Derfor stiger marginalskattens skadevirkninger, hvis usikkerheden stiger.

Vismændene har et generelt udmærket kapitel om arbejdsudbudsvirkninger af marginalskatten i deres seneste rapport. En af deres anbefalinger er, at centraladministrationen skal lægge mere vægt på, at der er usikkerhed om effektens størrelse. Men de overser helt, at større usikkerhed øger den samfundsøkonomiske skadevirkning, man må påregne af marginalskatten. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske:

”Vismændene gør meget ud af at understrege, at der kan være usikkerhed ved skønnet af adfærdseffekten. Og det er sandt nok. Men man bør være opmærksom på, at usikkerhed forøger den forventede samfundsøkonomiske skadevirkning ved topskatten. Som sagt er det samfundsøkonomiske tab ved den adfærdseffekt, vismændene finder, 1½ gange så stort som statens provenu. Men hvis det f.eks. er usikkert, om adfærdseffekten er +/- 50 pct. af den målte, så stiger tabet til gennemsnitligt over 4½ gange statens provenu.

Forklaringen er, at det samfundsøkonomiske tab vokser eksplosivt, når adfærdseffekten stiger. Derimod falder tabet ikke så meget, hvis adfærdseffekten mindskes. Risikoen for, at tabet er større end forventet, overdøver virkningen af, at det er mindre end forventet. Mærkværdigvis har vismændene helt overset denne vigtige pointe.”

Pointen er måske ikke umiddelbart så intuitiv. Så lad os se lidt nærmere på årsagen.

Først skal man være opmærksom på en vigtig sammenhæng (som tidligere har været nævnt her på bloggen): Sammenhængen mellem en skats selvfinansieringsgrad og dens marginale forvridningstab.

Selvfinansieringsgraden vil sige, hvor stor en del af en skatteforhøjelse der forsvinder igen som følge af adfærdseffekter – f.eks. lavere arbejdsudbud, gør-det-selvarbejde mm. Ved en selvfinansieringsgrad på 0,1 vil 10 øre af den sidst opkrævede krone forsvinde igen. Ved 0,5 vil 50 øre forsvinde osv. (strengt taget går ordet ”selvfinansieringsgrad” på, hvor meget der kommer hjem igen ved en skattenedsættelse, men der er symmetri, så selvfinansieringsgraden fortæller også, hvor meget der mistes igen af den marginalt opkrævede krone).

Forvridningstabet vil sige, hvor store omkostninger der er ved adfærdseffekterne. Det er altså omkostninger for skatteyderne udover, hvad de betaler i skat (forvridningstabet plus selve skattebeløbet kaldes Marginal Cost of Public Funds, som jeg skrev om her i en lignende sammenhæng). Forvridningsomkostningen kan f.eks. bestå i, at man vælger at arbejde mindre end man ellers ville. Hvis der er tale om en afgift, kan forvridningstabet også bestå i, at man bruger tid og penge på køre på grænsehandel.

Selvfinansieringsgraden er den mindst interessante af de to. Den siger noget om, hvor meget provenu der ”løber ud” igen. Men hvis det er den eneste bekymring, så kan staten jo bare opkræve noget mere. Så længe selvfinansieringsgraden bare er lavere end 1, er det altid en mulighed. Det er derimod ikke ligegyldigt, hvis borgernes tab også spiller en rolle. Og det måles som sagt ved forvridningstabet. Økonomisk set er forvridningstabet det centrale. I finansteorien (eller public finance, som det hedder i vor angloficede verden) er fokus på forvridningstabet. Kriteriet for, om det er fornuftigt at afholde en offentlig udgift er, om nytten af udgiften er mindst lige så stor som udgiften plus forvridningstabet, dvs. Marginal Cost of Public Funds. Altså – hvis man opkræver en krone i skat, skal borgerne have mindst lige så stor nytte af den udgift, staten afholder for den, som det koster dem alt i alt.

Der er dog en sammenhæng mellem forvridningstabet og selvfinansieringsgraden. På marginalen svarer forvridningstabet til det, der forsvinder i adfærdseffekt, og det kan jo måles med selvfinansieringsgraden (mere formelt følger det af forbrugerteoriens envelope theorem).

Selvfinansieringsgraden er lineært proportional med adfærdseffekten, som oftest udtrykkes ved en såkaldt elasticitet (vismændenes analyse handler primært om at estimere netop en elasticitet for, hvor meget arbejdsudbuddet reagerer). Forvridningstabet vokser derimod alt andet end lineært.

På figuren kan man se, at når elasticiteten og selvfinansieringsgraden øges, så vokser forvridningstabet meget kraftigere. Det hænger sammen med, at sammenhængen mellem forvridningstabet og selvfinansieringsgraden ser sådan ud:

Marginalt forvridningstab = selvfinansieringsgrad/(1-selvfinansieringsgrad)

Når selvfinansieringsgraden nærmer sig 1, nærmer forvridningstabet sig uendeligt. Det er denne eksplosive vækst, der er årsagen til, at det forventede forvridningstab øges med usikkerheden om selvfinansieringsgraden.

I klummen eksemplificeres det med en sikker elasticitet på 0,1 eller usikkerhed om, hvorvidt den er 0,05 eller 0,15. Her er forvridningstabet ved de tre elasticiteter:

0,05: 0,4

0,10: 1,5

0,15: 9,0

Ved 0,1 i elasticitet er forvridningstabet altså 1,5 (svarende til 1,5 gange provenuet). Men ved usikkerhed om, hvorvidt den er 0,05 eller 0,15, er den gennemsnittet af forvridningstabet for de to elasticiteter, hvilket er 4,7 (= (9+0,4)/2).

Man kan måske sammenligne det med at køre med et hjul ude i rabatten. Det er mindre farligt, hvis man ved, at det rammer rabatten, end når man er usikker på, om det enten rammer inde på vejen eller ude i grøften.

2 thoughts on “Derfor stiger marginalskattens skadevirkninger, hvis usikkerheden stiger.

  1. Kjeld Flarup

    Det er interessant læsning, men ikke lige den artikel jeg ville dele på nettet.
    Jeg mangler lidt om hvordan selvfinansieringsgrad og elasticitet hænger sammen matematisk.
    Nogle konkrete eksempler hvor der kommer milliarder på kunne heller ikke skade, eller i det mindste ud af 100 Kr.

    Svar
    1. Otto Brøns-Petersen Forfatter

      Der står lidt om det i den blog, jeg linker til (men jeg er klar over, at det kræver lidt surf at stykke det sammen).

      Udtrykket er heldigvis ikke så indvinklet:

      SFG = eGt/(1-t),

      hvor e er elasticiteten, G er andelen af indkomst under bundgrænsen i forhold til indkomsten over og t er marginalskatten. G er 3 i Danmark. t/(1-t) er 2 for en topskatteyder (inkl. afgifter). Ved en elasticitet på 0,1 bliver selvfinansieringsgraden (SFG) dermed 0,6. Forvridningstabet bliver med formlen fra blogindlægget, s/(1-s), 1½.

      Jeg håber, det besvarer spørgsmålet. Men det er måske en idé med en mere samlet fremstilling.

      Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.