Er korruption godt for de fattige?

I skrivende stund sidder jeg i loungen i Ben Gurion-lufthavnen i Tel Aviv, på vej hjem fra dette års europæiske public choice-konference. Dette års konference var en fornøjelse, med en lang række interessante og meget veludførte studier af mange forskellige emner. Jeg kunne også være næsten faderligt stolt af mine to PhD-studerende, der var med: Andrea Sáenz de Viteri, der præsenterede nyt arbejde om betydningen af den forfatningsbestemte magtdeling for graden af korruption i Latinamerika og Caribien, og Andrea Paramo Florencio, der præsenterede sit studie (med min tredje PhD, Ruby Elorm Agbenyega) om effekten af handelsliberalisering på kvinders arbejdsmarkedsstatus i Indonesien.

En anden fornøjelse var at se min glimrende ven og kollega Niclas Berggren (IFN i Stockholm) præsentere vores potentielt kontroversielle papir ”Corruption, Judicial Accountability and Inequality: Unfair Procedures May Benefit the Worst-Off.” Billedet er netop af Niclas, mens han forklarer den teoretiske baggrund.

Vi noterer i papiret, at det faktisk er teoretisk usikkert, om korruption og bestikkelse er skadelig eller gavnlig for den fattige del af befolkningen i lande rundt omkring i verden. På den ene side kan korruption være skadelig, når den reflekterer at særinteresser køber politik, der er i deres økonomiske interesse. Meget af den slags politik vil typisk være beskyttelse af særlige virksomheder og grupper på arbejdsmarkedet mod konkurrence, og disse grupper er næsten altid mere velstående end gennemsnittet. På den anden side vil bestikkelse gøre det muligt for de fattige at komme udenom reguleringer og andre grænser for deres økonomiske aktivitet. Den første type mekanisme vil betyde, at korruption er godt for de relativt velstående, mens den anden type mekanisme indebærer det præcist modsatte. Der er derfor brug for, at man ser omhyggeligt på, hvad empirien kan fortælle os.

I papiret følger Niclas og jeg udviklingen i ulighed i både indkomster og forbrug i 145 lande mellem 1960 og 2014. Vi kan derfor se hvad der empirisk sker, når et lands korruptionsniveau – som vi måler med data fra V-Dem projektet – ændrer sig. Et af problemerne, forskningen indtil nu har kæmpet med, er at man sagtens kunne forestille sig, at kausaliteten går den anden vej: Dvs., at ulighed skaber mere korruption. Vi bruger en ny metode, der kombinerer ny empirisk metode med indsigter fra særinteresseteori til at løse problemet. I artiklen undersøger vi også, om det modsatte af korruption – et solidt retsvæsen hvor dommere og embedsmænd holdes ansvarlige og disciplineres hvis noget går galt – har lignende effekter.

Resultatet af undersøgelsen er det potentielt kontroversielle i papiret: Vi finder, at korruption fører til en større andel af det samlede forbrug hos de 20 % fattigste i landet, mens et bedre retsvæsen er forbundet med en større forbrugsandel hos de 20 % rigeste. Basalt set viser vores resultater, at korruption er godt for de fattige, i det mindste på det korte til mellemlange sigt. På langt sigt er korruption og svage retsvæsener forbundet med tydeligt lavere vækst, som er til skade for alle i samfundet, men på kortere sigt er der tydelige fordelingskonsekvenser!

Det store spørgsmål, som vi også fik i Jerusalem, er så om man bare skal acceptere korruption, hvis man har stærke præferencer for økonomisk lighed. Mens vi foretrækker at afholde os fra normative konklusioner, er vores svar ikke overraskende et nej. Men papiret viser dog, at der kan være et umiddelbart problem, hvis man rydder op i den offentlige administration og styrker retsvæsenet, som man måske bør håndtere. Om det skal gøres med overførsler og sociale udgifter, som venstrefløjen typisk foretrækker, eller med afregulering arbejdsmarkedet som foretrukket på højrefløjen, er et politisk spørgsmål.

4 Kommentarer

  1. Er det ikke sådan at korruption altid er gift for middelklassen. Så snart der er nogen som klarer sig godt, så er der nogen som vil have en bid af kagen. Derfor er det også svært for de fattigste at avancere til en middelklasse som næsten ikke eksisterer. Det er lidt det billede jeg ser i Rusland.

    • Christian Bjørnskov

      6. april 2019 at 09:40

      Det har faktisk ofte været argumentet i tidligere studier, men det er ikke det vi finder. Der er også en række modeksempler fra bl.a. Latinamerika. Der har en del korruption i form af, at fagforeninger og industriinteresser har købt beskyttelse og regulering faktisk været direkte rettet mod at gavne middelklassen eller den lidt bedre stillede middelklasse, der arbejdede i den type jobs, disse interesser repræsenterede. Men det er lige præcist det, vi finder så interessant i det nye studie: At vores resultater udfordrer den måde, de fleste normalt har tænkt på korruptionseffekter.

      • Så det er landeafhængigt.
        Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan den sociale mobilitet er i disse lande. I bund og grund er muligheden for at avancere til middelklassen, vel det der tæller for at man kan sige noget er godt for de fattige.

        • Christian Bjørnskov

          6. april 2019 at 10:57

          Jeg er meget enig. Problemet er, at vi ved meget lidt om den sociale mobilitet i de fleste lande, bl.a. fordi det er så enormt svært at måle.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑