Findes “almindelige mennesker”?

Almindelige mennesker” er der rigtigt mange af i den offentlig debat. De optræder som en helt fast figur indenfor det, som er min interessesfære, nemlig boligpolitik. Det hedder sig altid, at ethvert problem rammer “almindelige mennesker, så de ikke længere ville have råd til at bo i København og andre større byer”.

Det er rigtigt ofte socialdemokrater, der taler om ”almindelige mennesker”. Og lige så snart de har sagt det, så bliver det altid fulgt af remsen, ”altså sygeplejersken, politibetjenten og skolelæreren.” Og så er det, at jeg spørger, hvem er de egentlig, disse almindelige mennesker.

Som det allerførste kan man undre sig over, at socialdemokrater vælger lige præcis de 3 grupper, for mindst 2 ud af de 3 nævnte – helt almindelige – befolkningsgrupper rummer formentlig et minimalt antal socialdemokratiske vælgere. Skolelærerne stemmer til venstre for S og politibetjentene stemmer på Venstre!

Sjovt nok røber valget af de “almindelige” også, at socialdemokrater udelukkende tænker på de offentligt ansatte. Hverken skolelærere, sygeplejersker eller politibetjente er jo privatansatte. Hvor blev håndværkeren, lastbilchaufføren og butiksekspedienten af?


Hvad skal ”almindelige mennesker” bruges til

Der er naturligvis en god grund til at bruge et passende ubestemt begreb, for “almindelige mennesker” er selvfølgelig bare ordgas, et retorisk kneb, der måske lyder venligt, men har samme formål som “røde lejesvende”, “kapitalister” og deslige.

For venligheden i begrebet er temmelig overfladisk. Det skal jo primært bruges til at skræmme med. Langt de fleste mennesker anser sig selv som almindelige og synes, at de selv lever et helt almindeligt, jævnt og muntert liv på jord. Og det gælder næsten uanset indkomst eller samfundsopfattelse. Og hvis de ikke selv er helt almindelige, så er deres koner, børn forældre, søskende og venner det i hvert fald.

Så når man påstår, at et lovforslag vil gå ud over “almindelige mennesker”, så kan langt de fleste af os føle os truede. Eller vi kan i hvert fald føle, at det truer en hel masse mennesker, som vi holder af, og som vi helst ikke vil have generet af nye love. Så basalt set bruges ordene kun som led i en klassisk skræmmekampagne.

Hvem er almindelige?

Men lad os lige se lidt nærmere på begrebet. Det er jo ikke sådan, at “almindelig” betyder det samme som gennemsnitlig, for kvinder der føder de gennemsnitlige 2,3 børn, er i hvert fald helt ualmindelige!

Det er nok givet, at kvinder der føder 7 eller 8 børn, er temmeligt ualmindelige, og 6 eller 5 børn er det måske også. Men hvor går grænsen? I nogen tilfælde går den vel helt nede ved 0. Hvis man ser på de, som lige er kommet med i gruppen af voksne kvinder, altså de 18-årige, så er selv dem med bare 1 barn ret ualmindelige.

Andre grupper

Nøjagtig den samme filosofiske øvelse kan man lave på alle mulige andre størrelser, som man kan bruge til at skelne mellem befolkningsgrupper. Ægteskabelig status, indkomst, og selvfølgelig de boligforhold, hvor jeg oftest hører vendingen.

Et lignende definitionsproblem løber man ind i med “de svageste”, for som eksempelvis Carina-debatten for nogle år siden viste, så er det ikke altid, at de svageste er lige dem, vi forventer.

Almindelige indkomster

Når det fremhæves, at sygeplejersken m.fl. ikke vil have råd til at bo i København, så tænkes der nok ofte på deres indtægt. Og så er det, at det bliver spændende. For langt de fleste af os har jo temmeligt svingende indtægter over livet.

Når man er ung og under uddannelse, så er det temmeligt almindeligt, at man kun tjener ganske lidt. For de, som tager lange uddannelser, bliver det ofte ved med at være almindeligt i mange år. Tager man en kort uddannelse er den meget lave indtægt hurtigt mere ualmindelig, men til gengæld er det ikke så almindeligt, at man senere i livet får en høj indtægt. Men det er altså ikke så ualmindeligt igen, for en ret stor del af selv de ufaglærte kommer trods alt til at betale topskat i en del af deres liv. Og sådan kan man fortsætte med at lege med ordene.

Hvor almindelige er sygeplejerskerne, lærerne og politibetjenten

Lad os så et øjeblik alligevel overveje hvor skolelæreren, sygeplejersken og politibetjentens løn er i forhold til gennemsnittet. Det er der nok mange meninger om, for skal man regne pensioner og diverse andre sidegevinster med. Samtlige grupperne ligger under alle omstændigheder i den pæne ende af indkomsterne, nogle af de overordnede hører til i de højeste 10 % og resten ligger i de bedste 25 %. Er det specielt almindeligt?

Som enhver kan se, så er det temmelig håbløst at putte mennesker i kasser, i hvert fald som hhv. almindelige og ualmindelige. Faktisk er det en af de store fordele ved at være liberal, at man har lov til at mene, at hver enkelt menneske er helt sig selv og forskelligt fra alle de andre.

Selv får jeg, hver eneste gang der henvises til “almindelige mennesker,” følelsen af, at jeg har set noget lignende et sted i verdenslitteraturen. I Orwells “Kammerat Napoleon” er alle dyrene lige, men grisene er bare “mere lige end de andre”.

5 Kommentarer

  1. Hvis det er satire er det sjovt, særligt Bjørnskovs elite kommentar den anden dag.

    Men ellers; hold da helt op.

    Det er pinagtigt at punditokraterne ikke kan læse/høre almindelig samfundsdebat hvor der laves generaliseringer eller folk opdeles i grupper, uden at I efterfølgende mener at afsløre det store fupnummer ved at afsløre at mennesker er INDIVIDER.

    Tjek lige selvhøjtideligheden ud:
    “man har lov til at mene, at hver enkelt menneske er helt sig selv og forskelligt fra alle de andre.”

    Klart, for det mener alle andre jo ikke – det er noget helt særligt der gælder for liberale. Og når folk er forskellige, så kan det bare slet ikke lade sig gøre at inddele dem i grupper baseret på nogle fælles karakteristika f.eks. indkomst, fordi det gør det lidt lettere at debattere snart sagt alle samfundsemner.

    Det er bare vildt svært at forstå hvad der menes hvis nogen henviser til f.eks. almindelige mennesker i en debat. Hvem mon de dog tænker på….

    Ps. hvis du endeligt vil afsløre det store fupnummer, kunne du så i det mindste ikke gøre dig den ulejlighed at finde nogle eksempler på at det ALTID er lige de tre grupper.

    • Christian Bjørnskov

      19. marts 2019 at 10:37

      Kære Hanne. Selvfølgelig findes der almindelige mennesker, og de må være borgere i Danmark som er nogenlunde gennemsnitlige. Problemet her er, at det politikere og nogle meningsdannere kalder ‘almindelige mennesker’ – folkeskolelærere, politibetjente osv. – bevisligt_ikke_er gennemsnitlige! De tjener ofte væsentligt mere end gennemsnittet og stemmer også ret anderledes. Det er således en i vores øjne meget problematisk situation, hvis man i debatten kommer til at gøre_som_om_de er definitionen på at være gennemsnitlig. Og det betyder, at rigtigt meget politik faktisk slet ikke tager hensyn til almindelige danskere, men kun disse grupper der i virkeligheden ikke er gennemsnitlige. Hvis du er i tvivl, så tag et kig på lønstatistikkerne for f.eks. sygeplejersker i forhold til medianen. Ifølge JobIndeks (linket forneden) har sygeplejersker i basisstillinger med et typisk aften/nat/genetillæg og 13.51% pensionsindbetaling en samlet indkomst per år før skat på lige knap 433.000 kroner. Medianindkomsten i Danmark i 2017 var 277.000 kroner. Er det så ikke problematisk at definere sygeplejersker som almindelige danskere?
      https://www.jobindex.dk/cms/se-hvad-gennemsnitsloennen-er-for-sygeplejersker?lang=en

    • Jens Frederik Hansen

      19. marts 2019 at 11:20

      Personligt finder jeg det mest sigende, at alle 3 grupper er offentligt ansatte.

  2. Kære Christian og Jens

    1) I har ikke engang gjort jer den ulejlighed at fremvise eksempler på, at det netop er disse tre grupper der altid bliver fremhævet. Det forekommer mig at der også henvises til industriarbejdere, håndværkere m.fl.

    2) at være almindelig betyder jo heller ikke nødvendigvis at man skal være gennemsnitlig. Og gennemsnitligt i forhold til hvad i et samfund med tusindvis af , deltidsanstte, SU modtagere og tilsvarende af alle mulige andre overførsler. Alternativt at det gennemsnitlige skal forstås som et meget bredt udsnit af almindelig middelklasse.
    Folk der har fast arbejde og tjener en fornuftig løn, men som hverken avancerer til direktørjob, har fancy cv-titler eller kommer til at køre i porsche.

    Middelklassen med andre ord. Ønskes mere præcisering kan man inddele den i øvre og nedre osv.

    3) Naturligvis er det et upræcist begreb, men I lader som om det er vildt uklart hvad der mon menes og at det dermed er uhyre problematisk. Og Jens går helt i selvsving og påstår så, at det er noget særligt sofistikeret der gør at han kan se at folk er individer. Helt ærligt….

    Samfundsdebatten foregår typisk via ret korte tv-optrædende, kort læserbreve, interview med kvikke bemærkninger osv.
    Naturligvis er politikere/debattører nødt til at reducere kompleksiteten herunder at inddele folk i forskellige grupper/klasser/segmenter osv.
    Det gør dem ikke til idioter eller til folk der ikke “tror på individer” eller lignende. Og du kan ikke føre debat ved konsekvent at smide tal i hovedet på folk. Politikerne præsenteres for enormt meget datamateriale hver eneste dag – derfor kan de godt i debatten føre sig frem i et lettere forståeligt sprog end og henvise til side 46 note 3 i seneste publikation fra DST.
    Så kan vi sagtens være uenige med dem i den politik de vil føre, men det er jo en anden sag.

    Og så kan man i øvrigt sagtens henvise til “almindelige mennesker” uden at det er som et skræmmebillede. Man kan sådan have den klare intention om netop at ville indrette lave lovgivning der hjælper denne samfundsgruppe.

  3. Spot-on artikel :o)

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑