Korruption er også et kulturelt fænomen

For et par uger siden kom den nye korruptionsvurdering fra Transparency International, der som altid gav en smule diskussion i medierne og her på bloggen. Flere undrede sig over, at Danmark lå i top selvom vi blandt andet havde haft Atea-sagen, og taler man med folk (og studerende), undrer de sig ofte over, hvorfor Danmark er så umiddelbart rent, og om det er sandt. Men det er det, og kære læser: Hvornår har du sidst oplevet at skulle betale bestikkelse eller noget lignende for offentlig service, politiarbejde osv.? Jeg har aldrig oplevet det (i Danmark), og det har mine forældre og venner heller ikke. Spørgsmålet er ikke, om vurderingen er sand – medmindre man ’strækker’ korruptionskonceptet til at inkludere alt muligt andet – men hvorfor det er lande som Danmark, Norge og New Zealand, der ligger i top.

En stor del af svaret synes at ligge i den særlige tillidskultur, som vi deler i de nordiske lande. New Zealand er et af de lande udenfor Norden, der kommer tættest på vores niveau af social tillid. Som opmærksomme læsere vil vide, måles social tillid – dvs. tillid til mennesker, vi ikke kender personligt eller ved noget specifikt om – gennem spørgsmålet ”Generelt, tror du man kan stole på de fleste mennesker, eller skal man være forsigtig?” Det globale gennemsnit er et stykke under 30 %, det europæiske omkring 30 %, mens to tredjedele af befolkningerne i Danmark, Norge og Sverige mener, at man kan stole på andre mennesker.

Den teoretiske forklaring hviler på to mekanismer, en direkte og en indirekte. Den direkte er, at jo højere ens tillid er, jo større er ens ’moralske omkostninger’ – hvor dårligt det ville føles at være involveret i korruption. Hvis man ingen tillid har til at andre mennesker gør det rigtige, er det ikke noget moralsk væsentligt problem, hvis man heller ikke selv gør det. Hvis man stoler på, at andre mennesker nok opfører sig ordentligt, hviler der en langt større byrde på en, hvis man for eksempel tager imod bestikkelse. Det bliver derfor et væsentligt mindre problem i lande med stærkere tillidskulturer.

Den indirekte mekanisme er, at tillid også påvirker hvor fair og effektivt, retsvæsenet fungerer. Her synes hovedmekanismen at være, at vælgere med højere tillid er mere tilbøjelige til at holde politikere ansvarlige, og dermed opretholde en forholdsvis højere standard. I demokratiske lande med befolkninger, der har høje niveauer af tillid, kan politikerne således ikke tillade sig at blande sig meget i retsvæsenets beslutninger, og dets uafhængighed er dermed langt bedre de facto beskyttet (hvilket faktisk er emnet for den ene af mine to præsentationer ved næste måneds konference i the Public Choice Society).

Der findes relativt stærk evidens for disse mekanismer, ikke mindst i korruptionsforskningen. Min egen forskning om emnet er blandt andet udgivet i Journal of Law and Economics (gated version her; ungated konferenceversion her), og min nyere oversigt over tillidseffekter i the Oxford Handbook of Public Choicekan også læses ungated her. Oversigten understreger, at der ofte er ret forskellige effekter i demokratiske og udemokratiske samfund, og man derfor ikke kan forvente en helt generel sammenhæng. Dette illustrerer vi i figuren nedenfor, der viser det overordnede forhold ved at plotte tillidsniveauer fra 136 lande (x-aksen) overfor de nyeste korruptionstal fra Transparency International (y-aksen). Sammenhængen er splittet op i tre grupper – lande uden valg med flere partier, lande med flerpartivalg, men hvor valgene ikke er fair eller frie, og lande med faktisk demokrati.

Ser man på figuren, skal man næppe lægge meget i den negative korrelation i lande uden valg med flere partier, da der kun er fem lande med tillidsobservationer i den gruppe. Den væsentlige lære er, at der ingen systematisk sammenhæng er i lande uden demokratiske valg (korrelationen er 0,1), mens der er en ganske stærk sammenhæng i demokratier (en korrelation på 0,7). Denne forskel kan også ses som en afvisning af det kausalitetsproblem, som man kunne have, hvis folks sociale tillid reagerede på, hvor meget eller lidt korruption de opfattede i deres samfund. Det er netop det, den svenske politolog Bo Rothstein har påstået i flere artikler, men det er inkonsistent med forskellen mellem demokratier og andre samfund. Hvis folks tillid til hinanden formes af korruption, må det ske uanset om der er frie valg – der er noget, der sker for det enkelte individ – mens en af de væsentlige teoretiske mekanismer, der forklarer hvordan korruption formes af tillid netop afhænger af, om der er frie valg eller ej, og derfor om politikerne er tvungne til at tage vælgerne alvorligt.

Forklaringen på, at de tre skandinaviske lande og Finland ligger i den absolutte top som de mindst korrupte lande i verden er således kulturel: Vores ekstremt stærke sociale tillid. Som vi tidligere har skrevet om, er denne tillid forbløffende stabil over tid og kan genfindes hos amerikanere med skandinaviske bedsteforældre og forfædre. På samme måde har Mette Frisk Jensen dokumenteret, hvordan fraværet af bestikkelsesproblemer i den danske administration kan trækkes tilbage til 1800-tallet. Vi kan derfor ikke på nogen meningsfuld måde takke dygtige politikere eller opmærksomme medier og NGOer for vores mangel på problemet. Netop den fordel stikker langt dybere i vores fælles historie.

2 Kommentarer

  1. Just Pedersen

    5. februar 2019 at 18:08

    Tja ja… Med respekt for at Christian Bjørnskov er en anerkendt forsker indenfor området, og iøvrigt en fantastisk formidler, så vil jeg tillade mig at indvende at rapporten ret beset blot måler om folk mener, at der findes korruption, og ikke om korruption rent faktisk finder sted.

    Denne forskel ville jeg ikke anse som uvigtig. F.eks. er det påvist at der er systematisk forskel på hvor meget indvandring som folk i et givet land mener at der sker og hvor meget der rent faktisk sker, altså at folk i et land med relativ lav indvandring oplever denne som større og omvendt. Kunne noget lignende gøre gældende her?

    Og giver det overhovedet mening at sammenligne på tværs af samfund? I en dansk kontekst med høje skattesatser og store offentlige institutioner ville det – for en situatist som mig – være logisk at korruption antog en anden form end ellers.

    Selv stiftede jeg bekendtskab med rapporten for snart to årtier siden, da en professor i Budapest viste den som del af sin forelæsning. Også den gang lå Danmark som det land, der var mindst korrupt. Jeg huskede tydeligt, hvor Zoltan, en af mine medstuderende, lænede sig over til mig og spurgte ”Hvor meget har I danskere betalt for den placering?” Det grinte vi alle af.

    Men her kommer det morsomme: Går man ind i årsregnskaberne for Transperancy International, den organisation som udgiver rapporten, så er den danske stat faktisk den 5. største bidragsyder til organisation. Relativt i forhold til antal indbyggere eller økonomi, kan man sige, at den danske stat faktisk er den, der betaler mest til dem, der laver rapporten.

    Så selvom min ungarske ven næppe prøvede på andet end at være morsom, så havde han rent faktisk en pointe: det ville ikke være forkert at påpege, at den organisation, der udnævner Danmark til at være et land med lav korruption, bliver godt betalt af den danske stat for sit virke.

    • Christian Bjørnskov

      5. februar 2019 at 19:59

      Lad mig for en god ordens skyld gøre opmærlsom på, at TIs opgørelse er en blandt flere. Og der er_ikke_tale om undersøgelser blandt almindelige mennesker. De giver lige præcist den slags problemer, som Just beskriver. De andre, inklusive ICRG, World Governance Indicators, og meget anderledes approaches som Dreher, Kotsogiannis og McCorristons 2007-studie, viser i meget høj grad det samme mønster som TI.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑