Eliten der ikke er der

Mange mennesker, og ikke blot almindelige mennesker og politikere, men også adskillige forskere, forklarer en række fænomener med en simpel mekanisme: Det handler om, hvad ’eliten’ vil. Eliten vil være fuldgyldigt med i EU. Eliten vil have mere frihandel og immigration. Eliten vil beskytte sin egen store del af den samlede nationalindkomst. Men måske vil eliten ikke af med topskatten i Danmark? Mens argumenter, der skyder skylden på en ansigtsløs elite er politisk populære, er der noget frygteligt galt med logikken i dem.

Det væsentlige problem med eliteargumentet er, at hele den store gruppe meningsdannere, der påstår at forskellige fænomener skyldes politisk indflydelse fra eliten, antager at eliten i en politisk forstand er én enkelt og sammenhængende enhed. De ignorerer således næsten fuldstændigt to forskellige sæt indsiger fra samfundsvidenskaberne. Den ene handler om, hvor svært det faktisk er at organisere en særinteresse, mens den anden handler om, hvor forskelligartede, folks præferencer faktisk er.

Som vi også her på stedet har skrevet om (læs her og her), har man vidst siden Mancur Olsons gennembrudsarbejde om særinteresser midt i 1960erne, at det ikke er alle, der kan organisere sig. Hvis en gruppe bliver for stor eller for divers, bryder den sammen på grund af gratisproblemet (free-riding på engelsk). Særinteresser med særlig politisk indflydelse er praktisk taget altid små grupper, der har en enkelt, stærkt fælles præference for politik. Olson viste i flere bøger, hvor vigtig denne indsigt er – tænk for eksempel på, hvordan 50 % af EU-budgettet allokeres til landbruget, der beskæftiger cirka 2½ % af den europæiske befolkning – og talrige andre studier har senere støttet Olson.

Skal man forestille sig eliten som en effektiv særinteresse, får man derfor et ganske stort problem. Selv hvis man definerer en økonomisk elite som den rigeste ene procent, udgøres den i Danmark af mere end 40.00 borgere og er en langt fra stabil gruppe. Som Cepos viste for halvandet år siden, er halvdelen af gruppen skiftet ud efter tre år. Med andre ord vil mere end halvdelen af de vælgere, man forestillede sig karakteriserede Top 1% umiddelbart efter et valg være faldet ud af gruppen før næste valg. Med Olsons indsigt i tankerne, bliver det meget svært at forestille sig, at en så stor og ustabil vælgergruppe skulle have nogen særlig indflydelse.

Det andet problem med elitepåstandene er, at gruppen lider af samme problem som befolkningen som helhed. For mere end et halvt århundrede pegede Duncan Black og Kenneth Arrow på, at det er umuligt at definere ’folkets vilje’. Vi har tidligere skrevet om problemet – læs f.eks. her – og det gælder ikke i mindre grad for ’eliten’, der har stort set lige så diverse præferencer som resten af befolkning. En måde at vise det på, er illustreret i figuren nedenfor.

Figuren viser fordelingen af folks selvplacering på en venstre-højreskala, hvor 0 er ekstremt venstreorienteret og 10 er ekstremt højreorienteret. Søjlerne viser, hvor stor en andel af en elite – her defineret som de 10 % rigeste – og resten – her de andre 90 % af befolkningen – der placerer sig selv i hver af de 11 ideologikategorier. Figuren viser ikke overraskende, at der er færre socialdemokrater blandt de 10 % rigeste og lidt flere i kategorierne 7 og 8 – som typisk er Venstre og de Konservatives vælgere. Det vigtige er dog, at der også er 29 %, der placerer sig mellem 0 og 4 og dermed som klare venstrefløjsvælgere.

Hvordan en så stor og så ideologisk og præferencemæssigt forskelligartet gruppe skulle kunne agere som én sammenhængende og effektiv særinteresse, er svært at forestille sig. Men der er netop det, man implicit bliver bedt om at gøre, hvis man skal tro på de mange påstande og teorier om dette og hint, der er drevet at ’elitens’ synspunkter. Det giver ikke megen mening.

2 Kommentarer

  1. Det er muligt at det er frygteligt dumt at tale om “eliten”, men det næppe så tåbeligt som dette blogindlæg.

    Dit indlæg er en lang stråmand i mod hvad folk henviser til når de taler om eliten. Der er næppe nogen der taler om “eliten” som en sammenhængende gruppe der mener det samme, eller som systematisk koordinerer deres aktiviteter.

    Men naturligvis er der folk der er mere indflydelsesrige end andre f.eks. en professor med fast taletid i diverse medier og mulighed for at påvirke studerende, bedømme studerende, ansætte de næste eksperter osv kontra en kontanthjælpsmodtager i Thisted.

    Det forekommer mig iøvrigt at punditokraterne reelt selv dyrker samme tankegang i andre sammenhænge (eller har gjort) f.eks. i forhold til journalisternes tendens til at være venstreorienterede som noget i betragtede som et problem. Det giver jo kun mening fordi I anerkender at journalister har en særlig indflydelse på samfundsdebatten og den politiske udvikling. Ellers ville den politiske skævhed blandt journalister ikke være mere interessant end politisk skævhed blandt buschauffører. Ergo betragter I selv journalister som en art “elite” i kraft af deres indflydelse.

  2. Helt enig. “Eliten!”

    Det er eet af de her popsmarte ord, som bare skal smage så “dejligt” væmmeligt i munden hos de, der ABSOLUT ikke tilhører gruppen. Og så er det ligegyldigt, om ordet er misforstået eller bruges ulogisk.

    Det samme gælder ord som “neo-liberal” eller “liberalistisk” (i stedet for bare “liberal”), “neokonservative”, “kapitalister”, “småborgerlige” (der iøvrigt er helt misforstået) m.fl.

    Ordene skiftes med tiden ud med andre, når smagen er gået væk, men reelt står de for det samme.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑