Trumps Fake Emergency

I går erklærede Præsident Trump national nødret i USA. Hans formål er at kunne bruge militære ressourcer på at bygge den grænsemur til Mexico, som han allerede lovede i sin præsidentkampagne. Det er næppe overraskende, at demokraterne er voldsomt imod erklæringen. Californiens demokratisk guvernør Gavin Newson kaldte da også nødretserklæringen et ”absurd teater” og vil sammen med flere andre stater sagsøge præsidenten.

Det er dog ikke kun Trumps politiske modstandere, som er i oprør over, at han bruger nødretslovgivningen til at komme udenom Kongressens modstand mod muren. Modstanderne tæller bl.a. traditionelle republikanske Trump-modstandere som senatorerne Justin Amash (Michigan), Lisa Murkowski (Arkansas), Susan Collins (Maine), og Rand Paul (Kentucky), men også andre, der typisk støtter præsidenten. Marco Rubio (R-Florida) var således klar i mælet, da han skrev at “no crisis justifies violating the Constitution” og internt er partiet i oprør over et skridt, der let kan ende med at blive erklæret forfatningsstridigt af Højesteret.

Udenfor partiet betyder nødretten også, at splittelsen på den amerikanske højrefløj er blevet endnu tydeligere. Dette konservative (og ganske glimrende) Cato Institute understregede således, at ”There Is No National Emergency on the Border, Mr. President.” Alex Nowrasteh pegede i sit indlæg hos Cato på, at der er færre forbrydelser i de stater, der grænser op til Mexico, end der er i resten af USA. Selv når det kommer til påstanden om, at folk sydfra bærer sygdom over grænsen, viser det sig at f.eks. vaccinationsrater er de samme eller højere i Mexico end i USA. Problemet er nærmere, at mange amerikanske forældre nægter at få deres børn vaccineret, fordi de bl.a. tror på skuespilleres helt og fuldstændigt ubegrundede påstande om autisme osv.

Der er således ingen objektive tegn på en krise, og helt særligt ikke noget, der ligner en nødsituation. Trumps erklæring er også unik, da det er første gang en amerikansk præsident bruger nødretslovgivningen til at mobilisere ressourcer som Kongressen ikke har godkendt. Et af de springende spørgsmål er derfor, om lovgivningen fra Fords tid i 1976 tillader en præsident at undvige Kongressens forfatningsmæssige rolle i budgetlægningen. Netop dette forhold er blandt de elementer i Trumps erklæring, der kan vise sig at være forfatningsstridige. Hvis domstolene derimod ikke erklærer dette element ulovligt, åbner det en Pandoras Æske af muligheder for enhver siddende præsident for at få politik gennemført uden Kongressens accept.

Et andet element, der kan vise sig at blive slået ned af domstolene, er Trumps egen begrundelse for at erklære nødret: At han vil have muren bygget hurtigere end den ellers ville med den nuværende bevilling. Demokraternes Nancy Pelosi var hurtig til at påpege, at præsidentiel utålmodighed ikke kan være et argument for, at der er tale om en nødtilstand.

Sidst, men ikke mindst, giver lovgivningen præsidenten mulighed for at bruge eksisterende militære midler til at udføre militært relevant arbejde under nødret. Han må for det første finde de ekstra midler til muren i de allerede eksisterende militære bevillinger, og kan således rent politisk ende med at lægge sig ud med interesser i det amerikanske forsvar. Selv med denne mulighed er der dog stadig en ganske alvorlig risiko for, at netop denne mulighed kan føre til, at domstolene erklærer hans handlinger ulovlige – og potentielt forfatningsstridige. For at præsidenten kan bruge en nødret til at appropriere militære midler til andre formål, må disse midler nemlig stadig kun bruges til militære formål. Trump kan således kun forsvare sin nødretserklæring og de handlinger, han dækker ind under nødretten, hvis muren har et officielt erklæret forsvarsformål. Sat på spidsen indebærer det, at præsidenten – hvis ham presses af domstolene – i det mindste implicit må påstå, at der eksisterer en militært relevant trussel fra Mexico.

Jeg er ikke jurist og kan derfor heller ikke udtale mig videre skråsikkert om detaljer i amerikansk forfatningsret. Der er dog en række forhold, som jeg har lært gennem mit projekt med Stefan Voigt (Universität Hamburg) om nødforfatninger (se f.eks. her, her og her). Den amerikanske forfatnings nødretsprovisioner er på nogle områder ganske tydelige. Trump har for eksempel absolut ingen muligheder for at bremse kritikken af ham, heller ikke i en nødretssituation. Den amerikanske forfatning gør det umuligt for ham, præcist som den danske grundlov, at begrænse borgernes almindelige rettigheder. Han kan heller ikke i sidste ende vige udenom, hvis tilstrækkeligt mange republikanere stemmer imod ham, da Kongressen kan opløse en nødret udenom præsidenten. Det kræver blot en simpel erklæring med to tredjedeles flertal i begge kamre. Givet mange republikaneres ofte erklærede respekt for forfatningen, er det ikke utænkeligt, at miseren kan ende der. Hvis ikke, har Trump meldt ud, at han er klar til at tage sagen hele vejen til Højesteret. Sandsynligheden for, at han vinder sagen i sidste ende, synes minimal, og odds er, at de amerikanske institutioner efter nogen tid igen viser sig at være robuste nok til at modstå den mest populistiske og mindst kompetente præsident i mands minde.

1 thought on “Trumps Fake Emergency

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.