Når løsningen ikke er flere ressourcer

Som mange læsere vil vide, er løsningen på langt de fleste problemer i Danmark – når man skal tro politikerne og de fleste interessegrupper – flere ressourcer. Virker sygehusvæsenet ikke så godt som vi håber på, er rygmarvsreaktionen at tro, at det nok skyldes ’nedskæringer’. Det er næsten umuligt at trænge igennem debatten med det faktuelt korrekte synspunkt, at der ikke er skåret ned, men at landet i stedet bruger flere ressourcer end nogensinde. Det samme gælder vores dybt middelmådige skolevæsen, hvor Danmarks Lærerforening efterhånden ligner en karikatur af en særinteresse, der både påstår at have fabelagtigt dygtige medlemmer, der på ingen måde kan gøre deres arbejde bedre, og gentager nedskæringspåstanden med jævne mellemrum.

Hvor forkert antagelsen om, at alt er et spørgsmål om ressourcer, kan man få en fornemmelse af ved at se på sammenhængen mellem hvor stor en andel af et lands samlede indkomst der bruges på uddannelse, og hvad man får ud af pengene. I figuren nedenfor plotter vi derfor uddannelsesudgifterne som % af BNP mod de gennemsnitlige PISA-scorer, som vi bruger som det i øjeblikket bedste mål på kvaliteten af et lands uddannelsesinstitutioner.

Skulle man tegne en regressionslinje gennem punkterne ville den have en positiv hældning, da sammenhængen på tværs af alle landene er positiv. Det ville dog være misvisende at gøre, da nogle af de værste – Libanon (LBN), den Dominikanske Republik (DOM), og de Forenede Arabiske Emirater (ARE) – er tydelige outliers i det store billede. Det samme gælder Singapore og Hong Kong, der bruger lidt over 3 % af BNP på uddannelse, men faktisk leverer de to højeste gennemsnitsscorer (551,7 og 532,7) blandt alle lande.

Ser man derfor på ’normalgruppen’ med udgifter til uddannelser på mindst 4 % af BNP, falder korrelationen mellem de to til -0,005. Udover nogle særligt fattige lande, der endda bruger en lav andel af BNP på uddannelse, og de superrige Emirater, hvor en lille andel af BNP er større end de fleste vestlige landes udgifter, er der således ingen sammenhæng mellem ressourceforbruget og den kvalitet, der leveres af landes uddannelsesinstitutioner.

For Danmarks vedkommende ligger vi i det bløde midterfelt blandt vestlige lande, der kan ses som et ’bånd’ af observationer med scorer mellem 450 og 520. Under dem ligger et lignende bånd af observationer med scorer mellem 350 og 450, som består af tidligere kommunistiske lande og det meste af Latinamerika. Danmark er således relativt gennemsnitlig på uddannelsernes kvalitet – hvad de leverer af faktisk læring – men vi er med et budget på 8,7 % af BNP suverænt det vestlige land, der bruger mest på uddannelse. Skal man, som mange Folketingspolitikere ønsker, poste endnu flere midler i uddannelse? En hurtig sammenligning med resten af verden peger på, at svaret er nej – i det mindste hvis man ønsker bedre uddannelse. Hvis man er ude at købe stemmer blandt lærere og andre interessenter, kan det derimod være en god idé. Politikerne kan jo med ro i sindet ignorere, at det er almindelige borgere, der betaler pengene til ingenting.

1 Kommentar

  1. SF har allerede åbnet ballet: https://jyllands-posten.dk/politik/ECE11288376/sf-vil-haeve-skatten-for-at-bruge-milliarder-paa-velfaerd/?fbclid=IwAR0NbyItadKKJgTQmx0u6Pmsus7_MOV0lu568Tu_wxT4y5FfX4OLP-k4xto

    Det kommer til at gå som det plejer. Der bruges en masse penge, som vi får ret meget ud af, og bagefter skal en ny blå regering rydde op i det økonomiske morads fordi pengene aldrig kom ind.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑