Den fejlede idé, der aldrig dør

Det fremragende Institute of Economic Affairs udgav i den forgangne uge bogen Socialism: the Failed Idea that Never Dies. I bogen diskuterer forfatteren Kristian Niemitz hvorfor socialisme igen er fashionabelt blandt mange unge, og hvorfor idéen om socialisme aldrig synes at dø. Som Kristian pointerer, er socialismens praktiske resultater helt aldeles rædselsfulde, men det rokker ikke på socialisters overbevisninger. Han deler processen op i tre dele, ligesom figuren nedenfor.

  1. The honeymoon period. Først roser socialister indførslen af socialisme i et land – Sovjetunionen, Kina, Nordkorea, Venezuela… – og landets internationale status på venstrefløjen er høj. Det er for eksempel Hugo Chavez-regimet fra 2003 indtil omkring 2013, hvor folk som Noam Chomsky, Jeremy Corbyn og store dele af den deanske venstrefløj fremhævede landet som et ideal.
  2. The excuses-and-whataboutery period. Efter en periode begynder de forudsigelige problemer at materialisere sig. I denne periode begynder de personer, der i starten roste regimet at undskylde det, og deflektere kritikken med det, Kristian kalder ’whataboutery’ – diskussionsteknikken hvor man fjerne fokus på det egentlige emne med argumenter som ’Jamen hvad med fattigdom i USA’ eller ’Kolonitiden var også frygtelig.’
  3. The not-real-socialism stage. Sidst bliver det tydeligt for alle, at endnu et socialistisk eksperiment er fejlet. Her ændrer folks argumenter sig fra undskyldninger og bortforklaringer til det populære argument, at ’Venezuela var jo aldrig et socialistisk land.’ Med andre ord er slutningen på kæden, at folk nu påstår, at landet aldrig var socialistisk.

Kristian Niemitzs glimrende bog illustrerer både de mange politikere og meningsdanneres varme støtte gennem årene til socialistiske lande, og hvordan støtten pludselig forsvinder, når de socialistiske eksperimenter alt for tydeligt ender i fattigdom, undertrykkelse og åbenlyst diktatur. Men på en intellektuel venstrefløj i Vesten defineres socialisme i høj grad som højtravende aspirationer og abstraktioner, og det bliver derfor så nemt at konceptualisere ’socialisme’ som at fange en vandmand med én hånd.

Bogen er fundamentalt velskrevet, ekstremt veldokumenteret og vigtig som debatindlæg i en tid, hvor en række idéer som vi har skræmmende negative, historiske erfaringer, igen er blevet populære i store dele af Vesten. Socialism: the Failed Idea that Never Dies kan downloades gratis her, men hvis man ønsker sig en fysisk bog, kan man donere 15 pund her og få den tilsendt. Man kan også vælge at høre Kristian tale om emnet i en IEA podcast fra December. Varmt anbefalet!

2 Kommentarer

  1. Jeg downloadede bogen og læste de mest interessante kapitler i håb om at få et godt svar på hvorfor socialismen ikke vil dø. Der var mange eksempler, men ikke rigtigt nogen som jeg synes kan forklare hvorfor brændt barn ikke spyr ilden.

    Jeg bemærkede dog et par ting. Først var der et par tabeller i første kapitel, som viste en stor støtte til offentlig virksomhed som helhed. Der er tilsyneladende større tiltro til at staten kan løse en opgave, end til at private kan.

    Også i kapitel 1 skriver han om de nordiske økonomier, som han ikke betegner som værende socialistiske men socialdemokratiske, og generelt som værende liberale økonomier på trods af de store stater. Socialismen synes altså at have et mindre tag i de nordiske lande.

    Det første jeg derfor kom til at tænke på, er at de nordiske lande er kendt for deres høje tillid, altså kan socialisme skyldes mangel på tillid?

    Der et par ting som giver god mening i den udlægning. Socialisme er også klassekamp og historisk har de lavere klasser ikke nogen speciel grund til at have tillid til de højere klasser.

    Stoler man ikke på andre mennesker, så stoler man vel heller ikke på en “kapitalist”, men man kan åbenbart godt stole på et system.

    At personer med tillid til andre mennesker klarer sig økonomisk godt, kan således udvides til stater, hvor befolkningen generelt har en høj tillid, også klarer sig godt.

    Imod kunne så tale at USA klarer sig så godt og bestemt ikke er ramt af socialisme, men her er en ligeså god forklaring, at alle individualister fra Europa rejste til USA. Vel og mærke en forklaring på liberalismen, ikke til hvorfor folk vælger socialismen.

    Imod kunne også tale at liberalismen akademisk var stærk i England og Skotland, men det var kun akademisk.

    • Christian Bjørnskov

      26. februar 2019 at 10:55

      Kjeld, det er nogle interessante tanker, og der er faktisk en vis opbakning for dine idéer. Flere studier har netop vist, at højtillidslande generelt regulerer markeder mindre, men også at de omfordeler mere. Der er således en vis evidens for, at tillid påvirker hvordan staten agerer overfor borgerne.
      Hvis du eller andre læsere er interesserede, er der en ungated version af mit kapitel i the Oxford Handbook of Public Choice her: https://papers.ssrn.com/sol3/papers.cfm?abstract_id=2949284. Håndbogen udkom i januar, så linket er til den ukorrigerede version af kapitlet.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑