stigningen i ulighed i faktiske økonomiske muligheder. Man undervurderer i særlig grad de relativt fattigstes muligheder, og overser også skadevirkningerne af konkurrencebegrænsende politik, der forhindrer prisfald på almindelige varer.

Det helt overordnede problem i Risgaards kronik, og ganske store dele af den danske ulighedsdebat, er enten uvidenhed eller decideret foragt for faktiske forhold og forklaringer på udviklingen. Politisk uenighed er fuldstændigt naturlig, når den er baseret på forskellige præferencer og forskellig vægtning af samfundets udfordringer – og noget, vi decideret understøtter her på stedet. Men uenighed baseret på uvidenhed, myter og misinformation, som synes at ligge bag Risgaards forslag, bør bekæmpes.

3 Kommentarer

  1. Spændende. Så vi kan afskaffe topskatten, og kompensere ved at sætte dagpengene og bistandshjælpen ned.
    Den kronik er jo næsten en gave til blå blok, forudsat at der er nogen der, som har forstand på økonomi.

  2. I bør rette til Risgaard, der hvor der står Risager.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑